DAGENS ORD: ”Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel.” Filipperne 2:4

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Elizabeth Knox-Seith

Netpræst

Elizabeth Knox-Seith, Stiftspræst
Netkirken

Mail: ELKN@KM.DK

 

Jeg er vintræet, I er grenene.

16 okt. 2014

Prædiken til netkirken:
18. søndag efter trinitatis
19-10-2014
Tekstrække: ANDEN RÆKKE

Salmisten skriver: Jeg løfter mine øjne mod bjergene, hvorfra kommer min hjælp? Min hjælp kommer fra Herren, himlens og jordens skaber. Han lader ikke din fod vakle, han, som bevarer dig, falder ikke i søvn. Han, som bevarer Israel, falder ikke i søvn, han sover ikke. Herren bevarer dig, Herren er din skygge ved din højre side. Om dagen stikker solen dig ikke, månen ikke om natten. Herren bevare dig mod alt ondt, han bevare dit liv. Herren bevare din udgang og din indgang fra nu af og til evig tid. Sl 121

* Epistlen skriver apostlen Johannes i sit første brev: Ingen har nogen sinde set Gud, men hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os. Deraf ved vi, at vi bliver i ham og han i os: at han har givet os af sin ånd. Vi har set og bevidner, at Faderen har sendt sin søn som verdens frelser. Den, der bekender, at Jesus er Guds søn, i ham bliver Gud, og han bliver i Gud. Og vi kender og tror på den kærlighed, som Gud har til os. 1 Joh 4,12-16a

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.« Joh 15,1-11

Det er stærke ord, som deles med os. Ikke bare selve evangelieteksten, om det sande vintræ, men også salmistens ord om, at Gud aldrig lader vore fødder vakle. Gud, som bevarer os, falder ikke i søvn, sover ikke. ”Om dagen stikker solen dig ikke, månen ikke om natten”. Det er stærke tekster, der forsikrer os at vi får det, vi har brug for, for at leve som mennesker: ”Herren bevare dig mod alt ondt, han bevare dit liv. Herren bevare din udgang og indgang fra nu af og til evig tid.”

Allerede i ly af disse ord kan vi egentlig godt læne os tilbage og hvile, trøstede i visheden om, at Gud ikke har tænkt sig at svigte os. Der er en stamme, et grundfjeld, som vi står på, hviler på, kan læne os imod. Vi er ikke alene. Vi er for altid omgivet af Guds omsorg og kærlighed.

Som det siges så smukt i 1. Johannesbrev: ”Ingen har nogensinde set Gud, men hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os. Deraf ved vi, at vi bliver i ham, og han i os, at han har givet os af sin ånd”.

Det er ord, som kan løfte og bære os, selv gennem de sværeste tider, og de er værd at huske på, når vi vakler allermest og bilder os ind, at vi er forladte.

Forladthedsfølelsen kommer, fordi vi reelt set ofte ER forladte i denne verden. Som mennesker forbliver vi svigtede, og vi svigter andre. Det er som en ond cirkel, vi ofte er fanget ind i – en cirkel af ”reaktion” og ”modreaktion”. Vi blev svigtede, som børn, fordi vores forældre også var svigtede børn – og i voksenalderen risikerer vi selv at svigte andre, fordi vi så let kommer til kort, med alt det, vi vil. Vi kan ikke være alle steder på én gang – og uanset hvor nærværende, vi prøver at være, kommer det ofte dertil, at nogen føler, at vi ikke har været nærværende nok.

Det er banalt, men svigt opstår næsten af sig selv – som en uundgåelighed. Selve evnen til nærvær kan afføde længslen efter mere nærvær – men så kommer den menneskelige begrænsning, og det viser sig, at selv den mest nærværende ender med at være fraværende. Nogen vil, uværgeligt, bliver sårede. For ingen af os er Gud, og kan gøre det, som disse tekster vidner om: Nemlig at være nærværende, helt ind i evigheden.

Så vi må leve i et fælles savn – efter det, som egentlig er uopnåeligt, på det menneskelige plan. Måske er det netop ud af dette kollektive savn, at troen fødes … henter sin næring, så at sige. Tro opstår i længslen efter det, vi håber på, men ikke kan være helt sikre på. Tro er netop TRO. Ikke vished eller sikkerhed. Derfor er troens urgrund længslen.

I teksten om det sande vintræ tales der om en meget dyb side af Guds væsen. ”Jeg er det sande vintræ,” siger Jesus … ”bliv i mig, så bliver jeg i jer”. Men ind i mellem siger han meget andet – nemlig at de udtørrede grene, og dem, som ikke bærer frugt, skal renses bort. Det er lidt skræmmende at høre, mildt sagt. For hvem af os er ikke indtørrede grene? Hvad i vores liv har ikke ofte vist sig at være frugtesløst?

Det er en tekst, som virkelig skærer ind til benet, kan man sige. Den skærer netop så tæt ind til benet, som vingårdsgartneren også gør. Han skærer alle de ufrugtbare grene bort, for at den sunde stamme virkelig skal bære frugt.

For dem, som er vant til at arbejde i en have – og måske endda med vinplanter – er det indlysende, hvad det handler om. For nu at blive i noget, som er mere alment for de fleste, nemlig rosens liv: Det er velkendt, at skærer man de visne rosengrene og knopper bort, blomstrer andre dele af rosenplanten så meget desto stærkere. Man skærer dog ikke noget bort, før det ER dødt. Man venter og ser, hvad som overlever. Og det, som allerede HAR levet, og båret frugt – for eksempel de smukke rosenknopper – må man til sidst skære bort, når de er visnet, for at give plads til, at nye knopper kan træde i karakter.

Vi kender det, på det menneskelige plan: En person har været stor og betydet meget, men falder i alderdommen hen og bliver til en skygge af sig selv. Måske bliver vedkommende dement – eller får en anden sygdom, som svækker betydeligt. Kunsten for dem, som skal følge efter er, at lade vedkommende bevare sin værdighed, og alligevel, ganske stille, tage over, så de funktioner, som den dygtige person havde, varetages. Men den ”afblomstrende” må ikke miste sin værdighed. Det er en stor kunst. Først, når rosenknoppen vitterligt er visnet, må den plukkes af. I mellemtiden venter de nye knopper spændt på at kunne træde i flor. Og de passer endda i kærlighed på den gamle knop, som er ved at visne.

Sådan er vores menneskelige livscyklus, og det er ingen skam. Måske er det menneske, der står størst respekt om, netop det menneske, som formår at kende sin egen begrænsning, og som i tide formår at sætte andre i sit sted – altså at være en ”mester” for yngre lærlinge, som forberedes til at træde i den aldrendes sted, når den tid kommer. Vi kender det fra fortællingen om Elias og Elisa – om den kappe, der skulle gives videre, på rette tid og rette sted. Rosenknoppen må falde – eller blive skåret af – for at nye knopper kan træde ud i deres fulde ret og mening.

For de af os, som er aldrende, gælder det om at bøje os – at sætte vores sidste potentiale i spil og give det videre, vel vidende, at andre kommer efter os. For dem, som er yngre, gælder det om at ”turde” modnes – at turde tage sit liv på sig og finde netop dén plads som er skabt for den enkelte, helt unikt.

Afhængigt af vore livsfaser træder vi i blomst – eller ”træder af”. Teksten om det sande vintræ kan hjælpe os til at forsone os med, at der ER sådan. For uanset HVOR vi er i vore liv, da har vi det tilfælles, at vi er bundet til stammen – som grene træder vi ud af en helhed, og vi er ét i denne helhed. Vi er uløseligt forbundet med stammen, som er Gud. Herfra kommer vor næring – og herfra vor verden går.

”Skilt fra mig kan I intet gøre”, siger Jesus. Det skaber stor respekt og ydmyghed. ”Jeg er vintræet, I er grenene”. Det sætter os på plads. Det er ikke OS, der er ophavet til alt, men derimod Gud, det vil sige den skabende kraft, som kommer fra en kilde, der er langt dybere end vore tanker nogen sinde formår at forstå. Vi er, som en del af universet, født af Gud, skabt til at være tjenere og livgivere. Lykkes det ikke for os, bliver vi som visne grene på træet, og vi plukkes bort.

Men midt i alt dette skal vi ikke være bekymrede – for vi HAR måske, tidligere i vort liv, båret frugt. Nu er det på tide at give slip – overgive pladsen til andre. Vi behøver ikke at kæmpe mere. Alting er os givet – OGSÅ når vi plukkes fra, som visne grene. Noget nyt spirer op, i vort sted. Og måske er det bare dele af vort liv, som nu visner. Måske står noget andet i vort liv klar til at blomstre, til at bære ny frugt. Men det ”gamle” må visne og plukkes af, for at give plads til nyt liv. Det er genopstandelsens kraft, som træder til i vort liv. Guds mirakel … som kan træde til, når vi tillader, at det ufrugtbare i vort liv visner bort. Og dermed, som i naturens cyklus, skaber plads til noget nyt og spirende, som kan være en gave til os – og til andre.

Som Jesus siger det så smukt i forlængelsen af den tekst, som er teksten til i dag:
v12 Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer. v13 Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner. v14 I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer. v15 Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer. v16 Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt og blive ved med at bære frugt, så Faderen kan give jer, hvad som helst I beder om i mit navn. v17 Dette byder jeg jer, at I skal elske hinanden. (Joh. 15, 12-17).
Og som salmisten sagde det, så smukt:
”Herren bevare dig mod alt ondt, han bevare dit liv. Herren bevare din udgang og indgang fra nu af og til evig tid.”

Amen.



Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk