DAGENS ORD: | ”Til I bliver gamle, er jeg den samme, til I bliver grå, bærer jeg på jer. Det har jeg gjort, og jeg vil stadig løfte jer, bære på jer og bringe jer i sikkerhed.” Esajas 46:4 |
|
[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ] Netpræst
Signe Dorthe Voldby, Præst Mail: signevoldby@gmail.com Det er NU, det hele begynder1 maj. 2015 Kære læser,Jesus siger: ”Bed så skal der gives jer, søg, så skal I finde, bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, der beder, han får, og den, der søger, han finder, og den, der banker på, for ham skal der lukkes op!!” Sig mig, kære læser - er foråret ikke smukkere, end nogensinde før? Og er det ikke fantastisk at begynde den ultimative forårs-maj-måned med st. bededag og konfirmationer? For konfirmanderne er det en fest og en afslutning på et undervisningsforløb, men det er altså også en unik livets mulighed for en ny begyndelse – for at disse unge nu, helt selvstændigt, kan tage tro og bøn og tillid til Gud med ind i teenageårene og med ud i livet!! Kan du huske, da det var dig? Fik du taget alt det med Guds fred og tillid til Ham med ind i dit liv? Ellers har du muligheden nu… I Nigeria har jeg set et dejligt arbejde i Jos, hvor enker får et 1-årigt-sykursus – og som afskedsgave får de: en symaskine! Værsgo – nu kan du gå ud i livet – og sy!! Når konfirmanderne bliver konfirmeret, eller når du har læst denne prædiken!! – så vil jeg sige, Det er NU, det hele begynder – bønnen vil altid være en gave til dig – og der er altid en Gud, der lytter. Så her er tre råd til dig – og tre bønner: 1. Giv Gud dagens første tanker. Når du vågner om morgenen til en travl dag - eller en tom dag – så send allerførst en tanke med tak til den Gud, der er der for dig. Tak ham for solen, for forårsfuglenes kvidren, og tak ham for at dagen er i hans hånd. Og så kan du springe ud af sengen og kaste dig ud i dagen!! Du kan også bede denne dejlige bøn fra den kristne ugeavis Udfordringen: Kære Gud, I dag har jeg ikke gjort noget galt. Jeg har ikke løbet med sladder. Jeg har ikke svaret igen. Jeg har ikke løjet over for nogen. Jeg har ikke ladet mit temperament løbe af med mig. Jeg har ikke snydt eller bedraget nogen, og jeg har ikke været jaloux. Og Gud, det er jeg rigtig glad for. Men om to minutter står jeg ud af sengen, og så får jeg virkelig brug for din hjælp, Gud. Amen 2. Giv Gud dine ventende tanker. Måske sidder du midt på dagen og har frokostpause eller spisefrikvarter… Eller du sidder i en taxa eller på cyklen på vej til møde. Måske trommer du med fingrene og har alt for travlt. Stop op et øjeblik – og mind dig selv om, at Gud også er der. Slip din travlhed og dine mødeplaner eller din tristhed bare et øjeblik – træk vejret dybt ind og ud - og vær i Guds nærhed og fred. Et lille moment of peace… Mother Teresa sad engang sammen med en journalist, der syntes, at det var pudsigt, at hun så ofte bad til Gud. ”Men hvad siger du egentlig til Gud?” spurgte journalisten. ”Jeg siger ikke noget” sagde mother Teresa, ”jeg lytter…” ”OK” sagde journalisten, ”men… hvad siger Gud så?” Og mother Teresa svarede, ”Han lytter også…” Det gør Gud også til dig – og du kan lytte til Hans fred… 3. Giv Gud dagens sidste tanker Nu er det blevet aften, måske har det været en hektisk dag, hvor du har haft alt for travlt og ikke haft tid til dem, der holder af dig. Måske er det ikke rigtig lykkedes, alt det du gerne ville. Måske har din dag været ensom. Læg det i Guds hånd alt sammen – din Far i himlen er der for dig. Og bed måske denne smukke aftenbøn: Kære Far i Himlen, jeg takker dig for, at når jeg vågner i morgen, er du hos mig. Og tak, at hvis ikke jeg vågner i morgen, er jeg hos dig… Kære læser, nu er du næsten færdig med min prædiken. Men når du kommer til det sidste punktum, så er det dér, at det hele skal begynde. Du står ikke med en symaskine – men med bønnens mulighed – du kan tage disse tre hverdagssituationer og hverdagsbønner med ind i dit liv – om morgenen, midt på dagen, om aftenen. Der er ingen tvivl om, at det vil gøre en forskel for dig. For den Gud, der lytter, Jesus Kristus ønsker at gøre en forskel for dig… Må Han fylde dig med fred… Jesus siger: ”Bed så skal der gives jer, søg, så skal I finde, bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, der beder, han får, og den, der søger, han finder, og den, der banker på, for ham skal der lukkes op!!” Så det er nu, det begynder. Det er nu, du kommer til det sidste punktum. Signe Voldby, Græse kirke… |
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992. |
|