[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]
Netpræst
Elizabeth Knox-Seith, Sognepræst i Stege og Nyord
Netkirken
Mail: ELKN@KM.DK
[ Mere ... ]
At elske sine fjender
16 jul. 2015
At elske sine fjenderIndledningsbøn
Gud, du som er alt i alle
Lad din skærmende hånd
Beskytte os og bevare os
Lad dine ord tale til os,
Så vi kan lytte med et rent hjerte
Lad vore ører og øjne sanse klart,
Så din kostbare gave slår rod i os
Og giver frugt.
Amen.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. I har hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke begå drab,‹ og: ›Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.‹ Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.« Matt 5,20-26
Det er en stor udfordring, som Jesus her giver os. Vores retfærdighed skal overgå de skriftkloges og farisæernes.
Og så siger han, at det at blive vred på sin bror er det samme som at begå drab. Og at dommen, der falder, er lige så stor.
Jesus holder denne tale, som vi befinder os midt i – nemlig bjergprædiken – fra toppen af et bjerg, hvor han belærer sine disciple og alle andre, som er med deroppe, om essensen i det nye, han bringer med sig.
Det er i samme tale, at vi hører saligprisningerne, og talen om, at vi er som Jordens Salt og ikke skal sætte vort lys under en skæppe. Der er fuld af lys og håb i denne tale. Men Jesus er også krads. Det at elske sin broder og forsone sig med ham, sættes så højt, at det modsatte vil blive betragtet på linje med drab.
Derfor: Når du bringer din gave til alteret, skal du først forsone dig med den broder eller søster, som du har det svært med.
Vi ved jo, fra vores eget liv, vor svært det kan være at forsone sig, selv ned i de mindste små detaljer i hverdagen.
Endnu værre bliver det, når vi kommer på verdensplan. Her viser det sig, hvor svært det er at forsone sig – særligt, når der virkelig er tale om alvorlige overgreb.
Jesus er barsk i teksten, men det, han i virkeligheden kommer for at vise, er vor afhængighed af altid at få skænket Guds kærlighed. Vi kan ikke, alene af os selv, forsone al verdens smerte. Vi må hele tiden læne os tilbage, søge hjælp fra den dybere kilde, som kommer fra Gud.
Gud er ikke en ophøjet Gud, men en nærværende Gud, som helt ind i de inderste ting er med os. Så når det kniber – måske også med at forsone sig med sin broder, når vi går op til alteret – da send en bøn til Gud om at være med, om at løfte smerten, om at åbne også den andens hjerte, så der kan komme fred.
Som det siges i salme 414:
Guds himmerige åbner vi ikke,
Men Gud åbner riget for os
Han kalder os ind til sin glæde,
Han kalder os ud af vor trods.
Hans ord kan gå gennem en sprække
Den hårdeste skal kan han flække
Så frøet kan spire og gro.
I en anden del af bjergprædikenen, som relaterer til dette om broderkærligheden, tales om kærligheden til sine fjender:
Jesus sagde: »I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!« Matt 5,43-48
Elsk jeres fjender, siger Jesus, og vender dermed forståelsen af den gammeltestamentlige lov grundigt på hovedet, dog uden på nogen måde at bryde med den tradition, han er rundet ud af. Bjergprædikenen repræsenterer en værdiomvendelse, og selve kernen i denne nye forståelse af den oprindelige jødiske lov er at kærligheden er Lovens fylde.
Jesus går understreger, at det er nemt at elske sin broder, men en helt anden fordring at elske dem, der forfølger én og som ikke tilhører den kreds, man er rundet af.
Men, hvis vi tænker på den erfaring, vi selv har, så ved vi, hvor umulig en fordring dette kan være, for hvad er en ”fjende” egentlig for os?
En fjende er noget, der truer én, går tæt på grænsen til eksistensen, truer os med udslettelse, måske ligefrem. En fjende behøver ikke at betyde noget fjernt, men kan være noget uendeligt nært, måske vores egen angst, noget i os, som gør os utrygge, noget, som vi har svært ved at erkende eller kendes ved.
Det er på én måde ”nemmere” at håndtere den ”fjerne fjende”, f.eks. de fjender, vi kan møde, når vi er udsendt på slagmarken i f.eks. Afghanistan, for da er vi godt ”klædt på” og beskyttede af vores militære magt, selvom nogle af os kommer hjem, døde i kister, udsat for uheld, vejbomber og overmagt. På trods af vor egen idealisme om ”det gode, vi gør”, kan vi ikke undgå at være opmærksomme på, at vi dér opfattes af den anden part præcis som det, vi selv opfatter modparten som – netop en fjende. I vort eget billede gør vi noget godt, men det betyder ikke at den anden part ikke ser os som det, vi selv ser dem som – som ”fjender”, der må bekæmpes. Og således kan cirklen gentage sig selv, i én uendelighed.
Kan man bryde mønsteret og elske sine fjender i en sådan situation? Hvordan bryder man fjendehadet? Er det ikke næsten en umulig fordring, Jesus stiller os?
Værre bliver det næsten, når man ikke selv kommer med magt, men er sårbare, angribelige, ubeskyttede væsner, der ikke mødes med den nænsomhed og respekt, som ethvert levende væsen dybest set fortjener. Når vi er børn og er udsat for voksnes overgreb eller mangel på beskyttelse, kan vores indre kerne lide uendelig skade, og vi kan komme til at kæmpe med falske selvbilleder og ødelagt selvværd resten af livet. Da er den verden, der egentlig skulle beskytte os, pludselig blevet en trussel, og det er svært at genvinde eller overhovedet nogensinde opleve trygheden ved livet. Ofte kommer der angst og en spiralkæde af had ud af en sådan situation.
På trods af, at det er svært, ved vi godt, at kærligheden er det eneste, der kan bryde hadets og mistillidens onde cirkel. Bare et enkelt kærligt blik, det at blive set, midt i smerten, kan gøre underværker. Og vejen til forvandling, til at bringe et menneske ud af mistillidens jerngreb, er at skifte angstens blik ud med kærlighedens.
Dermed ophæves selve fjendebilledet – og så ER der ingen fjender mere.
Men derfor kan vi stadig godt føle os truede – på vore magtpositioner, på vores status, på vores kulturelle integritet, på vores dybere identitet.
Der er magtmanipulation, som man ikke skal gøre sig blind for … og Jesus siger jo netop også, at det er den dybere retfærdighed, vi skal gå efter, den retfærdighed, som er noget mere end den, som farisæererne og de skriftkloge prædiker.
Vi skal gå efter et fællesskab, hvor vi alle er lige – hvor fjendebillederne er ophævet, og hvor vi ser det gode i hinanden og opdager, at der hvor jeg selv føler mig truet, der føler den anden sig måske også truet. Vi skal turde være åbne om vor egen sårbarhed … være modige nok til at dele den, selvom vi måske er bange for, at andre tramper på os og misbruger den fortrolighed vi viser, ved at være åbent sårbare. Men at være ligedannet med Kristus er at turde stå ved sårbarheden – for det er kun ved at gøre det, at vi kan befri os fra stolthed og de mange masker, som vi sætter som mure mellem hinanden, og mellem det i os, som længes efter at spire frem.
Det at erkende vor sårbarhed og turde være ”bløde og sande” med vores behov, hvem vi er, hvor vi står, er begyndelsen til forvandling, til et nyt liv.
Kærligheden er en kilde, der kan tø vore frosne hjerter op og gøre os i stand til at se på verden med nye, blødere blikke. Men der er en lang vej, og det er ikke altid, at kærligheden trænger igennem, ind i de allermest frosne dele af os.
Jaloux er noget af det, der kan få kærlighedens dybe kraft til at gå helt på afveje i os. I længslen efter anerkendelse og dyb, forvandlende kærlighed, kan det være svært at rumme, at andre er elskede – måske endda tilsyneladende mere end os.
Ofte bliver vi i denne ”forgræmmethed” vore egne værste fjender, og her gælder det om at lytte præcis til Jesu ord i Bjergprædikenen: Elsk jeres fjender!
For dem, vi skal elske, er måske mest af alt troldene i os selv, der er gemt godt under gulvbrædderne og trænger til at komme op i nænsomhedens og omsorgens lys, så de kan få pudset næserne og træde frem, som de egentlige værdifulde talenter, de måske oprindeligt var i os.
Alle disse trolde i os, som har været alt for længe i mørket, tænker hver især: ”Præcis jeg skal være særligt god og er det ikke ... Jeg tør ikke komme frem, for kun alle de andre fortjener at se dagens lys, bare ikke mig!”
Det er svært at lade sig indfælde i den egentlige oplevelse af nåden, der skænkes os, når vi tillader Guds lys at trænge igennem til os, ind i vor egen sårbarhed og skrøbelighed, ind i den fornemmelse af fremmedhed og landflygtighed, som vi kan føle.
Således tilflyder barmhjertigheden os som næring, når vi måske allermindst venter det og allermest føler os udenfor.
Kernen i Guds åbenbaring er, at alle, der føler sig udenfor, egentlig er dem, der er allermest indenfor – paradoksalt nok, fordi Jesus mødte alle, som var mest udstødte og udskudte, og selv endte i udskudthedens dybe smerte på korset, forladt af alle, selv af Gud, tilsyneladende. ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig”, råber Jesus i sit mørkeste øjeblik – det øjeblik, der netop gennem vor tros historie er forblevet beviset på Guds dybe kærlighed til menneskeheden.
Dåben er et vandmærke, som minder om kærligheden, vi er plantet ind i. Det er dette vandmærke i os – Kristussignaturen – som skal være vor styrke i livet. Det er kilden, vi kan falde tilbage på.
Det er det dybere dyb, vi må styrkes af. Vi må læne os tilbage i vor enhed med Gud … den usynlige enhed, som netop skabes gennem dåbens bånd. Tilgivelsen er ikke vores, men skænkes, kommer udefra, fra en dybere kilde, som vi kan forbinde os med.
Kærlighedens kraft er paradoksal og uudgrundelig, og uden tvivl kan vi ikke elske vore fjender helt af os selv, ganske uden hjælp – men hvis vi læner os mod Kristus, og som vingrenene på træet lader os fylde af den næring, der kommer fra kærlighedens dybe kilde, da er vi nær korsets gåde, og nær den opfyldelse, forløsning og forsoning, der paradoksalt nok altid vil ske, når man magtesløs læner sig tilbage, råber ”hjælp” og giver slip, ind i den store virkelighed, der er Guds.
Må himlens fredsengle omslutte os
med udstrakte arme
og beskytte os mod angstens magt.
Må de give os milde drømme,
og evnen til at elske.
Må Freden beskytte os,
fred fra Guds vind strømme til os.
fred fra Guds stjerner skinne på os.
Må al bekymring vige bort
og trygheden komme os nær.
Kristus, du levende Guds Søn,
lad dine hellige engle vogte over os,
Må frygt og gamle erindringer vige bort,
så vi kan værne om hinanden,
favne hinanden i ømhed
og lade fredfyldtheden dække os
som din kærligheds kappe.
Lad Åndens styrke råde,
hvor der er frygt.
Lad os være i stand til at berøre og rumme hinanden,også dér, hvor vi bærer sår.
---
Må Guds kraft fylde os
når alt føles tomt.
Må Guds visdom lede os
når vi ikke kender vores veje.
Må Guds øje se for os
når vi er i konflikt.
Må Guds øre høre for os
når vi er i kaos og forvirring.
Må Guds ord være hos os
når vi taler og tænker,
Må Guds berøring være i vore hænder
så vi bliver beskyttede mod at skade hinanden på krop og sjæl.
Kom, skabende Ånd,
væk os til nyt liv,
bring os ud af angstens mulm,
afslappede og fornyede,
trygge i din favn.
Amen.
Stille meditation …
Bøn:
Herre, vær os nær, i modgang og medgang
Trøst og styrk alle, som er syge og sorgfulde
Vær med os i vor skrøbelighed og i vor tvivl
Vis os særligt din nåde, når vi allermindst tror, at du er midt i blandt os
Du er aldrig fjernere fra os end lyden af vort eget åndedræt
Du er selve vort liv, og vor væsenskerne
- du er den gnist, som holder os oppe!
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
