DAGENS ORD: ”Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud.” Ezekiel 36:27

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Henrik Frimand-Meier

Netpræst

Henrik Frimand-Meier,
Netkirken

Mail: henrik.frimand.meier@gmail.com

 

Grav dybere!

1 aug. 2017

En af verdenslitteraturens mest dybsindige tekster står i Bibelen. Bjergprædiken, som den kaldes i Mattæusevangeliet, kapitel 5-7, eller sletteprædiken, som den hedder det i Lukasevangeliets kapitel 6. Denne prædiken er helt central for Jesu forkyndelse. Mange har også gennem tiden grundet længe over den prædiken og undervisning, Jesus holdt, hvor han begyndte med saligprisningerne og afsluttede med fortællingen om de to huse; dét der er bygget på klippegrund/med sokkel kontra dét, der er bygget på sand, hos Mattæus, og oven på jorden uden sokkel, hos Lukas. Det er den afsluttende lignelse, prædiken her har som tema.

Tillad mig, her i begyndelsen at nævne den russiske forfatter Lev Tolstojs bog Царство Божие внутри вас, der med udgangspunkt i Jesu bjergprædiken gør et stort indtryk. På dansk hedder bogen: "Guds rige er inden i jer", og på engelsk ”The Kingdom of God is within you”. Den bog påvirkede bl.a. Mahatma Gandhi og den pacifistiske bevægelse og inspirerede til den ikke voldelige modstand i Indien i første halvdel af det tyvende århundrede. Og bogens tema fik både direkte og indirekte mange kristne til efterfølgende at takke nej til at bære våben.

Jesu undervisning her er en evig inspirationskilde for den kristne etik og er som et koncentrat af det grundlag, kristendommen bygger på. Bjergprædiken er ganske enkelt ikke til at komme uden om og ikke til at blive færdig med.

Til alle tider har Jesu lære, som den kommer til udtryk, en dynamisk effekt på os, når vi vover at kradse dybere end i overfladen af teksten. Det er derfor urimeligt at reducere lignelsen om de to huse til en mere simpel fortælling end det, den rettelig er; nærmest at gøre den til en børnefortælling. Forklaringen er nok metaforens umiddelbare enkle tema, og måske det gamle hit i søndagsskolerne – ”Byg ikke hus på sandet strand”. Som den gamle søndagsskolelærer jeg er, skal der ikke lyde en eneste klage over den sang fra min side – blot rummer lignelsen så mange flere lag, der fortjener at blive kendt, i stedet for nu, hvor den oftest begrænses til en enkelt fortælling om en klog mand, der byggede sit hus på klippegrund, altså byggede sit liv på Herren Jesus Kristus, kontra en tåbe, der byggede sit livs hus ufornuftigt – uden at give Jesus den plads, han rettelig skal have i et menneskes liv. Som sådan er konklusionen ikke forkert, men den er unødvendig enstrenget – og det fortjener denne fortælling på ingen måde.

For de oprindelige tilhørere, der hørte Jesus fortælle om de to huse, dét med en sokkel og dét uden sokkel, ja for dem, rummede lignelsen både en realistisk historie, samtidig med, at den var aktuel, havde dybde og et revolutionerende budskab, med et dristigt og totalt omvæltende syn på Gud og verden.

Nok var Jesus den, der ofte omgav sig med fiskere og jævne folk. Ikke desto mindre var han i sin menneskelige fremtræden en yderst skarpsindig teolog. Jesus brugte lignelserne til at formidle en indsigt, der gjorde mere end at forklare meningen for sine tilhørere; den skabte mening. Ikke i forsimplet form, men som en opfordring til at undersøge det vanskelige menneskeliv gennem den verdensopfattelse, som lignelserne skaber, med respekt for al den kompleksitet et menneskeliv nu engang rummer. Hvis vi derfor vil mere end det overfladiske, må vi vove at arbejde seriøst med det, Jesus Kristus lære os. Intet mindre.

Vist kan enhver læse Bibelen og blive velsignet af dét. Alle kan også lytte til en kantate af Bach og blive bevæget. Ikke desto mindre vil det øvede øre høre mere og blive bevæget på et dybere plan og den der selv, sammen med andre, skal synge eller spille musikken vil få en endnu større indsigt og have brug for en tydelig og afklaret forståelse af kantatens indhold for at kunne formidle det liv og den ånd, Bachs musik rummer, til andre. På samme vis med os. Vi skal ikke lade os nøje med et halvabstrakt forståelsesbillede af hvad Guds ord rummer, men skal i stedet arbejde på at fravriste teksterne deres hemmeligheder, så de også skaber brugbar mening for os i dag. For begynder vi at anskue verden fra Jesu perspektiv, tilføres vore liv en større dybde, end den vi på egen hånd kan udvikle.

Nu ikke mere indledning. Lad os i stedet læse i Lukasevangeliet kapitel 6 vers 46-49:
»Hvorfor siger I: Herre, Herre! til mig, når I ikke gør, hvad jeg siger? Enhver, som kommer til mig og hører mine ord og handler efter dem – hvem han ligner, vil jeg vise jer: Han ligner et menneske, der byggede et hus, gravede dybt ned og lagde soklen på klippen. Da der blev oversvømmelse, væltede floden ind imod huset, men den kunne ikke rokke det, fordi det var bygget godt. Men den, der hører og ikke handler derefter, ligner et menneske, der byggede et hus lige på jorden uden sokkel. Floden væltede imod det, og straks faldt det sammen, og ødelæggelsen af det hus blev stor.«

Detaljerne i lignelsen, som Lukas her gengiver den, har rødder i en tradition, som ret beset begyndte med profeten Esajas. Jesu lignelse består primært af billeder, der er nedskrevet ca. 700 år f. Kr. i Esajas Bog kapitel 28 vers 14-20. Her står teksten meget mere karskt og uden det mindste strejf af søndagsskolehygge. Lad os læse det udgangspunkt, Jesus selv tog, da han fortalte sin metafor. Her er versene 14-18:
»Men hør nu Herrens ord, I spottere, I, der hersker over dette folk, som er i Jerusalem. I siger jo:
»Vi har sluttet pagt med døden, med dødsriget er vi gået i forbund. Når flodbølgen vælter frem og stiger,
når den os ikke; for vi har gjort løgn til vores tilflugt, vi skjuler os i falskhed.«

Derfor siger Gud Herren:

»Se, i Zion lægger jeg en grundsten, en prøvet sten. Det er en kostbar hjørnesten, der lægges.
Den, der tror, skal ikke være urolig. Jeg gør ret til målesnor og retfærdighed til lodline.
Hagl skal feje jeres tilflugt af løgn bort, vand skal vælte frem over jeres skjul. Jeres pagt med døden skal ophæves, jeres forbund med dødsriget skal ikke bestå. Når flodbølgen vælter frem og stiger, bliver I trampet ned. «


For os i hyggelige Danmark er teksten fra Esajas ikke umiddelbart den, der toner frem i vores tanker, når lignelsen om ’de to huse’ læses. Ikke for mig i hvert fald. Ikke før jeg lærte, at der var en sammenhæng, og før jeg selv begyndte at opdage, ’at skrift skal forstås med skrift’.
Hvad var det, Esajas lignelse refererede til? I Esajas dage truede assyrerne med at invadere landet og havde i en periode optil indtaget og underlagt flere mindre folkeslag rundt omkring. Israel havde som modtræk indgået en pagt med Egypten for at opnå en større politisk sikkerhed, en art forsvarsalliance. Folket mente, de nu var i sikkerhed, og det hånede Esajas dem for: ”I har sluttet pagt med døden (egypterne, hvis religiøse kult var en dødekult), og når flodbølgen (assyrerne) vælter frem, vil jeres pagt med dødsriget slå fejl og jeres hus vil styrte sammen.” Esajas profeterer derefter, at Gud vil give folket en ny kostbar hjørnesten til en ny bygning.

På Jesu tid var samtidig blandt jøderne en betydningsfuld fortælling i omløb, der knyttede sig til genopbygningen af templet i Jerusalem i tiden omkring Jesu fødsel. Det var Herodes den Store, der bekostede genopbygningen, men kun rensede præster måtte deltage i selve byggearbejdet. Da de ryddede gulvet i det ødelagte Allerhelligste, fandt de en stor sten midt i rummet, der var ”tre fingerbredder” højere end resten af gulvet. Præsterne konkluderede, at Pagtens Ark måtte have stået på den sten, hvorfor de lod den være. Fra da af blev den i templet kun brugt én gang om året, nemlig på den store forsoningsdag, hvor ypperstepræsten gik ind i det Allerhelligste og satte en stor skål brændende røgelse på stenen.

Jøderne benævnte denne sten ”grundstenen” med en direkte henvisning til Esajas kapitel 28 vers 16. Ved at gøre det henholdt de sig til løftet hos Esajas for det nye tempel. Stenen var i Zion, en prøvet sten, en kostbar hjørnesten og de var forvissede om, at den, der byggede sit liv på templet og dets institutioner, byggede på en grundsten, der aldrig skulle rokkes.

Hos Esajas var der to fundamenter – den politiske alliance mellem Israel og Egypten – der væltede og blev ødelagt. Og det nye fundament Gud lovede, at han ville give dem; dét med en ny grundsten, en kostbar hjørnesten – og den bygning, der sættes på dén, skal aldrig rokkes.

Jesus begyndte sin lignelse om de to huse med at tale ind i noget, alle i Mellemøsten kendte til; husbyggeri. Overalt i Israel ligger en fast klippegrund under overfladen. Den kloge mand ved, at det er nødvendigt at grave ned gennem lerlaget og bygge på klippen nedenunder. Om sommeren har man varme, tørre dage, hvor lerjorden bliver hård som sten. Lange, anstrengende arbejdsdage i ulidelig varme er man tvunget til for at komme ned til klippen. Om vinteren kommer der store mængder regn. Og er jorden først blevet gennemblødt, ja så eroderer jordlaget. For den bygherre, der umiddelbart om sommeren står ovenpå lerjorden, ja der kan det synes, som om overfladen er hård og ubrydelig og nemt kan bære et hus. Men når regnen falder tæt, og vejen bliver som en flod, ja så falder det hus sammen, der ikke er bygget med en sokkel, som står på klippen.

Jesus kommer så, og med sin genfortælling af lignelsen fra Esajas siger han: Jeg og mine ord er grundstenen. Et uvejr er undervejs (Jerusalems fald år 70), og når det uvejr bryder løs, vil jeres bygning (tempeltjenesten) falde. Men alt er ikke tabt. I mig har Gud opfyldt sit løfte om en ny grundsten. Den sten er jeg. Den, der bygger på mig og mine ord, vil ikke blive rystet af uvejret, og hans hus vil ikke styrte om.
Da Jesus genfortalte den gamle historie, anbragte han sig selv i dens centrum. Ved at hævde, at han selv er grundstenen/hjørnestenen, fremsætter Jesus et ufatteligt dristigt og farligt udsagn om, hvem han er. Det Allerhelligste var stedet, hvor Guds nærvær på unik vis boede blandt Guds folk. Jesus hævder, at han er Guds nærvær. At han og Faderen er ét. Det er i hvert fald sådan, vi skal forholde os til ham på.

Jesu levende ord er som lys og som nådens og barmhjertighedens vejledning, for den, der vil gøre, hvad han siger, eller modsat, for den, der lever i religiøs forstillelse, en afsløring af forfald, der ender i sammenbrud.

Spørgsmålet er: hvordan vil du og jeg bygge vores liv? På en slidsom lagt sokkel på klippegrunden, eller direkte oven på jorden, uden sokkel!

Amen

Hvis du har lyst til at læse bibeltekster, der understøtter prædikens linje, så får du her nogle forslag:
1. 1. Petersbrev kapitel 2 vers 4-6
2. 1. Korinterbrev kapitel 3 vers 10-17
3. Johannesevangeliet kapitel 2 vers 19
4. Mattæusevangeliet kapitel 26 vers 59-62
5. Markusevangeliet kapitel 15 vers 29
Hvis du ønsker at forstå den sammenhæng, Jesus talte ind i lidt bedre, så vil jeg anbefale Kenneth E. Bailey’s tobindsværk: ’Jesus set med mellemøstlige øjne’



Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk