DAGENS ORD: ”Herren, min styrke, mit skjold, på ham stoler mit hjerte. Da jeg fik hjælp, jublede mit hjerte, jeg takker ham med sang.” Salme 28:7

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Svend Løbner Madsen

Netpræst

Svend Løbner Madsen, Journalist

Mail: mail@svendlobner.dk

[ Mere ... ]

 

Mærk, drik og berus dig i Helligånden

16 nov. 2017

Naturens billeder baner vej for åndelig erfaring.

Salme 139 (v. 5-7):
Hvorhen skal jeg gå for din Ånd,
Og hvor skal jeg fly for dit åsyn?
Bagfra og forfra omslutter du mig,
Du lægger din hånd på mig.
At fatte det er mig for underfuldt,
for højt, jeg evner det ikke!


Vi fatter ikke Gud, heller ikke Guds ånd, og da slet ikke Guds nåde. Ligesom Gud er almægtig, allestedsnærværende, alvidende, er han også ”alnådig”. Han er så nådig, at Johannes ikke nøjes med at sige, at Gud elsker. Han siger, at Gud ER kærlighed.

Det er ikke til at fatte!

Alligevel må vi prøve at lade det synke ind. Også selv om vi skal bruge et helt liv på at grunde over det. Han elsker dig. Hans nåde omslutter dig. Og salmisten skriver, at også hans Ånd er så massivt tilstede, at det er umuligt for dig at flygte fra ham!

”At fatte det, er mig for underfuldt!”

Din og min tro vil aldrig kunne gribe fuldt og helt om Guds ufattelige nåde. Så giv op! Hør efter og hold dig til fakta. Og fakta er, at Gud er kærlighed, og at der ud fra den kærlighed udspringer tre andre kendsgerninger: Gud har skabt dig! Jesus har frelst dig! Og Helligånden er udgydt over dig!

Det er du vel klar over: Gud har skabt alle mennesker og dermed også dig. Jesus døde for alle menneskers synd og derfor også for dine synder – dem du har begået, dem du begår hele tiden, og dem du utvivlsomt vil begå i fremtiden. Og Helligånden er udgydt over alle mennesker, alt kød. Mærk efter: Er du lavet af kød? Ja, så er Helligånden også udgydt over dig!

Hvor skal jeg fly fra din Ånd, spørger salmisten. Jeg kan ikke flygte fra dig! Du er mig så nær, som min nærmeste ven, min ledsager i tykt og tyndt!

Det er fakta, og det må jeg reagere på ved bare at åbne mig og tage imod.

Mennesker har alle dage søgt at gribe om det åndelige. Det er sådan, religioner opstår. En længsel besvares med åbenbaring som nedfældes og – desværre – ender med religiøse systemer og hele lovkomplekser.

Men længslen er der stadigvæk. Og når man følger sin længsel og forsøger at gribe om det guddommelige sammenligner man naturligt med det man kender i forvejen. Man bruger billeder som er hentet fra den naturlige verden, for eksempel elementerne jord, ild, luft, vand… Alle religiøse skrifter bruger metaforer fra de fire elementer, således også Bibelen.

I forbindelse med Helligåndens udgydelse nævnes metaforen ”ild”: Ildtunger viste sig på disciplenes hoveder. Og Johannes Døber havde tre år forinden peget på Jesus og sagt: Han skal døbe jer med Helligånd og ild!

Så kan vi jo tænke lidt over, hvad ild symboliserer. Hvad er det første du tænker på, når jeg siger ”ild”?

Lys, varme, og fare, hvis man ikke håndterer den rigtig. Men også kraft, energi, hvis man udnytter ilden.

Måske var det derfor, Jesus kort før Pinse sagde: Når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft!

Billedsproget hjælper os til ane, hvad det handler om, og anelsen lokker os til at undersøge sagen nærmere.

Ligesom metaforer altid gør: De bygger bro mellem den konkrete virkelighed, jeg kender, og den abstrakte virkelig, jeg har svært ved at forholde mig til. Og de tager mig ved hånden og fører mig over broen ind i erfaringens land. ”Det kan ej forklares, det kan kun erfares,” som vi synger i en salme.

Men læg mærke til at ”ild” ikke er et symbol på Helligånden; det er et symbol på Helligåndens virkninger. Men når Bibelens forfattere skal beskrive selve Helligånden bruger de helt andre billeder. Disse metaforer kommer ikke udefra, ligesom ilden, men er mere kropsnære. For de vigtigste metaforer – de, der gør mest indtryk på os – henter vi fra vores egne rent kropslige erfaringer.


Forestil dig at du vågner som det allerførste menneske på jorden. Hvad gør du? Trækker vejret for første gang! Hvad hører du? Vinden i trækronerne! Hvad mærker du? Brisen på din kind!

Luften er dit ét og alt, årsagen til at du lever over hovedet. Og det er måske grunden til, at Bibelens forfattere netop bruger luftmetaforer, når de skal beskrive Guds ånd, Helligånden, som vi fejrer denne pinse.

Før jordens skabelse får vi at vide, at Guds ånd svævede over vandene. Eller som det også kan oversættes: Guds vind blæste! Da Gud skaber det første menneske, sker det også med luft. Han danner mennesket af agerjordens muld og gør det levende ved at indblæste sin egen livsånde.

Vind, blæst, ånde, ånd. Luftmetaforer tages flittigt i brug – ligesom det også sker, når evangelisten Lukas skal beskrive Pinsedag: ”… med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad.”

Vi mennesker bruger metaforer, når noget ikke lader sig beskrive konkret. Metaforer er billedsprog, der kommer af vores kropslige erfaringer. Vi er ”oppe” på dupperne eller ”nede” med flaget, fordi vore kroppe er raske og rørige, når vi kan stå op om morgenen og leve livet dagen igennem, eller vi er trætte, syge eller måske ligefrem døde, når vi må give op og livet ebber ud.

Vi siger, hun har et ”lyst” sind, fordi lyset gør det muligt at orientere sig, og at han har ”mørke” tanker, netop fordi mørket indskrænker bevægelsesfriheden og tillader farer at lure.

Metaforer er et billedsprog, der danner bro mellem det kende og det ukendte. Vi har svært ved at begribe Gud, og når vi kommer ind på Guds ånd, Helligånden, er vi virkelig på Herrens mark! Derfor tyr vi til metaforen. Vi kender luften og ved, hvor afhængige vi er af den. Luftmetaforen bliver en bro til forståelse. Og når vi benytter den, dæmrer det for os, og vi kan bevæge os ind på eventyr i ukendt land.

Den livsnødvendige luft er blot en af de metaforer Bibelen bruger om Guds ånd. Der er flere billeder…

Forestil dig igen, at du lige er vågnet som det allerførste menneske på jorden. Du har indåndet den friske luft, mærket vinden, hørt bruset, og nu er du pludselig tørstig. Som en lille baby, der automatisk søger mors bryst, leder du efter en kilde med vand. Og ja, vand er der i en perlende bæk, og du nærmest kaster dig ned på alle fire ved bredden for at labbe så meget som muligt i dig.

Vand er også en livsbetingelse, så absolut nødvendigt for menneskets overlevelse. Der udkæmpes krige for adgang til vand. Og vi skal kun tænke på vores egen lille husholdning med bad, opvask, tøjvask, madlavning og ja, drikkevand, for at indse vandets betydning.

Derfor er næste metafor for Guds ånd vand. Allerede i Det Gamle Testamente skriver salmisten: ”Som hjorten skriger efter vand, således skriger min sjæl efter dig, Gud.” Og hos profeten Jeremias betegner Gud sig selv som ”en kilde med levende vand”.

Derfor falder det naturligt for Jesus at bruge vandmetaforen, når han skal forklare Helligåndens komme: ”Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.” Og evangelisten Johannes forklarer: ”Det sagde han om den ånd, som de, der troede på ham, skulle få.” Også på Pinsedag får vi indtryk af Helligånden som noget flydende. De blev nemlig alle ”fyldt” af Helligånd.

Men lad os fortsætte til endnu et billede fra naturen, der kan hjælpe os til forståelse og erfaring af Guds inderste væsen, Helligånden.

Som det allerførste menneske på jorden trækker du vejret og har også fået din tørst slukket. Du er nu godt tilpas – for en stund i hvert fald.

Du begynder at se dig omkring efter føde. Du er ikke agerdyrker endnu og heller ikke jæger. Men du er samler, og du plukker og smager på bær og frugt af alle muligt slags. Og når du gemmer noget af det til senere, opdager du, at frugt og bær og druer gærer.

Især det sidste kommer helt bag på Noa, efter at han har landet arken og skal begynde et helt nyt liv med sin familie. Han drikker en tår af det, han tror, er druesaft, og bliver fuld!

Vinen er sjovt nok endnu en metafor for Helligånden. Apostlen Paulus formaner menigheden: ”Drik jer ikke berusede i vin, det fører til udskejelser, men lad jer fylde af Ånden.” Og så føjer han til, vel vidende at vinens beruselse leder til fest og sang: ”…tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren, og sig altid Gud Fader tak for alt i vor Herre Jesu Kristi navn.”

Gudstjenesten bliver til en fest, når vi drikker af Helligånden, og det skete også den første pinsedag. Folk troede, at disciplene var blevet fulde af sød vin.

Og sjovt nok, har Jesus efterladt os dette symbol på det mest centrale i vores tro: Vinen i nadveren. Sammen med brødet, der symboliserer Jesu legeme – at Gud virkelig kom ned til os i kød og blod, drikker vi vinen for at huske og genopleve den fantastiske og helt ubegribelige sandhed, at alle vore synder er tilgivet, at vi er retfærdiggjorte med samme rene retfærdighed som Jesus, og at vi nu kan leve et helt nyt liv i Helligånden.

Er det ikke som om Paulus er ”fuld af sød vin” og har ladet sig ”fylde af Helligånden”, når han skriver til menigheden i Efesus:
Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i Kristus har velsignet os med al himlens åndelige velsignelse. For før verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed. I sin gode vilje forudbestemte han os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus til lov og pris for hans nådes herlighed, som han har skænket os i sin elskede søn. I ham har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde. Den gav han os i rigt mål med al visdom og indsigt… (Ef. 1:3 ff.)

Eller til romerne:
Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd?... For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. (Rom. 8:31 ff.)

Så lad Bibelen billeder fra naturen bevæge sig over broen til ukendt land. Lade os drive med af vinden. Lade os fylde af vandet. Lade os beruse af vinen. Lade fornuften og logikken hvile en stund og give os livet i vold.

Det har jeg i hvert fald brug for. Jeg elsker at analysere, finde logiske sammenhænge og opbygge hele systemer af tankemønstre. Men livet blæser dem omkuld som korthuse. Når jeg går en tur i skoven og ser livets mirakel udfolde sig for mine øjne. Når barnebarnet kommer på besøg og lige har lært at gå og derfor farer hvinende rundt i huset. Eller når jeg lige fanger et kærligt glimt i min elskedes øjne…

Jeg må - som det allerførste menneske på jorden - vende mig til Skaberen og igen lade vinden, vandet, vinen virke på mig. Jeg må bruge den fysiske verden til at inspirere den åndelige erfaring.

Når jeg står ved stranden i Lundeborg og lader vinden blæse mig i håret, tager jeg også en dyb indånding og lader den friske luft fylde mine lunger, mens jeg tænkebeder: Gud fyld mig sådan med din Ånd og forfrisk mine støvede lunger!

Når jeg ser bølgerne skvulpe så utrætteligt mod strandbredden, tænker jeg på de uudtømmelige himmelske energikilder og beder Helligånden om at give mig så meget af dem, som mit skrøbelige kød kan tåle: Gud, jeg vil have alle mine kilder i dig og drikke af dem, så tit jeg kan!

Og når jeg går en tur med mine elskede ved hånden – min kone, mine børn og svigerbørn, mine venner – tænker jeg: Hvor er det godt, at vi kan have det sjovt, at naturens liv omkring os inspirerer til at boltre sig, og at Gud også har opfundet humoren.

Og jeg takker Gud for vinen også, vinen, der beroliger, varmer og letter sindet, og jeg beder Helligånden komme til, især når mit sind sidder fast i en kort deadline, en underlig mail eller bare en ubestemmelig nedtrykthed.

For mig er det helt fysisk, det her. Ud over gåture har jeg sofa, hvor jeg kan ånde ind, en kaffemaskine, hvor der ud over kaffebønnerne også er en hel del vand, og et klaver, hvor jeg kan sætte mig ned og lovprise Gud mad salmer, hymner og åndelige sange.
Guds nåde er så stor, at vi ikke kan fatte den. Helligånden er så nær, at vi ikke kan løbe fra den! Det er bare at læne sig tilbage i favoritstolen og ånde ind. Det er bare at sætte en cd på, læse en inspirerende bog eller være så nærværende, at vi hører hvad vores elskede siger til os mellem alle ord og al mimik. Og det er bare at huske, at det er ok at have det sjovt, at grine højt, at flippe ud, at bare leve med hud og hår som det menneske, man nu er skabt til at være.

Lade vinden forfriske. Lade vandet slukke tørsten. Lade vinen læge.




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk