[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]
Netpræst
Henrik Frimand-Meier,
Netkirken
Mail: henrik.frimand.meier@gmail.com
At tale udenom, eller at leve uden omsvøb?
1 aug. 2020
I beretningerne fra 1. Mosebog om skabelsen og syndefaldet er der nogle tankevækkende betragtninger. Før syndefaldet var Gudsriget og menneskets verden forligelige. Vores udgangspunkt var i Gud og referencerammerne var i et samspil med ham. Guds rige og vores verden var før syndefaldet kompatible. Herefter gik vi vores egne veje og i det allerførste gensyn med Gud Herren efter syndefaldet ser vi, at menneskets selvbillede er forandret. Vi var i modstrid med Gud; ikke han med os. Med det ændrede selvbillede tiltog menneskeheden sig den uvane at tale udenom.Det var sådan, det hele begyndte – med at mennesket talte udenom. Adam og Eva skammede sig, da de havde spist af kundskabens træ. De skammede sig over deres nøgenhed og forsøgte at gemme sig for Gud, der spurgte dem om, hvad der var hændt i hans have. Først talte Adam udenom og siden fulgte Eva efter.
Også vi er Adam og Evas efterkommere. Vi tør ikke være ærlige. Vi taler udenom og fedtspiller, har nok i os selv og vil undgå andre, hvis ikke de andre umiddelbart kan gavne os. Det sker ganske enkelt for sjældent at vi ”kommer helt ud med sproget”. Vi skjuler os pr. refleks, som de første mennesker, når sandheden kommer os nær. Som Adam og Eva der gemte sig for Gud Herren mellem havens træer, gemmer vi os alt for ofte både for hinanden og for livets Gud, der elsker os.
Sker det, at vi taler oprigtigt sammen, udsætter vi os for hinanden. Det er fantastisk når det sker – og aldrig kan det ske, tænker jeg, hvis ikke det sker på en gensidig ubetinget kærlig grund. At bede og at søge Gud i Bibelens lys, er også at åbne sig betingelsesløst for det ubetingede. Derfor; fordi vi har for vane at skjule os, så opleves det oftest modsætningsfyldt at nærme sig det lys, der lyser til os i ordene fra Bibelen. Vi skal forstå hvad der er på spil, for ikke at fare vild.
Modsigelserne gennemsyrede også Jesu eget liv og tjeneste på den måde, at nok var lyset kommet til verden med ham, men alle dem der ville forblive i mørket, som elskede mørket og ikke ville afsløres af lyset, ja de ignorerede, spottede og modarbejdede det, han stod for. Sådan er det også i dag. Alt hvad der er sandt, nåderigt og ofte i sin skrøbelige begyndelse, det håbefulde spirende liv og den spæde tro, nedgøres og modsiges. Vi taler oftere hellere køligt udenom, end kærligt uden omsvøb.
I Apostlenes Gerninger kapitel 3 er der to afsnit, fra urmenighedens spæde hverdag, der illustrerer temaet: Det første fortæller om Peter og Johannes, der sædvanen tro var på vej til en bønnegudstjeneste i templet klokken 15. Her mødte de den mere end fyrreårige tigger, der sad ved indgangen til templet, som han plejede. Han havde været lam fra fødslen og hans nærmeste bar ham derhen, for at han ved tiggeri kunne bidrage til livets opretholdelse. Sandsynligvis havde Peter og Johannes set ham mange gange før, men denne dag skete der noget usædvanligt. Helligånden inspirerede Peter til at sige noget han ikke plejede at sige når han mødte dette menneske. Peter sagde: »Se på os!« Han så spændt på dem i forventning om at få noget af dem. Men Peter sagde: »Sølv eller guld har jeg ikke, men jeg giver dig, hvad jeg har: I Jesu Kristi, nazaræerens, navn, stå op og gå!« Og Peter greb hans højre hånd og rejste ham op; og straks blev hans fødder og ankler stærke, han sprang op og kunne stå og gå, og han fulgte med dem ind på tempelpladsen, hvor han gik rundt og sprang og priste Gud. Og hele folket så ham gå rundt og prise Gud; og de genkendte ham som den, der plejede at sidde ved Den skønne Port i templet for at få almisse, og de blev slået af forundring og var ude af sig selv over det, der var sket med ham.
Det andet afsnit i kapitel 3 er Peters forklaring – en slags prædiken – hvor han begyndte med at pege hen til miraklets udgangspunkt; nemlig Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud, deres fædres Gud, der »har herliggjort sin tjener Jesus…Ved troen på Jesu navn har hans navn bragt denne mand, som I ser og kender, til kræfter. Den tro, som er virket ved Jesu navn, har for øjnene af jer alle givet manden hans fulde førlighed.«
Gud havde virket noget fantastisk stort midt i deres hverdag; i en sammenhæng de kendte og berørt et menneske de mest af alt så som krøbling og tigger. Nu var han for øjnene af dem blevet spræl levende; han der i mere end fyrretyve år havde været lam og deform. Helligånden havde som det naturligste brugt Peter som sit redskab. Fordi Peter gav Helligånden plads, kunne det ske.
Og Peter bragte den syge tigger en nådegave – helbredelsen – som derved blev et paradigmeskifte for dette menneske, men også for menneskerne omkring hændelsen blev det en mulighed for en positiv markant ændring af deres verdensopfattelse og trospraksis. Mange tog imod, alt imens de ledende præster og teologer, og en del andre ikke blev forvandlet, men i stedet fortørnet. Frem for at glæde sig over krøblingen der blev mirakuløst helbredt, ja så sørgede lederne for at Peter og Johannes blev anholdt for at tale til folket om Jesus. (Kapitel 4) Og den positive hændelse blev endnu en anledning til, at skismaet blandt jøderne blev større. Grundlæggende havde begge grupper oplevet det samme, men indstillingen til det oplevede gjorde forskellen.
Når Guds ord bliver levende for os – konkret udfordrer os med dets nærvær – ja, selv når det mirakuløst viser sig for os, vælger vi ikke nødvendigvis modsigelsesfrit det, der er indlysende. Som de jødiske ledere ved vi som regel bedre selv. Vi har vores kasser. Vi har en fast forståelse af, hvordan verden hænger sammen. Vi taler ofte hellere udenom end vover at opgive vores positioner, når det viser sig, at noget større, mere kærligt, mere livsbekræftende også er muligt. Dog kaldet fra Gud lyder igen og igen. Og Guds ord virker fortsat. Guds ord og Guds kald er punkter hvor igennem Gudsriget er nærværende i verden. Evigheden er så at sige brudt ind i tiden, ved Ordet og ved Ånden. Tager vi imod i tro, mødes vi af Gud selv i lyset, i nåde og sandhed.
I budskabet om at Gudsriget er kommet nær, er den kristne menighed ikke til for sig selv alene, men evangeliet rækker længere end til kirkens egen forløsning. Menigheden er til for alt det skabte og tror at Gud en dag skal ”være alt i alle”. Kirkens kald er at betragte hele skabningen i forsoningens lys. ”For det var Gud som i Kristus forsonede verden med sig selv”.
Den som tror på disse ord, kan ikke længere se på sine medmennesker som fjender, men som han selv er tilgivet, må han forsone sig med medmennesket, omgivelserne og tilværelsen. Når Helligånden får lov at virke med, er evangeliet en livsforvandlende kraft, der rækker længere ud end kun til den enkelte. Som en livets eksplosion vil nådens trykbølger nå langt ud over, hvad vi umiddelbart forestiller os.
Gud vil os og evangeliet er en Guds kraft til frelse. Ikke en billet til en ’lysegrøn ø’, men en adgang til kilden med levende vand, til nådeordene, til Helligånden, ja, til Jesus selv! Og alle dem der tager imod Jesus får fra Gud Fader selv en livsbekræftende status som værende barn af Gud, med retten til at være i samspil med hele den treenige guddom. Her kaldes hver enkelt til at leve sit liv gennemsigtigt, til at leve i lyset. Og i det sande kærlige lys der lyser ud fra Jesus selv, og evangeliet, får enhver af os et nyt selvbillede, så udenoms talen kan forstumme, og der igen kan leves uden omsvøb, nærværende, kærligt og sandt.
I et koncentrat fra Efeserbrevets sidste halvdel kan der bl.a. uddrages: Lev ikke længere formørkede i sindet og fremmede for livet i Gud. I skal fornyes i sind og ånd og iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede. Læg derfor løgnen bort og tal sandhed med hinanden. Lad ingen føre jer bag lyset med tomme ord.
Ja, det er evangeliets kaldelse; at vi skal tale sandt og ikke udenom; vi skal leve som lysets børn og bringe liv til en døende verden, lægedom til syge, håb til de håbløse og lys til dem der sidder i mørket. Vi skal vove at forholde os til det i Guds ord der er indlysende for os. Og som Helligånden åbenbarer for os – midt i vores hverdag – såvel som dét, der er noget helt særligt, fra tid til anden. Må Gud velsigne dig!
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
