DAGENS ORD: ”Og det håb gør ikke til skamme, for Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os.” Romerne 5:5

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Signe Dorthe Voldby

Netpræst

Signe Dorthe Voldby, Præst
Græse kirke

Mail: svo@km.dk

 

Kære læser,

1 okt. 2020

I min ældste kirke Sigerslevvester fra 1100tallet står der så smukt på altertavlen:
Jesus siger:
Jeg er opstandelsen og livet, den, der tror på mig, skal leve om han end dør…
Det står ganske vist på latin, men det er et fantastisk løfte, og det hører til midt i den pragtfulde tekst, som vi havde den sidste søndag i september i Folkekirken.
Vi hørte to søndage i træk om vrede Martha.

Første søndag hørte vi, at Jesus var på besøg – Marthas søster Maria sad og lyttede til Jesus, og Martha gik ind med armene i siden og skældte Jesus ud.
”Kunne du ikke lige tage og sige til min søster, at hun skal hjælpe mig i køkkenet med at lave kaffe og servere mad i stedet for bare at sidde og lytte! Helt ærligt, Jesus…”
Jesus vovede at sige, ”Kære Martha, kaffen og maden skal vi mennesker nok nå, men det er vigtigt at sidde i Guds nærhed – og lytte til hans fred og kærlighed…. Husk det…”
Søndagen efter var Martha vred igen. Denne gang var det nok lidt mere alvorligt, for da havde hun og Maria mistet deres bror Lazarus.
Da Jesus nåede frem, blev han ikke mødt med varme og glæde over, at han kom – men med vrede over, at han ikke var kommet før. Igen stod Marthas dér med hænderne i siden og sagde,
”Hvis bare du var kommet lidt før, hvis bare du var kommet, inden vores bror døde, så kunne du have helbredt ham. Helt ærligt, Jesus…”
Martha bad en vred bøn – lidt anderledes end en lille bøn, som jeg fandt på gulvet i Græse Kirke, da jeg ryddede op kl. halv 1 om natten efter en dejlig midnatsgudstjeneste med kun stearinlysene tændt…

Min datter Katrine havde holdt andagt lige før midnat, og så delte hun frisk og frejdigt papir og kuglepenne rundt til alle, og sagde: ”Skriv en bøn til Gud, ingen skal se den eller læse den – bare skriv præcis det, I gerne vil fortælle til Gud…”
Jeg troede, de ville falde i søvn – men der tog jeg fejl. Nogle af dem skrev lange bønner på en hel A4side…
Jeg kom til at tænke på det fordi der lige har været en udsendelse om Rigtige mænd på dannelsestur, og minsandten om ikke en af udfordringerne var at gå ind i Løgumkloster Kirke og skrive en bøn…
En af dem nægtede, han var ikke spor troende – det gav ingen mening for ham – de andre bønner var faktisk ret rørende …
Det var den første grund til, at jeg kom til at tænke på vores unge.

Den anden grund var, at da jeg den aften gik og ryddede op efter de unge og slukkede stearinlys, så fandt jeg en bøn på gulvet – på orange papir, skrevet med brun tus… Der stod:
”Hey Gud… Hvorfor skal man dø?
Hvorfor kan man ikke bare leve for evigt? Du er sej, Gud…”
Jeg aner ikke, hvem, der skrev den bøn – men det var en, der havde mod og tro, kan man vel sige, til at stille et uforklarligt spørgsmål til Gud – irriterende og smertefyldt, at døden er i verden… Helt ærligt, Gud…
Og alligevel, hvis jeg skulle analysere denne superkorte bøn, så vovede den, der skrev bønnen, ganske vist at spørge om det, der er så svært at forstå, nemlig det med døden… – og alligevel var det en kort bøn, der også accepterer, at der er ting, vi ikke fatter, og at vi alligevel kan have tillid til, at Guds lys skinner i mørket… Ok, jeg fatter ikke det med døden – øv… men det er vel i din hånd” – det er nok det, der menes med: ”Du er sej, Gud…”

Jeg har mødt mange, der siger, ”Altså i virkeligheden er det ikke lige mig med at tro på sådan en kærlig Gud, men nu, hvor det her er sket i mit liv – så er han i hvert fald fyret!! Helt ærligt, Gud…”

Og når Martha bliver så vred over kaffelavning og dødsfald, så er det altså godt, at det er Jesus, hun skælder ud, for midt i alt det, vi ikke fatter, og som gør virkelig ondt, når vi mister, da siger Jesus: Husk det:

Jeg er opstandelsen og livet. Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør…



Der er en dejlig og tankevækkende historie, jeg vil slutte med. Den lyder sådan:
Der var for mange år siden en kvinde, der træt og udaset slæbte en tung sæk brænde på ryggen. Til sidst kunne hun næsten ikke mere, og lige da hun var ved at opgive, var der en venlig mand i en bil med trailer, der stoppede, og han sagde, ”Sig mig, gamle dame, kunne du tænke dig at køre med et stykke med din tunge sæk? Du kan bare sidde i traileren”, og hun blev så glad…
Da hun var kommet op i traileren med sin sæk, kørte den venlige mand afsted, og lidt efter kiggede han i bakspejlet for lige at se, om damen sad godt… Det gjorde hun sådan set, men hun sad stadig med den tunge sæk på ryggen…
Han smilede til hende og sagde, ”Du er altså velkommen til at lægge sækken fra dig!”
Og den ydmyge gamle kvinde sagde, ”Tak, men nu har du været så venlig at tage mig op, så jeg kan køre med her på din trailer, men du behøver da ikke også at have besvær med at slæbe min sæk med brænde…”

Måske var hun lidt naiv, den gamle dame… men jeg tror, at det er vigtigt, at vi vover at slippe vores smerte over døden og vores vrede og bekymringer i hverdagen og give det i Guds hånd…
Det er så vigtigt, at det er ikke vores tro, der skal holde fast ved Gud – det er ham, der holder fast ved os…
Jesus siger:
Jeg er opstandelsen og livet, den, der tror på mig, skal leve om han end dør…

Venligst,
Signe Voldby, præst



Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk