[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]
Netpræst
Svend Løbner Madsen, journalist, redaktør og mentor
Mail: mail@svendlobner.dk
[ Mere ... ]
Tro er en gudskabt evne til at tage imod
1 aug. 2022
Guds rige er inden i os. Jesus er lyset i alle mennesker. Troen er et genskin af dette lys. Længere er den ikke.Man kan nogle gange få den opfattelse, at tro er en præstation. Det er det ikke. Tro er en reaktion. En naturlig reaktion, som kommer af en evne, vi er skabt og udstyret med.
Derfor skriver Johannes, at Jesus er det lys som allerede oplyser ethvert menneske. Derfor stiller Jesus et lille barn i vores midte og siger, at vi skal tage imod ham som et lille barn. Og derfor uddyber Paulus, at den guddommelige erkendelse allerede ligger i menneskets inderste samvittighed.
Når jeg scanner Ny Testamente finder jeg begrebet tro udfoldet på tre måder, altså i tre reaktioner – ikke præstationer. Modtagelse, tillid og overbevisning.
Modtagelse er en iboende evne til at åbne sig og lade sig betjene. Tillid er en muskel, der vokser i styrke, jo mere vi lærer et andet menneske – og Gud – at kende. Overbevisning er standpunkter ud fra de erfaringer, vi hidtil har opsamlet.
Læn dig tilbage og glæd dig!
Tro kommer ofte på tale i forbindelse med teologien om frelse. Det kan se ud som om tro er en betingelse for at blive frelst. Men hvem er den handlende part i frelsen? Det er Gud. Hele Bibelen er fuld af beretninger om mennesker, som roder sig ud i alt muligt, men som alligevel bliver reddet af Gud på målstregen.
Jesus siger, at han er kommet for at opsøge og frelse det fortabte. Han opsøger det lam, der har forvildet sig væk fra flokken og nu sidder fortabt i en klipperevne. Han tager det på sine skuldre og bærer det hjem til sig.
Sådan er han! Hans navn er Yeshua, Herren er frelse. Det er hans job, hans mission.
Vil den lykkes? Selvfølgelig vil den det! Vi kan bare læne os tilbage og glæde os over det. Og vente på, at han finder os. Ligesom et barn, der løber hjemmefra og håber, mor og far opdager det!
Forstår vi, at Gud er kærlighed?
Jeg er selv far og bedstefar. Jeg kan nogle gange blive grebet af angst for, hvad der kunne ske af ulykker for mine børn og børnebørn.
Jeg husker en dag, hvor jeg skulle over en befærdet vej med mit barnebarn i klapvogn. Jeg skyndte mig og mellem to biler i susende fart nåede over til det andet fortov. Tænk, hvis der var sket noget? Tænk, hvis en af bilerne var kørt ind i os og skadet eller dræbt mit barnebarn? Jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv!
Når jeg tænker og føler sådan, hvordan må Gud så ikke have det? Gud er kærlighed, skriver Johannes. Og når nogen kalder Jesus for ”gode mester” erklærer han, at ”ingen er god undtagen Gud”. Guds godhed og kærlighed er så langt over det, vi kalder godhed og kærlighed som mennesker.
Derfor tager salmisten munden fuld, når han skal beskrive Guds nåde:
Så høj som himlen er over jorden,
så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham;
så langt som øst ligger fra vest,
så langt har han fjernet vore synder fra os.
Som en far er barmhjertig mod sine børn,
er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham. (Sl. 103:11-13)
Har du skullet trøste i dødens skygge?
Til dem, der lægger vægt på troen som en præstation – lille eller stor – vil jeg bare sige: Har du skullet trøste et par unge forældre til et lille barn, der har lidt vuggedøden? Har du siddet ved et dødsleje, hvor en gammel mand knugede din hånd af angst for det uvisse? Det har jeg. Og jeg har forvisset om, at Gud omslutter dem med sin kærlighed helt ind i efterlivet.
Og jeg tænker: Er det virkelig gået op for os, at de mennesker, vi er blevet betroet, forældre, partner, børn, børnebørn, naboer, vennekreds, ja, den fremmede på vores vej, er elsket af Gud, hvis kærlighed overgår al forstand? Eller klynger vi os til en teoretisk teologi tillært fra en kirkeretning opstået ud af en omtumlet tusindårig historie?
Er det ikke på tide, at slække lidt på kirkeligheden og begynde at favne virkeligheden: At Guds rige er midt iblandt og inden i os. Og at vi alle er skabt til automatisk at modtage dette rige som noget, der falder i hak, en puslebrik, der falder på plads, til at hvile i det at være helt menneske.
Det er på den baggrund Johannes' første kapitel starter med at erklære Jesus som lyset i alle mennesker og siden erklærer, at alle de, der tager imod ham, giver han magt til at blive Guds børn. Lyset og troen er to sider af samme sag. Lyset er det lys, troen spejler sig i. Lyset skinner og troen er genskin. Det kan ikke være anderledes.
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
