DAGENS ORD: ”Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; v14 i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse.” Kolossenserne 1:13

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Henrik Frimand-Meier

Netpræst

Henrik Frimand-Meier,
Netkirken

Mail: henrik.frimand.meier@gmail.com

 

Med håb imod håb

16 feb. 2023

Med tiden oplever jeg at have tabt en del af min ungdoms evne. Det tænker jeg, flere kan nikke genkendende til, al den stund gennemsnitsalderen stiger.

Det handler om, at fysikken ikke er hvad den var engang. Min lettere sammenfaldne statur til trods, er der blevet længere til gulvet, uagtet at mine fingre ret beset er kommet tættere på gulvet!

I mit eget selvbillede har jeg ikke forandret mig noget særligt; men i mit spejlbillede – og på fotos især – ser min ydre virkelighed anderledes ud, end dét jeg i almindelighed går og forestiller mig, med alverdens spejle på behørig afstand. Sandt at sige, ligner jeg nærmest en kloning af min barndoms to bedstefædre. Hvor underligt!

Det går nu ikke ud over hverken mit selvværd eller min glæde ved livet, men det kommer lidt bag på mig, hvor snigende forkrænkeligheden indhenter mig med tiden.

I Romerbrevet bruger Paulus bl.a. fortællingen om Abraham i sin beskrivelse af troens betydning. I det konkrete eksempel er afsættet den gamle mand Abraham og dernæst underforstået hans hustru Sarah, der også var højt oppe i alderen. (Unge kan fortsat få udbytte af at læse videre!) Paulus skrev: ” Med håb imod håb troede Abraham, at han skulle blive fader til en mængde folkeslag, som det var sagt ham”… ”Og uden at blive svag i troen så han, at hans krop allerede var uden livskraft – han var næsten hundrede år gammel.”

Så blev han som oldgammel mand far til Isak, noget Abraham havde ønsket og drømt om i et langt liv; ikke mindst fordi Gud havde lovet ham at få en søn sammen med Sarah. Gudsløftet troede Abraham på, imod alle odds og den menneskelige forstand. Abrahams (og Sarahs) tro mundede mirakuløst ud i den konkrete fødsel af Isak. En fødsel, der ændrede på verdens gang, til bedste for os alle sammen, skulle det vise sig, sidenhen.

Fortællingen inspirerer mig. Næ nej, jeg skal ikke have flere børn; jeg har fået de børn jeg skal have, hvis nogen skulle få den tanke. Det er ordene om at tro med håb imod håb, der berører mig. For i takt med at forkrænkeligheden sætter ind, kan livsgnisten stadigvæk være dér. Livsglæde, munterhed, frimodighed, og et virksomt liv, er også muligt når jeg kommer op i årene. Og om Gud vil det, bliver meget gammel: Holder jeg fokus på det der er rigtigt og dét der er livgivende; hvilende i, at der stadigvæk er noget som skal gøres; at det betyder noget, dét jeg gør, fra praktik til følelsesliv; tros- og bønsliv iberegnet.

Det gør nemlig en verden til forskel, at vi lever aktivt med vores tro. Troen gør, at vi engagerer os i livet og får et varmt og taknemmeligt forhold til tilværelsen. Den udfordrer os til at ville noget med vore liv - noget andet og mere end os selv. Troen giver os også en måde at leve med alt dét, der ikke kan kontrolleres eller nødvendigvis altid kan overskues. Fra krige over sygdom, til små ting i hverdagen der virker uforståelige og dumme. Tro på Jesus Kristus er en fantastisk ’pytknap’, for den lærer os at tilgive, vise tillid og drømme om en bedre verden, trods alt. Ikke naivt og verdens fjernt, men håbefuldt og elskende; for troens inderst lille kerne; er kærlighed. Troen er en gave givet os af Gud, som genføder og giver håb. I hvert fald den tro, der er tændt af Helligånden og som har sit holdepunkt i Jesus Kristus.

Når Abraham så på sig selv og på Sarah, var hans tro mod håb; så han derimod på Guds løfte, var den med håb. Ordet vi hører i evangeliet, rummer Guds skaberord- og magt! Når vi beder Jesus om at komme ind i vore liv, bliver vi oplyst. Og lyset fra Jesus i vore liv kan aldrig overvindes af mørket. Med Jesus som herre i livet følger, at vi ikke længere er fremmede for Gud, men at vi er børn af Gud. Som børn af Gud må vi bringe alt ind for ham i bøn. Lade livet filtrere i det kærlighedens lys der møder os, i Guds nåde.

Abraham havde håb, hvor håb syntes udelukket; han havde tillid til, at selvom hans eget legeme var tæt på at være udbrændt, var det fortsat meningsfyldt at holde fast i livet, og leve livet ud, og tro på livet i Gud, til han tog sit sidste åndedrag. Gud giv os tro som Abraham!

Vi skal ikke udslukke håbet, men holde fast i det, med udholdenhed. Vi skal spørge efter nye opgaver, selvom andre holder op med at ville gøre noget. Vi skal vove at gøre en indsats på vores måde, ud fra det der nu engang er vores udgangspunkt; tro mod det kald vi hver især har fået, da vi overgav vore liv til Jesus.

Bed Gud om at give dig tro, hvis håbet er gledet dig af hænde. For dit liv betyder alverden.

For mere end tre et halv tusinde år siden lød Guds ord til Moses og til Israel, kort tid før Moses skulle dø: ”Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dine efterkommere må leve, og elsk Herren din Gud, adlyd ham, og hold fast ved ham.”

Med de ord sættes fingeren på en kerneværdi i vores tro: Menneskelivets uendelige og ukrænkelige værdi. Fra livets begyndelse til livets afslutning, er vi kaldet til at være en velsignelse; for Gud har velsignet os og han har lovet at være med os, alle dage indtil verdens ende. Det er sandt, værd at leve ved og gør den stor forskel, også de dage hvor livet gør ondt og modgangen møder os. Som Abraham må vi tro med håb, imod håb, så længe vi lever.

I Jesu navn – det står fast og er ikke til at komme udenom!



Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk