DAGENS ORD: | ”Til I bliver gamle, er jeg den samme, til I bliver grå, bærer jeg på jer. Det har jeg gjort, og jeg vil stadig løfte jer, bære på jer og bringe jer i sikkerhed.” Esajas 46:4 |
|
[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ] Netpræst
Henrik Frimand-Meier, Mail: henrik.frimand.meier@gmail.com ”Jeg dømmer ingen”1 sep. 2023 Er glasset halvtomt eller halvfyldt? Det er så nemt at lade sig blive revet med af den første tanke, der kommer til én. Og for nogle mennesker er denne første tanke tit negativ. Altså glasset er halvtomt! For en del mennesker er kristendommen en (for)dømmende måde at gå til livet på. De hører nærmest kun evangeliet som en lang fortælling om synd og dom og alskens plage. Og ja, der tales også om dom og en mulig fortabelse, men stop en halv; der tales så meget mere om liv, ja om liv i overflod – det er Jesus selv der siger, at han er kommet for at vi skal have liv, ja overflod af liv! (Joh. Ev. 10, 10)Nuvel, hvad er der med begrebet; at dømme? Det findes sådan set i alt vi mennesker foretager os sammen. I skolen og ved eksamensbordet (be-)dømmes vi. På arbejdspladserne vurderes vi konstant. I diverse sportsgrene tilser en dommer, at kampene afvikles efter visse regler og afsiger afgørelser efter som udøverne agerer. Samfundet har sine love, ordensmagt og domstole. Onde handlinger mod svage og uskyldige vil i almindelighed blive fordømt af os alle, uanset om nogen drages til ansvar for det onde, eller ikke. Og selvom samværet mellem venner og familie ikke umiddelbart har nedskrevne love, så har venskabelige og kærlige relationer også sine uskrevne regler, som vi lever efter og som vi vurderer os selv og hinanden op imod. I Johannesevangeliet, som jeg sætter højt, for dets dybe indsigt og poetiske tilsnit, findes der flere afsnit hvori begrebet dom i dets mange afskygninger, indgår. Det første udsagn af Jesus jeg har valgt at trække frem, står i prædikens overskrift: ”Jeg dømmer ingen!” (Joh. Ev. 8, 15b) Og ja, for at understrege budskabet nøjes jeg i første omgang med at citere den sidste halvdel af verset: ”Jeg dømmer ingen!” På den måde er glasset halvfyldt, om du vil. Verset i sin helhed lyder: ”I dømmer efter det ydre, jeg dømmer ingen.” Det er netop en af de store fejl vi ofte gør os skyldige i: Vi dømmer efter det ydre. Vi forstår ikke nødvendigvis tingene til bunds, før vi drager vores konklusioner. Vi elsker dernæst mest af alt os selv, hvorfor empatien med vores næste umiddelbart er svækket. Og vi ender alt for tit med at bedømme og dømme hinanden ufølsomt og forhastet. Det sker i mellemmenneskelige relationer; det sker i skolerne, nogle gange; også ind imellem i retssalene. Meget menneskeligt, desværre. Og derved såres mange børn og voksne, fordi den bedømning der sker og de domme der afsiges, ikke er helt retfærdige, set i lyset af sammenhængen og helheden. Også i kirkeligt regi rammes mennesker af ubetænksomhed, uretfærdige ord, konsekvenserne af forhastede og ufølsomme konklusioner, ja selv af onde handlinger ind imellem. Jesus siger til gengæld at han (og Gud Fader) ikke dømmer en eneste af os hvis vi vil tro på Guds kærlighed til os, sådan som Jesu fødsel, ord, liv og gerninger er et udtryk for. (Joh. Ev. 3, 16-17 + Joh. Ev. 5, 22) Andetsteds taler både Det Nye Testamente og Jesus om dom over verden og at han dømmer. Er ordene af Jesus om at ”han dømmer ingen”, så ikke i modstrid med hvad han ellers siger? Nej, her gælder det om at godtage at Gud elsker os og dernæst at forstå hvem Jesus er. I Johannes evangeliets begyndelse står der: ”vi så hans (Jesu) herlighed, en herlighed, som den Enbårne (søn) har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.” (vers 14) Ordet sandhed siger sig selv, men ordet nåde er et gammelt udtryk. Lad mig derfor folde ordet lidt ud. Nåde betyder: at få uden at gøre sig fortjent (til det). Jeg burde straffes, men ’dommeren’ lader nåde gå for ret og viser altså barmhjertighed (et andet ældre udtryk) og overbærenhed, og jeg får lov at gå fri. Selv om jeg ikke har fortjent det, er ’dommeren’ storsindet og lader mig slippe. Det er Gud, der viser nåde. Han burde straffe os mennesker, vende os ryggen og lade os sejle vores egen sø, fordi vi igen og igen opfører os helt på tværs af det, vi skal. Men Gud er storsindet. Han tilgiver. Han holder fast ved os, uden at vi har gjort os fortjent til det. I Joh. Ev. 5, 22 + 26-27 står der: ”Faderen dømmer heller ingen, men hele dommen har han overdraget til Sønnen… For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn.” Her viser Guds kærlighed sig i sit fulde flor. For som der står i Joh. Ev. 3, 16-17: ”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.” Altså ham som Gud Fader har sat til at dømme, Jesus – Menneskesønnen – tog selv straffen på sig, da han døde for os på korset, så vi ikke skal fortabes, men forløses ved ham igennem den død han led og ved den opstandelse der fulgte påskemorgen, så vi trods vore fejl og mangler, efterfølgende ved troen kan leve i en overflod af liv, ved Guds nåde. Ret beset er det ikke Gud der er problemet, hvis der fortsat er problemer. Menneskehedens problem findes i det ord som jeg tidligere, måske lidt naivt omtalte med sætningen, at dets betydning ”siger sig selv” – nemlig ordet sandhed! Især fordi menneskers umiddelbare automatreaktion er at benægte sandheden, hvis den på nogen måde er pinlig, eller er til ugunst for én. I en samtale mellem Jesus og hans jordiske brødre sagde han på et tidspunkt: at ”mig hader verden, fordi jeg vidner om den, at dens gerninger er onde.” (Joh. Ev. 7, 7b) Det er dér, rigtig meget bøvl opstår; når sandheden kommer på bordet. ”Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.” Joh. Ev. 3, 19-21 At Gud ikke dømmer os som fortjent, betyder ikke, at Gud ikke forholder sig til uretfærdigheden, som findes i verden og den del som vi ret beset, hver især, har et ansvar for. For det gør Gud. Gud vil, at erkendelsen af sandheden, skal kaste lys over vore liv, så vi bliver frie. Så vi lever i lyset frem for i mørket. Guds kærlighed vil elske os ind i lyset, så vore liv bliver levet i et kærligt overskud sammen med andre; med udgangspunkt i en sund selvforståelse. Uden nogen form for fordømmelse. Guds nådegave til os i Jesus er uudtømmelig! Nåden og sandheden. I det lys bliver jeg som menneske med Jesu udsagn om at ”han dømmer ingen” udfordret. For hvem er jeg, at jeg skulle kunne dømme andre; som jeg skødesløst tidligere ellers har gjort det? Fremadrettet – i bedste fald – kun efter kærlighedens lov. Og forstår jeg den fuldt ud? Næppe. Derfor må jeg gøre Jesu ord til mine og sige: ”Jeg dømmer ingen!” Amen |
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992. |
|