DAGENS ORD: ”Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.” Johannes 8:36

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Elizabeth Knox-Seith

Netpræst

Elizabeth Knox-Seith, Sognepræst i Stege og Nyord
Netkirken

Mail: ELKN@KM.DK

[ Mere ... ]

 

Allehelgen

1 nov. 2023


Vi nærmer os Allehelgen, den tid på året, hvor vi vender os mod vinter og mindes alle dem, som er gået forud for os, og som nu befinder sig i evigheden – et for os alle ukendt sted, men dog et sted, som Bibelen siger noget om.


Til bisættelser og begravelser bruger jeg ofte den kendte tekst fra Davids Salmer 139:

Salme af David, 139
Herre, du ransager mig og kender mig.
Du ved, om jeg sidder eller står,
på lang afstand er du klar over min tanke;
du har rede på, om jeg går eller ligger,
alle mine veje er du fortrolig med. (...)

Det er for underfuldt til, at jeg forstår det,
det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.
Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd?
Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?
Stiger jeg op til himlen, er du dér,
lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.
Låner jeg morgenrødens vinger
og slår mig ned, hvor havet ender,
så leder din hånd mig også dér,
din højre hånd holder mig fast.
Siger jeg: »Mørket skal dække mig,
lyset blive til nat omkring mig,«
så er mørket ikke mørke for dig,
natten er lys som dagen …


Teksten er en stor trøst, idet den fortæller, at Gud leder os selv i det dybeste mørke, og også der, hvor havet ender … altså det sted, vi ikke kender, på den anden side af døden. Gud er med os, i både medgang og modgang, og han har været det lige siden vores undfangelses begyndelse. Som ung, da jeg endnu selv kæmpede med mit Gudsforhold, blev kendskabet til netop denne tekst meget vigtig. Især den del, der fortsætter sådan her:

Salme af David, 139
Før ordet bliver til på min tunge,
kender du det fuldt ud, Herre;
bagfra og forfra omslutter du mig,
og du lægger din hånd på mig. (...)

Det var dig, der dannede mine nyrer,
du flettede mig sammen i min mors liv.
Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt,
underfulde er dine gerninger,
jeg ved det fuldt ud!
Mine knogler var ikke skjult for dig,
da jeg blev formet i det skjulte,
blev vævet i jordens dyb.
Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje;
alle dagene stod skrevet i din bog,
de var formet,
før en eneste af dem var kommet.
Hvor er dine tanker dyrebare for mig,
hvor stor er dog summen af dem, Gud!
Tæller jeg dem, er de flere end sandet,
bliver jeg færdig, er jeg stadig hos dig.



Dette med at være blevet vævet i Jordens dyb, er et billede på, at vi alle er formede i Guds hånd, og at Gud er med os alle dage. Det er et dybt mystisk udsagn, hvis man vel og mærke forstår ”mystisk” som et udtryk for mysterium, som noget hemmelighedsfuldt og skjult, som vi aldrig helt kan fatte. Men det er en trøst, når vi føler os små og utilstrækkelige, og når vi ikke forstår dødens nærvær. For vi vil jo alle leve, og ikke være ramt af sygdom og smerte.

En anden tekst, jeg ofte bruger ved bisættelser og begravelser, er Davids salme 23:

Salme af David, 23:
Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.
Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.
Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.

Denne tekst bruges også ofte i pilgrimsbevægelsen, og midt på vejen, når vi deler brød og vin, som udtryk for fællesskab. Men netop ved en afsked er den også værdifuld, fordi den så enkelt udtrykker, at Gud er med den enkelte og at vi alle skal bo i ”Herrens Hus” alle vore dage … også på den anden side af evighedens grænse. Vi er med andre ord båret og beskyttet af Gud, og vi er hans venner, til evig tid.

En tredje tekst, som er vigtig, og måske ikke mindst i denne tid, hvor hele verden synes af stå i brand og konflikt, stammer et af de afsluttende kapitler af Johannes Åbenbaring:

Johannes Åbenbaring, kapitel 21, 1-5:
Og jeg så en ny Himmel og en ny Jord; thi den forrige Himmel og den forrige Jord var veget bort, og Havet var ikke mere.
2 Og jeg så den hellige Stad, det nye Jerusalem, stige ned fra Himmelen fra Gud, beredt som en Brud, der er smykket for sin Brudgom.
3 Og jeg hørte en høj Røst fra Himmelen, som sagde: Se, Guds Telt er hos Menneskene, og han skal bo hos dem, og de skulle være hans Folk, og Gud selv skal være hos dem og være deres Gud.
4 Og han skal aftørre hver Tåre af deres Øjne, og Døden skal ikke være mere, ej heller Sorg, ej heller Skrig, ej heller Pine skal være mere; thi det forrige er veget bort.
5 Og han, som sad på Tronen, sagde: Se, jeg gør alle Ting nye.


Her bekræftes den pagt, som Gud indgik med mennesket, da Noa landede på Ararats bjerge efter at syndflodens vande var ved at trække sig tilbage. Det pagt, hvor Gud gennem at sætte regnbuen på himlen lover sit folk, at han altid vil være med dem, indtil verdens ende. Gud gør alting nyt, og livet begynder forfra. Dog ikke uden problemer, som hele resten af Det Gamle Testamente er et vidnesbyrd om. For mennesket kan ikke opgive sit begær om magt, sin jalouxi, sin kamp om landområder, osv.

Vi ser aftrykkene af dette for fuld blus i disse tider – med krigen mellem Rusland og Ukraine, og nu mellem Israel og de palæstinensiske modbevægelser i Gaza og Libanon. Det hele ser ud til at eskalere i et virvar af vold og had, som ikke synes at stoppe. Tanken om fred synes langt fra at kunne muliggøres. Det er trist, og meget bekymrende. Og netop derfor får Allehelgen i år et ganske særligt skær, fordi vi ikke bare sørger over vore egne døde, men også over hele verden, som er i krig, og ramt af klimakatastrofer. Vi ser det i form af oversvømmelser, voldsomme brande, orkaner, og temperaturer, som eskalerer til højder, vi ikke er vant til.

Et uendeligt antal ofre kræves på verdensplan – og derfor er der, jordkloden over, en kollektiv sorg over alt det, og alle dem, vi er ved at miste. Et liv under forandring. En forandring, vi fornylig oplevede helt tæt på, i form af stormfloden, som ramte alle de sydlige egne af Danmark. ”En hundredeårshændelse”, kaldte man det. Men det ser ud til, at der ikke går hundrede år før næste stormflod.

Den gammeltestamentlige tekst til Allehelgen lyder i år således (første tekstrække):

Esajas' Bog 60,18-22:
Dette siger Gud Herren: Der høres ikke længere om vold i dit land, om undertrykkelse og ulykke inden for dine grænser; dine mure skal du kalde Frelse og dine porte Lovsang. Solen er ikke længere dit lys om dagen, det er ikke månen, der lyser for dig om natten; men Herren skal være dit evige lys, og din Gud er din herlighed. Din sol går ikke ned, og din måne tager ikke af, for Herren er dit evige lys, og dine sørgedage er forbi. Alle i dit folk er retfærdige, og evigt skal de eje landet – et skud, som Herren har plantet, hans hænders værk til hans ære. Den mindste bliver til tusind og den yngste til et mægtigt folk. Jeg er Herren, jeg vil fremskynde det, når tiden er inde.

Dette viser Guds løfte om, at der engang må blive fred. Der er ikke længere vold i landet, ikke undertrykkelse og ulykke. Herren er det evige lys, og sørgedagene er forbi. Hvor kunne man længes efter, at denne forjættelse snart blev sand! At tiden bliver inde, som der står i teksten.

Evangeliet til Allehelgen er fra Bjergprædikenen, hvor Jesus siger følgende til alle, der har samlet sig om ham:

Matthæusevangeliet 5,1-12:
Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem: »Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.«

Disse ord er i høj grad trøstens ord, og klinger gennem de to sidste årtusinder som noget af det, vi som menneskehed kan gå videre på. Disse ord er evigt aktuelle, i enhver situation – om det så er ved tabet af et kært menneske i vor nære kreds, eller midt i en konfliktzone, midt i en oversvømmelse eller en krig.

Ordene viser, hvor Gud stiller sig. Han er med dem, som skaber fred, med dem, som viser barmhjertighed – og med dem, som forfølges. Gud er ikke på magthavernes side, men på de svages side. Han er på de sagtmodiges side – med dem, som ikke forstår sig på magtkamp, og som heller ikke har evnerne til at gå ind i de krige og kampe, som lige nu raser på jorden. Han er på de civiles side, på børnenes side. Var vi fælles om at være mere naive – ”fattige i ånden” – ville verden nok være et fredeligere sted.

Jeg vil slutte den refleksion med en bøn fra det keltiske tradition – en bøn om beskyttelse før natten:


Må himlens fredsengle omslutte os
med udstrakte arme
og beskytte os mod angstens magt.
Må de give os milde drømme,
og evnen til at elske.

Må Freden beskytte os,
fred fra Guds vind strømme til os.
fred fra Guds stjerner skinne på os.
Må al bekymring vige bort
og trygheden komme os nær.

Kristus, du levende Guds Søn,
lad dine hellige engle vogte over os,
Må frygt og gamle erindringer vige bort,
så vi kan værne om hinanden,
favne hinanden i ømhed
og lade fredfyldtheden dække os
som din kærligheds kappe.

Lad Åndens styrke råde,
hvor der er frygt.
Lad os være i stand til at berøre og rumme hinanden,
også dér, hvor vi bærer sår.

Amen.





Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk