[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]
Netpræst
Steen Skovsgaard, biskop emeritus
Mail: sskdk@outlook.dk
Tanker om bøn – ved indgangen til 2024.
1 jan. 2024
Gud taler til mennesker, der vil høreÉn af de præster, som har haft meget stor betydning for min teologiske udvikling og præstetjeneste, var studenterpræst ved Aarhus Universitet, Frederik Hjerrild, som døde i 2023. Desværre fandt jeg først ud af det flere måneder efter og var derfor ikke med til hans begravelse. Jeg kan derfor passende mindes ham med denne nytårsprædiken/-hilsen, som er min første på Netkirken.
Frederik var en lille mand, men et meget stort menneske. Han var i høj grad økumenisk orienteret, var lun, lyttende og en dygtig teolog. Han var inspirerende for mange og from på en klassisk måde. I lang tid var han leder af Theologisk Oratorium – et bønsfællesskab af teologistuderende, hvor vi sang tidebøn og mødtes til ”broderaftener”.
Når jeg ønsker at nævne Frederik i forbindelse med Fadervor – som er Nytårsdags evangelium – er det fordi han var med til at introducere retræten for mig og en gruppe teologistuderende i 1976. Han var et dybt spirituelt menneske – samtidig med at han også var politisk interesseret og aktiv. ”Bed og arbejd” var et motto, som betød meget for ham, ligesom han altid sluttede sine breve og hilsener af med ordene: Pax et Bonum (fred og alt godt).
I en artikel i et lille blad udgivet af det økumeniske center skrev han i 1975 om bøn og retræte. Her bragte han et citat, som jeg ofte er vendt tilbage til. Faktisk brugte jeg det i min indsættelsesprædiken som biskop i 2005 og gentog det endda til min afskedsprædiken i 2017: ”Der er givet mennesket den katastrofale mulighed, at det ved sin endeløse larm kan bringe Gud til tavshed.” I den artikel, som jeg desværre ikke har gemt – men til gengæld aldrig glemt – fortsatte han med at understrege stilhedens nødvendighed ved at nævne en bemærkelsesværdig beslutning, som var blevet vedtaget på en nordisk organistkongres. Man havde nemlig her vedtaget en kodeks, som gik ud på, at den musik, som organisten spiller under altergangen i kirken, skal være af bedre kvalitet end den stilhed, som den fortrænger. Og typisk for Frederik fortsatte han i artiklen: Måske skulle man foreslå en lignende kodeks for præsternes prædiken. Den skal være af bedre kvalitet end den stilhed, den fortrænger.
Forleden genlæste jeg Bill Hybels bog: Når Gud hvisker (ProRex Forlag), hvor han har denne tankevækkende konstatering: ”Gud er tilbøjelig til at tale til mennesker, som gerne vil høre fra ham.” Ja, det er vel i virkeligheden mere end tankevækkende. Det er chokerende. Tænk, at det er muligt at overhøre Gud. Det er muligt at have så travlt og være så optaget af sig selv, at man ikke kan høre Gud. Måske er det derfor at Jesus flere gange konstaterer: ”Den, som har ører, skal høre!” (Matt 13,9).
En af mine forgængere i bispeembedet i Lolland-Falsters Stift, Biskop D.G.Monrad har skrevet en lille bog om bøn: Fra bønnens verden, som udkom i 1876. Det blev en meget populær bog i samtiden, som udkom i adskillige oplag.
Når man læser den, forstår man dens udbredelse og popularitet. Her møder man en præst og en åndsperson, som viser et grundlæggende kendskab til og stor erfaring med bønnen, og det fremstår klart, at det har været fra bønnens verden, at Monrad fik sine kræfter, inspiration og sit ukuelige livsmod midt i sine mange ydre og indre kriser.
I indledningen skriver Monrad:
Der er stor forskel mellem menneskenes ydre kår, deres evner, kundskaber osv. Men ingen sådan forskel danner et så dybt skel som den, om sjælen lever eller ikke lever i bønnens verden. Gud står i forhold til hver menneskesjæl, men kun den sjæl, der beder, står i forhold til Gud.
Om Fadervor og bønnens betydning hedder det:
Hvo vover at sige, at denne kristenhedens fællesbøn ej formår og udretter noget? Hvo vover at sige, at Guds navn dog ville vorde helligt, hans rige komme, og hans vilje ske, om denne bøn forstummede over hele jorden? Derfor anser vi ej vor bøn for frugtesløs; vi bliver på vor post, gøre vor gerning og beder vor bøn.
Også forbønnens betydning understreger Monrad:
Tror du at hans kærlighed trænger til at blødgøres ved dine forbønner? Eller at hans visdom trænger til dine råd? Nej, men jeg ved, at ligesom Gud har indrettet det så på jorden, at vi trænge den ene til den anden, for at vi gensidig skulle forsøde hinanden livet, således har han fastsat det som en betingelse for den rigelige udgydelse af sin velsignelse, at vi bede den ene for den anden.
Vi, der have Kristi forbøn, hvorledes kunne vi trænge til, at mennesker bede for os? Og dog vidner erfaringen, at det er så underlig trøsterigt for os at vide, at det menneske, der er os kært, og deler med os kærligheden til Jesus Kristus, stadig sender sin bøn op for os til vor himmelske fader.
Endelig kan man spørge: Hvor ofte skal vi bede? Til det har Monrad flg. svar:
Ej ville vi foreskrive, hvor ofte eller hvor længe nogen skal bede. Bedre at bede lidt og ærlig, end ofte og længe, men med selvbedrag. Derom kan der imidlertid ikke være nogen tvivl, at vi mindst én gang om dagen bør bede så indstændig og alvorlig til Gud, så at vi føre vor hele sjæl frem for hans hellige åsyn, og derom kan der vel ej heller være tvivl, at vi bør begynde og ende vor dag med Fadervor.
Selvom Monrad altså ikke vil foreskrive bestemte tider eller regler for bønnen, så kommer han alligevel med flg. gode råd i en ordinationstale, hvor han siger til den kommende præst:
Spørger du: ”Hvor ofte, hvor længe skal jeg bede” – så spørger jeg dig. ”Hvor ofte fornyer du ilden i dit kammer ved vintertide?” Ikke sandt, når du begynder at mærke kulden. Så skal du også bede, når du begynder at mærke kulden. Så skal du også bede, når du mærker, at dit hjerte begynder at blive koldt.
Til slut skal Frederik Hjerrild få det sidste ord på denne årets morgen. I samme artikel skrev han om et interview med en kvinde fra en italiensk basismenighed, som han havde læst et sted. Det var en levende menighed med masser af tro, engagement, glæde og håb. Kvinden blev spurgt: ”Mister I ikke sommetider håbet?” ”Jo” – svarede hun promte ”Det gør vi da! Men aldrig alle på én gang!”
Det forklarer, hvorfor Fadervor er en fællesbøn – en bøn, hvor vi siger vi. Vi har nemlig fået hinanden for at vi kan støtte os til og bære med på hinandens tro, håb og glæde.
Godt nytår!
Steen Skovsgaard
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
