[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]
Biskoppernes bekymring
1 feb. 2012
I øjeblikket udspiller der sig en lidt bizar debat, efter det er kommet frem, at syv ministre ikke er medlem af Folkekirken. Et par biskopper har meldt sig i koret, der synes, at det er betænkeligt. Bl.a. siger biskop for Viborg Stift, Karsten Nissen: ”De er jo den lovgivende myndighed, så de skal have en vis fortrolighed med Folkekirken, og det er jo svært at have, når man ikke er medlem. Så jeg mener, at man skal være medlem af Folkekirken for at kunne lovgive om dens indre anliggender, altså tro, lære, salmebog, ritualer og så videre.”Flere af ministrene siger for deres del, udtrykt bl.a. af forsvarsminister Nick Hækkerup: ”For mig er det en personlig beslutning. Jeg tror ikke på Gud. Og jeg mener ikke, man bør være medlem af Folkekirken, når man ikke tror på Gud.”
Se dét er da ærlig tale!
Hvad er det så lige Karsten Nissen, og andre med ham, bekymrer sig om?
Hvad er det de søger? Jeg fristes til at svare: kalkede grave!
For viser Karsten Nissens udsagn ikke blot hele systemets hulhed og misforståelse?
Folketinget er uegnet til at skulle forholde sig til Folkekirkens indre anliggender. Ministres medlemskab af kirken eller ej. Måske er et flertal af folketingets medlemmer medlem af Folkekirken, men gør det i sig selv dem i stand til at relatere sig til tro og ritualer? Er der i det hele taget nogle af tingets valgte mænd og kvinder, der har haft kirkens ve og vel som deres arbejdsopgave og vision, da de stillede op til folketinget? Næppe.
Når politikere og biskopper klandrer de ministre, der har taget stilling og som ærligt følger deres overbevisning, må jeg som et aktivt medlem af Folkekirken sige, at jeg har mere respekt for den konsekvent ikketroendes synspunkter i denne sag, end jeg har for dem, der for enhver pris søger at dække sig bag ”det visne figenblad”, et medlemskab af Folkekirken i sig selv er, når det handler om kirkens tro og lære.
For det må da være kirkens engagerede og vidende kvinder og mænd, og ikke folketingets ditto, der har til opgave at sætte retningen for Folkekirken. Ligesom det modsat er folketingets valgte kvinder og mænd der tegner landets politik og ikke kirkens folk.
Tror de, der beklager syv ministres manglende medlemskab af Folkekirken, at vore dages ”kejsere” – alle 179 indberegnet – har forudsætningerne for at vide hvad der skal gælde i kirken?
Jeg, der ellers gennem flere år har forsvaret Folkekirkens institution og opbygning med alle dens kompromisser, må nu melde pas. Folkekirken trænger til at få klippet navlesnoren til folketinget. Ikke fordi syv ministre står uden for, men fordi de seneste års udvikling med al tydelighed viser, at folketinget styrer ud fra et sekulariseret grundlag, mens kirkens bygger på det Nye Testamentes retningslinjer og principper.
Når Karsten Nissen efterlyser, at den lovgivende myndighed, skal have en vis fortrolighed med Folkekirken, så gør han reelt regning uden vært. Det er måske ikke så nyt endda, men i dag tydeligere end nogensinde før. Så tydeligt, at forstillelsen må ophøre.
Folkekirken har brug for ærlige mod- og medspillere. Folkekirken har ikke brug for medlemmer, der er uvidende om kirkens indhold. Især ikke, hvis de sidstnævnte skal beslutte hvordan Folkekirkens lære tro og ritualer skal være.
Henrik Frimand-Meier
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
