DAGENS ORD: ”Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det.” Johannes 15:7

[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]

Er bønner et samfundsanliggende?

3 mar. 2015

En dansk imam er af de tyske anklagemyndigheder tiltalt for hetz mod jøder. I sommeren 2014 bad imamen i en moské i Berlin, Allah, om at ødelægge alle de zionistiske jøder. ”Tæl dem og dræb dem hver og én. Skån ingen af dem. Få dem til at lide forfærdeligt.” Ordene faldt midt under de hårde kampe i Gaza mellem Israel og Hamas.

I Tyskland er der stor følsomhed over for alle former for hetz mod bestemte befolkningsgrupper på grund af nationalitet, race, religion eller etnicitet, ikke mindst i lyset af landets historie. Lovbestemmelsen i Tyskland betyder, at man ikke må håne eller komme med udsagn, der forstyrrer den offentlige fred. Man må ikke tale dårligt om etniske grupper eller religiøse mindretal. Det indebærer også, at man ikke må tale positivt om det nazistiske styre o.l.

I Danmark er imamen også blevet politianmeldt, dog tyder meget på, at poltiet vil frafalde sigtelsen, hvis der rejses sag i Tyskland. Så langt, så godt.

Denne ’tanker i tiden’ skal ikke politisere i den konkrete sag, selv om det er groft sagt i en bøn, og trist når et menneske som imamen, er fyldt op af had og bitterhed. Men nok om ham.

Perspektivet der følger af sagen, er derimod foruroligende. Uanset hvad man så end måtte mene om imamens bøn. For skal et samfund kunne retsforfølge en imam eller præst for at bede på en bestemt måde?

Hvis en kristen præst en dag beder en bøn i et offentligt møde (f.eks. til en gudstjeneste) som kommer på tværs af en befolkningsgruppes livsførelse, eller som på en eller anden måde støder den offentlige mening, skal vedkommende så efterfølgende retsforfølges?

Naturligvis skal præster og imamer opfører sig ordentligt, men hvor går grænsen for hvad man kan udtrykke i en bøn og religionsfrihed? I dag mener nogle politikere, at man kan stille krav til religiøse ledere, at de skal ’handle loyalt og være tro mod Danmark og det danske samfund de lever i.’ At samfundet stiller krav til sine borgere, er én sag, men at samfundet stiller krav til religiøse lederes forvaltning af deres religiøse hverv, er straks mindre logisk i et sekulariseret samfund med ytrings – og religionsfrihed.

Hvordan skal samfundet tjekke hvad der foregår det ene og det andet sted? De samfund der har udøvet kontrol med hvad der f.eks. er blevet sagt i kirker, er som regel diktaturer af den ene eller anden slags. Så, hvilket samfund ønsker vi at have? Fordi et mindretal har en respektløs indstilling til andre, skal vi vel ikke blive paranoide og kaste vores åbne samfundsmodel i ’havet’ af den grund?

Hvad mener vi i øvrigt i Danmark når vi priser ytringsfriheden? At gøre grin med Muhammed, Gud og Jesus er OK, hvis man er bladtegner, skribent eller skuespiller; men at bede en bøn imod et folk, er måske strafbart? Hvordan hænger det sammen?

Det vil kvalificere debatten, hvis vi får en bedre sammenhæng mellem værdi, respekt for forskellighed og ytringsfrihedsbegrebet. Vi skal i langt højere grad bygge vores demokrati på respekten for hvert enkelt menneskes værdi. Hvis lovgivningen skal strammes op i lyset af den seneste tids udvikling, så lad det ske som en beskyttelse af menneskets værdi, men fri os for overvågning og meningstyranni.

I et åbent dansk samfund skal der være plads til både ’bøgetosser’ og ’palmetosser’. Og religionsfrihed betyder i min optik, at samfundet ikke skal blande sig i, hvad en præst eller imam beder om til sin Gud. Bøn er et menighedsanliggende.


 
Henrik Frimand-Meier

Tanker i tiden

Henrik Frimand-Meier,
Netkirken

Mail: henrik.frimand.meier@gmail.com

 

Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk