DAGENS ORD: ”Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det! Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke kender ham.” 1. Johannes 3:1

[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]

Verden er ikke sort eller hvid

18 feb. 2015

Døgnet omkring den 14. og 15. februar gik over vores historie som timerne, hvor terroren på uhyggeligt vis viste sit ansigt i Danmark. To blev slået ihjel og fem blev såret, som resultat af en 22 årig danskers vrede.

Når chokket har lagt sig, så er det mit håb, at vores fokus ikke alene rettes mod de radikale ekstremistiske miljøer, der handler så meningsløst ondt, som tilfældet er, nej, også vi skal blive klogere, alt imens vi holder fast i vores åbne samfund. Vores demokrati skal vise sin styrke i evnen til at udvikle et stærkere og bedre sammenhold, om de danske idealer for et frit samfund.

Verden er ikke entydig. Vores forståelse af verden er heller ikke nødvendigvis den eneste rette måde, at opfatte verden på. Den unge mand som blev terrorist og morder er ikke kun muslim, han er dansker. Født her i landet og et barn af vores verden. Kendt, som han var, af flere danske institutioner.

Hans handlinger kan vi fordømme, men hans verden er flettet sammen med vores. Han døde for politiets kugler, men ansvaret for den udvikling der førte ham så vidt, er ikke hans alene. Som samfund er vi i en vis grad medansvarlige. Naturligvis er samfundet ikke skyldig i den forstand; skylden for hans handlinger bærer han selv, men som samfund skal vi vedgå os medansvaret for det samlede hele.

Det sidste vi har brug for er, at en gal mands værk bliver omsat til en proces, hvor vi i Danmark splittes mere op i fraktioner, end vi er det i dag. Tværtimod har vi brug for større respekt for hinandens synspunkter og alt der kan understøtte vores tillidsbaserede levevis. Vi skal bestræbe os på at ingen grupper i Danmark dæmoniseres eller bliver yderligere marginaliseret. Det skylder vi hinanden og vores demokrati.

Norge har deres Anders Behring Breivik og vi Omar Abdel Harmid El-Hussein. Norge overvandt den grimme smag af frygt, det skal vi også gøre.



 
Henrik Frimand-Meier

Tanker i tiden

Henrik Frimand-Meier,
Netkirken

Mail: henrik.frimand.meier@gmail.com

 

Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk