DAGENS ORD: ”Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det! Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke kender ham.” 1. Johannes 3:1

[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]

Halve sandheder giver hele løgne

10 nov. 2015

Halve sandheder giver hele løgne
Når sandheden formes efter det, der er mest hensigtsmæssigt og har størst kommunikationsmæssigt potentiale, bliver sandheden ikke til at skelne for løgn.

Kort sagt, blæser man på fakta og gør brug af halve sandheder for at fremme et bestemt budskab, så erodere grundlaget for al saglighed. Når politikerne i øjeblikket søger at få os til at stemme den 3. december, så sker det med de mest simple budskaber, der er set længe. Det er som om politikerne i bund og grund er ligeglade med, om det er sagligt, bare vi ender med at være enige i budskabet.

Venstre har meldt sig ind i gruppen af nostalgikere med partiets nye plakat for et ja til EU-afstemningen på en ret uventet måde. En lyshåret kvindelig politibetjent, toner frem med en massiv undertone af fascistiske og kommunistiske propagandaplakater fra 20’erne til 50’erne og appellerer til os om, at stemme ja, så hun fortsat kan passe på os alle sammen.

Dansk Folkeparti maler et Dannebrog, der trænger EU’s flag tilbage og slår dermed naivt på nationalfølelserne.
Socialdemokraternes kampagne er: »hjælp politiet med at optrævle pædofile netværk«, »hjælp politiet med at stoppe kvindehandel« og »hjælp politiet med at bekæmpe indbrudsbander«, fulgt op af en række modelfotos - af f.eks. et barn og af en kvinde. Tæt på lavmålet og skræmmekampagne af værste skuffe.

Virkeligheden er, at et flertal i Folketinget vil tilslutte Danmark til foreløbigt 22 såkaldte retsakter, som blandt andet handler om bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet. Og at Folketinget fremover ikke længere på dette område er forpligtet af en folkeafstemning. Om der bør stemmes ja, eller nej den 3. december, skal der ikke tages stilling til, i denne artikel.

Det der derimod falder for brystet er måden partierne har valgt, at gå til afstemningen om retsforbeholdet på. Ved at forsimple indholdet, spille på frygt og ’koge alt ned til halve sandheder’ gør politikkerne demokratiet en bjørnetjeneste. Den politiske debat om retsforbeholdet fortjener bedre!

Hvis Folketingets politikkere respektere vælgerne skal de lægge vægt på fakta og undlade at forsimple budskabet i en sådan grad, at sandheden gøres op i halve sandheder. For halve sandheder har det med at ende som hele løgne.


 
Henrik Frimand-Meier

Tanker i tiden

Henrik Frimand-Meier,
Netkirken

Mail: henrik.frimand.meier@gmail.com

 

Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk