[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]
Frygt er ikke i kærlighed
27 nov. 2015
Hvilken forskel er der på Danmark for 30 år siden og i dag? Ja, en af forskellene er indskrænkning af borgernes beskyttelse og retsstilling i samfundet. Siden den 9. september 2001 har myndighederne givet sig selv flere og flere beføjelser, der alle går ud over borgernes retssikkerhed. Overvågningen af SMS-beskeder, mails, telefonopkald m.m., blot for at nævne nogle få. Senest søger regeringen at begrænse vores brug af krypterede beskeder.Når sammenligningen mellem 2015 og 1985 er relevant, så skyldes det at 1985 var året, hvor der den 22. juli sprang 2 bomber i København. En ved Det mosaiske Trossamfunds synagoge i Krystalgade og en ved Northwest Orient Airlines’ kontor på Vesterbro. 32 mennesker blev kvæstet og den ene af de to gerningsmænd fra Islamisk Jihad blev dræbt.
Fra slutningen af 60’erne, gennem 70’erne og 80’erne, var terror en ofte forekommen hændelse i Europa. Hvem husker ikke Sorte September, det kurdiske PKK, den baskiske gruppe ETA og det irske IRA, eller Rote Armee Fraktion i Vesttyskland og Brigate Rosse i Italien? Som barn og ung i 60’erne og 70’erne mindes jeg flere forskellige terrorhandlinger i Europa. Selvom hændelserne var både voldsomme og hæslige, og i mine øjne ikke stod tilbage for noget af det vi oplever i vores tid, så er der sneget sig en holdningsændring ind i samfundet, der skræmmer mig meget mere end terroristernes aktioner.
Vores menneskesyn om at alle er lige for Vorherre, trænges tilbage og erstattes med frygt. Senest er den fremmede, der søger beskyttelse i Danmark ikke længere sikker på at blive stillet for en dommer inden for et bestemt tidsrum. Og vores familiesyn behøver ikke længere medinddrage de fremmede, der nu retsligt skal vente ganske længe på evt. at blive forenet med deres familie. Vi giver køb på vores demokratiske grundprincipper og vender ryggen til mennesker, der ikke er som os.
For godt et par måneder siden skrev folketingsmedlem Marie Krarup (DF) i Kristeligt Dagblads artikelserie ”Hvem er min næste?” under overskriften ”Den syriske flygtning er ikke min næste” flere tolkninger om hvad næstekærlighed er, eller ikke er. Marie Krarup synes bedre om den engelske bibeloversættelse, som bruger ordet ”neighbour”, altså nabo om næsten. Og videre; ”Det er vigtigt for mig at elske næsten i den nære relation. Det viser jeg blandt andet ved at lave mad til mine børn og give min mand et kys på kinden.”
”Til gengæld er de mennesker, som hjælper de syriske flygtninge, præcis det modsatte af at være næstekærlige. De tager arven fra deres børn og giver den til fremmede mennesker. De ødelægger det frie og rige Danmark ved at åbne landet for folk, som ikke har noget som helst krav på at være her. Det er ualmindeligt unæstekærligt over for deres børn, der er arvinger til et land, som de smadrer ved at byde fremmede mennesker velkommen. De syriske flygtninge og børnene i Afrika er ikke mine næster. Det vil være vanvittigt at stille et krav om, at jeg skulle elske dem, for dem kender jeg ikke.”
Jeg tillægger på ingen måde Marie Krarups synspunkter, at være ’fællesnævner’ for den almindelige holdning, men på den anden side er de ovenforstående citater et billede på den selvtilstrækkelighed og frygt for fremmede mennesker, der har sneget sig ind i vores tid.
I tiden før den 11. september 2001 var terror et problem den vestlige verden forholdt sig til, uden at gå på kompromis med egne værdier. Uden at falde for fristelsen til at se unuanceret på årsag og virkning. I dag er terror og terrorisme som ord blevet til upræcise ideologisk begreber, til at dæmonisere politiske, religiøse eller etniske grupper, uden en fælles forståelse af hvad der reelt menes. Ved at bruge ordet terror, måske kun i en hypotetisk sammenhæng, skabes der enighed om at fordømme, en enighed der bygger på frygt, mere end nødvendigvis på en konkret forståelse af et eller flere specifikke problemer. Ordet terror er blevet et begreb der kan bruges til at undlade øvrige mellemregninger og nødvendig argumentation for væsentlige beslutninger og ændringer. En slags ’tryllestav’ i hænderne på magthaverne, der på sigt kan vise sig fundamentalt at have ændret vores samfundsstruktur og den enkelte borgers frihedsrettigheder.
Når tingene er kommet så vidt, skyldes det i mine øjne fraværet af sund fornuft og grundlæggende værdier. Det er som om terroren i vore dage afslører samfundets manglende selvtillid og tro på egne evner, når den så let kan få os til at opgive vores værdisæt. Eller betyder vores værdier ikke noget for os?
Kristne må vise en bedre vej, samfundet kan udvikle sig hen imod. En vej hvor frygt ikke driver udviklingen, men i stedet kærlighed. For den fuldkomne kærlighed driver frygten ud.
Når vores samfund for 30 år siden ikke på samme måde blev grebet af panik, når terrorhandlinger ramte os, tror jeg det skyldtes, at flere mennesker dengang rummede en grundlæggende tryghed i deres liv. Ikke at voldsomheden i ondskaben var mindre, for det var den ikke, nej, men fundamentet hos gennemsnits danskeren, eller europæeren – hvis sådan en størrelse findes – var mere solidt.
Vi skal derfor stoppe op og mærke efter, fremfor i panik at give køb på vores samfundsmodel, med dens tanker om frihed under ansvar, retssikkerhed og den enkeltes ukrænkelighed. Så vi igen kan være trygge i vores egen rede. Trygge, fordi vi inderst inde er rodfæstede og har det godt med os selv. Vi skal igen vove at have et større udsyn til verden, end det vi får ved at fokusere ensidigt på vores egen andegård. Kærligheden søger ikke sit eget, heller ikke næstekærligheden. Vi skal tillade os selv et udsyn, der bygger på tillid. For uden tro og tillid kan den fred der er værd at eje ikke vindes. Heller ikke i et samfundsmæssigt perspektiv.
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
