DAGENS ORD: | ”Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det! Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke kender ham.” 1. Johannes 3:1 |
|
[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ] Vi har råd til mangfoldighed19 jan. 2016 Der er gået politisk principsag i frikadellefarsen i Randers. Et flertal i Randers byråd har besluttet, at de kommunale institutioner skal sætte svinekød på menuen. Umiddelbart virker det latterligt, at politikerne i den grad blander sig i daginstitutionernes madplaner. Er det virkeligt det største problem kommunen slås med for tiden? Forhåbentligt ikke.Det er naturligvis fristende blot at ryste på hoved af den åbenlyse smålighed, byrådet i Randers udtrykker med sin beslutning. Når det alligevel giver anledning til en tanker i tiden, så skyldes det, den bagvedliggende tankegang sagen er et udtryk for. For hvorfor er det vigtigt at frikadellefarsen er lavet af svinekød, frem for af kyllingekød? Ja, for flertallet i byrådet handlede det om at sikre ”dansk madkultur.” Begrebet kultur er en interessant størrelse i den forbindelse. Kultur er oprindeligt et latinsk ord for ”det dyrkede”, modsat ordet natur, som betyder ”det fødte.” Kulturbegrebet er stort set synonymt med dannelsesbegrebet og dækker over menneskers åndelige udtryk og de udtryksformer, som det giver sig udslag i. Når byrådet i Randers har behov for at fører symbolpolitik og fremprovokere et ”dem og os” på børnehaveniveauet, så er det et udtryk for manglende dannelse, set med mine øjne. Hvis mit medmenneske har et problem med alkohol, så respektere jeg, at der ikke sættes alkoholiske drikke foran ham. Når den del af min familie der er vegetarer er på besøg, sætter jeg mad foran dem, de kan spise. Hvis jeg er sammen med en jøde eller en muslim, ja, så drømme jeg ikke om, at servere svinekød for ham eller hende. Sådan viser jeg hensyn; det er en del af min opdragelse og min kultur. Det er derimod en fattig kultur, der for enhver pris vil gennemtvinge sine præmisser ned over andre. En rig kultur har råd til mangfoldighed. Når vi som kristne bor side om side med jøder og muslimer, så er det mindste vi kan gøre, at være rummelige i vores omgang sammen med dem. Måske vi ikke ville opleve sammen imødekommenhed i f.eks. Mellemøsten, men skal manglende hensynsfuldhed i andre dele af verden, få os til at slække på vores niveau? Nej, som kristne er vi kaldet til at sætte en højere standard end andre; ”at gå en ekstra mil, når det behøves”, og der går ingen skår af min danske madkultur fordi jeg, eller nogle af mine, skal tage hensyn til andre. Beslutningen i Randers er reelt en lille ubetydelig sag. Det sørgelige er blot, at den er et udtryk for at vores samfundskultur er ved at mindste noget af sit overskud. I mine øjne skal vi have råd til mangfoldighed i vores møde med de religiøse mindretal, der bor i vores land, og vores samfund skal som udgangspunkt møde alle med respekt. Intet mindre! |
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992. |
|