[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]
Lysfest
1 feb. 2016
Begyndelsen af februar rummer en mærkedag, som det er værd at mindes midt i en forblæst, kold og mørk tid. Tirsdag den 2. er det kyndelmisse. Dagen er de fleste steder gået af mode i dagens Danmark, men ses der ordentligt efter, rummer fejringen en opmuntring til den der dykker ned i stoffet.Kyndelmisse – eller som dagen også kaldes i en fordansket udgave – Kjørmes Knud (knude). Dagen var helligdag hos os frem til år 1770, hvor Struensees helligdagsreform afskaffede den.
Kyndelmisse var i det gamle bondesamfund en særlig dag. Der skulle først og fremmest gøres status, for nu var man kommet halvt igennem vinteren. Vejret betød meget for datidens landbosamfund, og frygten for ikke have nok mad til både mennesker og dyr var reel. Man skulle tit langt hen i april eller maj, før der var noget nyt at spise fra naturens eget forråd. Indtil da måtte man nøjes med sidste års høst. Så det var ikke så mærkeligt, at bonden gjorde status ved kyndelmisse og helst skulle have halvdelen af forrådet i behold.
Når alt således var tjekket og i orden, holdt man gilde. Kjørmes-gilder hed kyndelmissetidens fest, som tit var sammenskudsgilder. Rigelige mængder af flæsk, pandekager og øl. Brændevin og dans til den lyse morgen hørte sig også til. Det at glæde sig i almindelighed over livet er godt, men det der i kirkeligt regi også er knyttet til kyndelmisse, er i sandhed også værd at fejre.
Hvad er det så man fejrer, eller nu i vores land fejrede i kirken? Tre ting; Marias renselse, at Jesus er verdens lys og helbredelser Gud skænker os. I Vestkirken har dagen mest været kaldt Marias renselsesdag, mens den ortodokse kirke (Østkirken) har holdt fast ved den oprindelige titel; Herrens møde med Simon.
Ifølge jødisk tradition var en kvinde uren i 40 dage efter hun havde født sit barn. ”Da renselsesdagene var gået” fortæller Lukasevangeliet, tog Maria og Josef Jesusbarnet med op til templet i Jerusalem for at hellige deres dreng til Herren. I Templet kom der en gammel mand som hed Simon, ham var Helligånden over og ved dén profeterede han, at Jesus er verdens frelser, ”Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.”
I den ortodokse liturgi, også i dag, lyder det bl.a.: ”…retfærdighedens sol er stået op, Kristus, vores Gud, han som oplyser alle dem, der går i mørke.”
I det mørke, hvor vi famler efter Gud, får vi skænket et nyt syn. Et syn der ser det, der ellers ikke kan ses, og vi begynder at ane, ”hvad intet øje har set.” Og når det sker, fødes troen i hjertet. Den tro der ikke er svaret på alle spørgsmålene, men er en indre tillid, enkel og indlysende, uudgrundelig og gådefuld. Noget der fæstner sig i os, fremkaldt af Helligåndens lys. Et lys der giver os håb i mørket og retning til at leve livet med Gud, der er større end alle ord; alle de billeder og erfaringer, som vi prøver at beskrive ham med.
Vores bønner og gudstjenester har et formål: At lyset skal strømme ind i hjertet på os og sprede det mørke, der er i os. I det nådens lys vi møder, skal vi se vore medmennesker. Den menneskelige natur rummer, at vi alle bærer på Guds billede, og den der har set sig selv i Guds lys, skal betragte alle mennesker i det samme lys, (Johannes’ Første Brev 2. 7-11).
På kyndelmisse holdt man lysprocessioner, hvor man indviede alle de lys, som kirken skal bruge i løbet af året. Og til dem der ikke var med til gudstjenesten bragte man efterfølgende et lys, for at ’Guds lys’ også skal skinne for dem.
Med Kristus bliver verden mere transparent. Det mørke der så uigennemtrængeligt ud, bliver lyst op. Det menneske der har set lyset, vidner sammen med profeten Mika: ”Jeg bor i mørke, men Herren er mit lys.”
Nådens lys giver os en vished som bærer os igennem. Som bonden der ved midvinter fik vished for, at både mennesker og dyr havde det der skulle til, for at nå frem til forårets komme. Sådan bliver nådens lys en kraft, der styrker os og giver os kræfter til at gøre det vi skal.
Kyndelmisse blev også brugt til at velsigne de redskaber, der kunne indgå som helbredende ingredienser i alverdens lægemidler. Et menneske der er ramt af sygdom oplever sig ofte i mørke. Jesus er verdens lys og i dét rummes samtidigt, at han er vores læge og opfyldelsen af profeten Esajas ord, der siger: ”Han tog vore lidelser, han bar vore sygdomme.” (Matthæusevangeliet 8: 17)
Kyndelmisse er en fest for lyset og for håbet. Det forstod de gamle at sætte pris på, og i mine øjne er det stadigvæk værd at fejre. Hvad synes du?
God fest!
Denne tanker i tiden er inspireret af Peter Halldorfs bog ’Det hellige år’.
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
