[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]
Adskil stat og kirke
7 mar. 2016
Er konklusionen på den seneste Epinionundersøgelse, som DR har fået lavet. 55 procent er helt enig i, at stat og kirke skal adskilles. Kun 16 procent er helt uenig. Ser man nærmere på tallene, er der heller ikke tale om den store generationskløft, i de svar der er givet. 61 procent af de 18 til 34-årige er helt enig eller enig i, at kirken skal adskilles fra staten, mens 56 procent af dem, der er over 56 år, har samme holdning som de unge.Folkekirken har i sin jagt efter rummelighed og i sin bestræbelse efter at følge med tiden, kommet til at ”save livstruende i den gren”, der knytter kirken sammen med staten. Ved ikke at være tydelig i sin forkyndelse og afklaret med sin opgave, er Folkekirken på vej til at blive en ligegyldig institution i Danmark.
Ét havde været, hvis kirken blev fravalgt, fordi dens budskab er forstået og ikke anerkendes. Fair nok. Så havde kirken så at sige mødt sin skæbne ”med støvlerne på”. Det er blot ikke tilfældet. Kirken har mistet sin opbakning fordi den er uden betydning, og ikke længere bidrager til sammenhængskraften i samfundet.
I takt med at politikerne – med Anders Fogh i spidsen – reducerede kirken til ”en privat sag” og gav endnu et stød til amputationen af Folkekirkens rolle i det offentlige rum, ja, da forblev kirkens præster og biskopper tavse. Højst et par forkølede pip blev ytret i enkelte afkroge. Da Manu Sareen spændte biskopperne og kirken for sin politiske vogn, gik de godvilligt med. Ét er, at biskopperne måske et stykke hen ad vejen delte den daværende kirkeministers synspunkter, men evnen til at agere selvstændigt i den forbindelse, magtede de ikke, i al deres velærværdighed. Sikkert fordi den udadvendte rolle er så underspillet som tilfældet er. Ingen kan jo tale på Folkekirkens vegne.
Spørgsmålet ingen seriøst stiller er: Hvordan skaber vi opbakning til folkets kirke? Et er sikkert: Mere af det samme, er ikke i orden!
Som mangeårigt aktivt medlem af kirken er jeg ked af, at kirken har mistet sin opbakning. Vi er naturligvis ikke kommet til vejs ende fordi en meningsmåling er faldet ud som nævnt ovenfor, men forstår vi ikke alvoren i tiden, visner og udtørrer vi som folkets kirke. Fordi Folkekirken i dag er indskrevet i grundloven, har den ikke af den grund, en berettigelse.
Uden ånd og kraft er kirkens rolle udtømt. Folkekirken er tvunget til at holde op med, at ville være noget for alle, for enhver pris. Vi har gennem snart lange tiden ’klippet mange tæer og hugget mangen flig af hælen for at få skoen på’. Tilpasning i den kirkelige kontekst er kun mulig, så længe kernen er intakt og værdisættet er erkendt. Kun som forkynder af et rent og klart evangelium har Folkekirken sin berettigelse. I kærlighedens ånd og med det glade budskabs begejstring, har kirken noget at komme med, som ingen anden institution kan tilbyde.
Viljen til at stå ved sin egenart skal genfindes i Folkekirken, før kirken kan gøre sig noget håb om igen at spille en væsentlig rolle i Danmark. Ånden skal vækkes til live igen. Omvendelse er måske ikke så tosset et begreb at skulle forholde sig til, hvis åndslivet skal genfindes i kirken? Et er sikkert; uden Åndens fornyelse taber vi til tidsånden!
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
