DAGENS ORD: ”Og er det ved nåde, er det ikke længere af gerninger; ellers ville nåden jo ikke længere være nåde” Romerne 11:6

[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]

Høflighed og venlighed.

20 sep. 2016

Vi har lige været i England med nogle rigtig gode venner og havde lejet en kanalbåd.
Vi havde lige forladt toget i Wolverhampton og skulle finde den rigtige busrute til Gailey. Vi kiggede på et stort skilt, men kunne hverken finde hoved eller hale i oplysningerne. En engelsk herre kunne se, at vi lignede nogle der lige var ankommet fra månen. Han tog sig tid til at stanse og forklare, at busstationen kun lå små 50 meter længere fremme. Her mødte vi samme venlighed.

Vi havde alle sammen prøvet at sejle, men aldrig en lang smal båd som denne. En Narrowboat fra ABC boathire på små 20 meter (60 ft.) og kun 2,10 meter i bredden. Vi skulle igennem 58 sluser og ingen af os havde prøvet at betjene dem, men vi fik en udførlig instruktion.
De engelske udlejere var smilende høflige og umådelig sjove. Mit engelske trængte til at blive pudset af, for jeg kom til at bruge et forkert ord. Jeg prøvede at sige at han skulle tale højere (lauder) fordi at jeg er smådøv, men jeg kom til at sige (higher), hvorefter at han talte med falset stemme.

Da vi kom til den første sluse, skulle et ældre ægtepar gennem før os. Vi gik op for at se hvordan de betjente teknikken. Kvinden så ud som om hun var sur, men jeg tog fejl.
Da det var vores tur, kom ægteparret op til os for at hjælpe og forklare. De var så søde og hjælpsomme, at det blev til et kært minde fra turen. Vi mødte samme venlighed igen og igen fra andre sejlere og det smittede af på os. Vi hjalp til, når vi kunne.

Englændere har et ordspil der siger: Der går tre generationer på at danne og forme en gentleman.
Når jeg tænker på ordspillet, kan jeg forstå at det starter i det små. At tale ordentligt, at være hjælpsom, at undlade at bruge et beskidt sprog osv. I starten kan det måske være svært for nogle, men til sidst bliver det en del af personligheden.

Jeg kan ikke lade være med at tænke over, at danskerne har været et lige så venligt og høfligt folk. Jeg skriver har været, for høfligheden og hjælpsomheden er på retur. Tit hører man voksne, børn og unge bruge ord som bitch(tæve), f***(beep), og andre ukvemsord. De forekommer også i TV for børn. Redaktionen undskylder sig med, at udsendelserne dermed ligner børns hverdag.
Jeg vil ikke lyde som en sur gammel mand, men vi kan lærer af vores naboer englænderne.
Det er nemlig opløftende og befriende at blive mødt med humor, høflighed og hjælpsomhed. Sindet lysner og det er som om, at solen skinner gennem selv det tætteste skydække.

Med venlig hilsen
Alex Wallin


 
Alex Wallin

Tanker i tiden

Alex Wallin, Redaktør og webmaster
Netkirken

Mail: webmaster@netkirken.dk

 

Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk