[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]
Evigheden i hjerterne
8 jan. 2017
For mange år siden læste jeg en bog der greb mig, af Don Richardson. Bogens titel er Evigheden i deres hjerter. Gennem eksempler, bl.a. fra inka-kulturen, 1800-tallets Indien og Burma, påvises, at Gud forberedte den hedenske verden på kristendommens komme, således at man i de gamle kulturer ubevidst ventede på modtagelsen af evangeliet. Især beretningen om arbejdet blandt santalerne i Santal Parganassom, Bengalen i Indien, ved danskeren H.P. Børresen og nordmanden L.O. Skrefsrud, gav mig et nyt blik på behovet for grundlæggende respekt for andre kulturer og folkeslag.Gennem et stykke tid har der i Kristeligt Dagblad været flere debatindlæg med temaet; om jøder, kristne og muslimer tror på den samme Gud? Altså om Jahve, jødernes Gud og Gud Fader som Jesus Kristus åbenbarer ved Helligånden og Allah som Muhammed forkynder, i grunden er én og samme personlige Gud, når alt kommer til alt? Især er fokus på om Allah, den Gud muslimer tror på, også er den Gud, kristne tror på?
Debatten er oprindeligt affødt af biskop over Roskilde Stift, Peter Fischer-Møller, som udtrykker, at der findes andre veje til Gud end gennem Jesus Kristus. ”Vi har som kristne ikke patent på vejen til Gud.” Det er der selvsagt kommet megen pro et contra ud af.
F.eks. skrev sognepræst Gudmund Rask Pedersen fornylig: ”For mit eget vedkommende ligger det fuldstændig klart, at når vi som troende siger, at vi tror på, at der er én Gud, den eneste ene Gud, så er det sådan, det er. Og så er det den ene og samme Gud, vi alle – når alt kommer til alt – i udgangspunktet har at tro på. Der er jo ingen anden.”
Sognepræst Henrik Højlund slår derimod fast med syvtommer søm, at; ”Peter Fischer-Møller har sat sig uden for den kristne bekendelse.”
Svend Løbner Madsen skrev: ”Der er jo kun én Gud….Hvorfor så ikke anerkende, at vi alle er på rejse mod en større erkendelse af Gud, og ud fra denne erkendelse diskutere det, vi ser forskelligt på?”
Meningen med debatten var at søge veje til dialog med muslimer ved at anerkende en fælles søgen mod det guddommelige, men den dogmatiske diskussion stjæler opmærksomheden og efterlader et sørgeligt indtryk, når alt kommer til alt.
”Hver ting til sin tid,” lyder en gammel talemåde. Og ikke alt ”kan repareres med en hammer!”
Muslimen jeg møder i min dagligdag er min næste. Ham eller hende skylder jeg respekt. Og uanset at jeg forstår verden sådan, at Bibelens Gud og Koranens Allah ikke er samme person, så tror jeg, at der kun findes én Gud. Nuvel i Koranen, sura 5, vers 51 står der godt nok: ”Tag ikke jøder eller kristne til venner!”, Men i min bibel står der: ”Elsk jeres fjender” (Mat. 5:44) og ”Gud, vor frelser, som vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden. (For) Der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus, som gav sig selv som løsesum for alle.” (1. Tim 2. 4-6) Og ja, vores forbillede er Kristus og ikke Muhammed, så hvordan kan nogen være i tvivl om, at vi skal være fuldkomne i kærligheden?
Tror jeg at der findes andre veje til Gud end gennem Jesus Kristus? Nej, men jeg tror der findes mange flere veje til Gud gennem Jesus Kristus end noget menneske aner!
”Alt har han (Gud) skabt smukt til rette tid; også evigheden har han lagt i deres hjerte, dog således at menneskene hverken fatter det første eller det sidste af, hvad Gud har virket,” siger Prædikerens Bog 3:11 (autoriseret oversættelse fra 1931.)
Jesus, der selv sagde, at han ikke bryder et knækket rør eller slukker en rygende tande, skal ved sin Ånd lære os at elske vores næste som os selv, også når vores næste ikke ligner os. For Gud har lagt evigheden i alle hjerter.
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
