DAGENS ORD: ”Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.” Mattæus 4:4

[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]

Martin Luther - Guds redskab til fornyelse

17 okt. 2017

500 året for reformationen



’Guds mølle maler langsomt, men sikkert’, ifølge Sextus Empiricus (græsk læge og filosof ca. 160 – ca. 210). Ordsprogets mening er alt andet lige en smule dyster og refererer til, at Gud nok er tålmodig, men på et tidspunkt er ’nok, nok’. Sådan har kristne, i hvert fald taget citatet til sig. (Uanset hvad Sextus Empiricus så end måtte have ment, da han tænkte sætningen.) Gud tager et opgør med synden blandt mennesker, og hvis ikke der finder en omvendelse sted, rammer dommen den eller de der vender ’det døve øre’ til Guds sandhed og nåde; usvigeligt sikkert – kirken indbefattet!

I vestkirkens tilfælde har Gud flere gange sat mænd og kvinder, der både mildt og markant har hævet røsten og påpeget områder, hvor kirken rettelig skulle omvende sig i forhold til Guds ord. To klare eksempler er John Wycliffe (ca. 1325 – 1384) i England og Jan Hus (1369 – 1415 ), i bøhmiske Prag. De stillede seriøse spørgsmålstegn ved dét, den romersk-katolske kirke lærte og foretog sig.

I forlængelse af de modbevægelser til den etablerede vestlige kirke Wycliffe og Hus stod for, følger Martin Luther(1483 – 1546). Ikke sådan at han i sin egen selvforståelse oprindeligt ser sig selv i det lys. Nej, gennem en egen personlig gudsåbenbaring af skriften, vækkes Martin Luther uafhængigt af de foregående reformatorer, til at tale ’Rom midt imod´. Og trods disse forløbere og andre tænkere, der var samtidige med Martin Luther, fik ingen så stor en indflydelse på kirken, som netop han.

I år fejrer vi så, at det er 500 år siden Martin Luther opsatte 95 teser på kirkedøren indtil slotskirken i Wittenberg. Fortællingen er, at det skete den 31. oktober 1517. Ikke at nogen ved det helt sikkert i dag, men ifølge Luthers personlige sekretær Georg Rörer (1492-1557) skete det “på aftenen før allehelgens i det herrens år 1517 sloges teser mod afladen op på kirkedørene i Wittenberg af doktor Martin Luther.” Rörer var ikke øjenvidne, men hans udsagn regnes af mange for troværdigt, fordi han var en af Luthers nærmeste medarbejdere.

Teserne var et radikalt opgør med den daværende katolske kirkes ideer om, at mennesker med pengegaver og gode gerninger kan sikre sig et bedre efterliv som døde. I en af teserne afviser Luther pavens mulighed for, at tilgive synder og eftergive skyld. Den myndighed har kun Gud, skrev Luther. Kirken skal blot forkynde om Guds tilgivelse. Desuden skrev han, at den angrende synder kan stole på Guds nåde og tilgivelse, uden at kirken kommer imellem Gud og mennesker med afladsbreve. Luthers teser rummede også en social kritik. Han opfordrede rige, der hidtil havde brugt store pengebeløb på afladsbreve, til at give pengene til de fattige i stedet. På samme måde skrev han, at afladshandlen sætter falske skel mellem rig og fattig i forholdet til Gud. ”Guds kærlighed er altomfattende og gives til enhver”, skrev Luther.

Undskyld, hvad er det vi fejrer? 95 teser mod ’afladen’ som oplæg til en akademisk diskussion blandt præster og teologer i middelalderen, hvad kommer det dog os ved i 2017? Ovenikøbet teser, hvis indhold så absolut hørte en længst forsvunden tid til og hvis kontekst er de fleste mennesker så inderligt ligegyldige i dag! Og pavens rolle, ja det er da de færreste danskere, der bekymrer sig stort om den i dag. Så hvorfor alt det postyr om et opslag i en universitetsby i Tyskland?

Vores samfund af i dag, er formet af det postyr der tog sin spæde begyndelse en efterårsaften i 1517. Martin Luther fik med ord alene skabt en radikal forandring i Europa. At magthavere efterfølgende startede religionskrige var smerteligt. At Luther i den sene del af reformationen bidrog til, at vrede og foragt blev rettet mod jøder, muslimer, katolikker (paven og munke) og sværmere, i en for os ukristelig tone og bl.a. indirekte medvirkede til, at blodet flød i de efterfølgende magtpolitiske kampe, er hverken kønt eller rimeligt. Desuagtet er Luthers åbenbaring af de bibelske sandheder epokegørende.

I netkirken har vi valgt at lade reformationsfortællingen om Martin Luther bliver bragt under rubrikken ’Tanker i tiden’, selvom tankegrundlaget er femhundrede år gammelt og formen, samt ikke mindst længden på artiklerne, fuldstændigt sprænger de normale rammer. Stoffet er tilmed langt fra let tilgængeligt. Uden en vis form for kristen grundforståelse, vil en del af det efterfølgende måske for den ukyndige være som volapyk. Når vi alligevel prioriterer at dykke ned i de teologiske drøftelser, der tage sit udgangspunkt i en middelalderlig forståelsesramme, så er det fordi, at grundproblemstillingen er eksistentiel. Sandheden Luther blev grebet af, ejer samme dynamik i dag som dengang. Evangeliets frihedsbudskab er også for os aktuelt. Derfor giver det mening, at arbejde med disse tekster.

Martin Luther var et menneske i sin egen tid, som på vigtige punkter fornyede forståelsen af hvad ’et menneske er’, og vis indflydelse, sine steder rækker hånd til den samfundstænkning vi i dag er farvet af. Det er i sig selv værd en fejring. I det efterfølgende vil jeg langtfra beskrive alt, hvad der er at sige om Martin Luthers betydning, men kun trække nogle få hovedlinjer op. Fokus vil primært være rettet mod Martin Luther som vores kirkes reformator, den vesterlandske kristenheds fornyer. Alligevel vil der – for den der ønsker at finde det – være mange tråde i det kludetæppe der i dag udgør vores ’danske værdigrundlag’, som med rette også kan tilskrives reformation, der hertil lands tog sin begyndelse i 1536.

Reformationen er historisk set knyttet op til de føromtalte 95 teser, der blev det officielle startskud for alt det Martin Luther var mand for at drive frem, i et opgør med en syg religiøs tænkning og praksis, i den nordvestlige del af Europa.

Det gennemgående i de følgende artikler er tekster skrevet af Martin Luther. De er det primære afsæt for refleksionerne. Teksterne er hentet i Regin Prenters lille udgivelse fra 1960, ”Reformatoren Martin Luther” på forlaget AROS. Selvsamme udgivelse, er også det vigtigste bidrag til det der her er samlet til brug i netkirken. Udover Regin Prenters bog, der oprindeligt er bearbejdet over et tredobbeltforedrag, som han holdt i Vor Frue Kirke i Aalborg den 19.-21. oktober 1959, så har jeg hentet inspiration i Ole Skjerbæk Madsens bog ”genoprettelse” på forlaget Scandinavia, 1995, og i Leif Granes ”Confessio Augustana” på Gyldendals forlag, 1959.

Hvis talemåden; ’at Guds mølle maler langsomt og sikkert’ er retvisende, så er det lige så rigtigt at pege hen på Martin Luther som én af de vigtige skikkelser, Gud har brugt som møllersvend, for at manifestere Gudsriget midt i blandt os. Ved at han, Luther nåede til erkendelse af, og tog konsekvensen af, at ”således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, (Jesus Kristus) ikke skal fortabes, men have evigt liv”, ja, ved denne tro blev munken Martin til meget mere end professor i bibelfortolkning; han blev til en ægte reformator. Eller en ’Game changer’ på et ekstremt højt niveau, hvis vi bruger en nydansk term.

God fornøjelse med læsningen – og glædeligt reformationsjubilæum.

Henrik Frimand-Meier



Torden og lynild – fra fordømmelse til nåde

Den kvikke søn af en jævn bjergværksarbejder fra Mansfeld, blev juridisk student i Erfurt og levede et muntert liv, til han oplevede et lynnedslag i nærheden af sig, ved området omkring Stotternheim. Lynnedslagets voldsomhed, så tæt på, drev efterfølgende Martin Luther til at søge en ny retning for sit liv. Han gik i kloster og blev munk. I klostrene i Erfurt og Wittenberg kæmpede Luther med sine billeder af hvem Gud er, kirkens rolle og menneskenaturen. Ikke mindst begrebet ’Guds retfærdighed’ blev den ’møllesten’ der satte Luthers sind og tanker under pres. Som nybagt professor i bibelfortolkning skulle han forelæse over salmernes bog omkring årerne 1513-1515, og var samtidig grebet af en brændende iver efter at forstå hvad Paulus mente, når han i Romerbrevet skrev om, at ’Guds retfærdighed åbenbares i evangeliet’.

Ikke i boblende begejstring, men i en blanding af ihærdighed, irritation og ubehag gik Martin Luther til problemet. Han skrev året før sin død:

”Jeg var grebet af en forunderlig brændende iver efter at lære Paulus at kende i brevet til Romerne, men hidtil havde noget stået i vejen, ikke mangel på hjertelig interesse for sagen, men det eneste lille ord, som står i kapitel 1, ”retfærdighed”: Guds retfærdighed åbenbares i evangeliet. Jeg hadede nemlig det ord ”Guds retfærdighed”, fordi jeg gennem alle kirkelæreres brug og sædvane havde lært at forstå det i filosofisk betydning, nemlig – som de udtrykte sig – om Guds iboende eller virksomme retfærdighed, dvs. den Guds retfærdighed, i kraft af hvilken han selv er retfærdig og som sådan straffer syndere og uretfærdige. Men da jeg selv, hvor ulastelig jeg end levede som munk, dog for Guds ansigt følte mig som en synder med en til det yderste urolig samvittighed og derfor ikke turde stole på, at Gud var blevet mig nådig ved noget af det, jeg selv havde fået bragt istand, så elskede jeg ikke, men hadede tværtimod den Gud, som var retfærdig og af den grund straffede syndere som mig. I det stille harmedes jeg på Gud med tanker, som, var de ikke altid ligefrem bespottelige, så i det mindste heftigt oprørske: f.eks. som om det ikke var nok, at elendige syndere, som på grund af arvesynden var evigt fortabte, skulle plages med al slags ulykke gennem de ti buds lov, men at Gud tillige ved evangeliet holder sin retfærdighed og vrede frem for os. Således rasede jeg med en vild og forvirret samvittighed, men dog bankede jeg vedholdende på hos Paulus i det skriftsted, jeg før nævnede, med brændende tørst efter at vide, hvad Paulus her egentlig mente. Indtil jeg endelig ved Guds barmhjertighed, medens jeg tænkte dag og nat, fik øje for ordenes sammenhæng, nemlig denne: Guds retfærdighed åbenbares, som der står skrevet, i dette, at den, der er retfærdig af tro, skal leve. Da jeg begyndte at forstå Guds retfærdighed som den retfærdighed, hvoraf det retfærdige menneske lever som af en Guds gave, nemlig den gave, der modtages i tro, og at skriftstedets mening altså var denne: ved evangeliet åbenbares Guds retfærdighed, nemlig den retfærdighed, som vi modtager fra ham som gave, den gave, hvorved den barmhjertige Gud gør os retfærdige, når den modtages i tro, sådan som der står skrevet: Den, der er retfærdig ved troen, skal leve.

Nu følte jeg mig som helt igennem født påny, som om jeg gennem åbne porte var trådt lige ind i selve paradiset. Nu viste hele Bibelen mig et andet ansigt, og jeg gennemløb i hast skrifterne efter hukommelsen og samlede også med henblik på andre bibelske grundbegreber eksempler på noget tilsvarende, f.eks. Guds gerning, dvs. den gerning Gud gør i os, Guds kraft, dvs. den kraft, hvorved han gør os stærke, Guds visdom, dvs. den visdom, hvormed han gør os vise, Guds vælde, Guds frelse, Guds ære. Med lige så voldsomt et had som jeg før havde hadet det lille ord ”Guds retfærdighed”, med lige så stor kærlighed elskede jeg nu dette ord, som var blevet mig det lifligste af alle ord, i den grad var det skriftsted hos Paulus for mig blevet døren ind til Paradiset.

Dette fortæller jeg, kære læser, for at du, når du læser mine bøger, må huske på, at jeg, som tidligere sagt, er en af dem, der, som Augustin (354 – 430) skriver det om sig selv, har gjort mine fremskridt lidt efter lidt under min forfatter- og lærervirksomhed, ikke en af dem, som lige på én gang fra ingenting er blevet de største mænd, skønt de i grunden ingenting er, og hverken har slidt og slæbt med bibelstudiet eller har døjet anfægtelser eller gjort personlige erfaringer, men ved ét eneste flygtigt kig på bibelen mener at have inddrukket hele dens ånd…”
Dette er Martin Luthers egen skildring af hans åndelige gennembrud.

Under slid og slæb med bibelstudiet havde den ca. trediveårige professor Luther, efter egen opfattelse, gjort sine fremskridt – lidt efter lidt.

Gud brugte efter senere tiders målestok, en stor mand med rige erfaringer, der rummede dybe tanker til at være forgangsmand for reformationen. Blot var det ikke hans menneskelige storhed, ikke hans erfaringer eller hans tanker, der satte reformationen i gang. Det var bibelen. Skriftordet, der blev åbenbaret et tvivlrådigt ærligt menneske ved Helligånden, som sandt for dyden kæmpede sin sjælekamp af alle kræfter. Dér begyndte reformationen. I et ærligt, til tider tvivlrådigt, og sårbart sind.

For os, der lever et halvt årtusinde efter Martin Luther, kan det virke overraskende at han i sit skriftstudium kørte fast i ordet retfærdighed – Guds retfærdighed. Det er sjældent nu om stunder, at det er bibelens tale om Guds retfærdighed, som folk støder an på. At Gud er retfærdig, betragter vi som det selvfølgeligste af alt. At Gud vil behandle os ordentligt – her og i det kommende liv, går vi ud fra som givet. Næ, i dag ligger vanskeligheden snarere i det bibelen taler om andre steder; som f.eks., at Jesus blev født af en jomfru, hans forskellige fysiske mirakler, eller hans konkrete opstandelse og himmelfart. Disse guddommelige ting kører vi i vores tid, fast i.

Når vanskeligheden for Luther lå på talen om den retfærdige Gud, så bunder dette i, at han, en synder, ikke tør møde den retfærdige dommer. Jamen, talte middelalderkirken da ikke også om Guds nåde? Jo, så afgjort, blot ikke som vi i dag taler om Guds nåde. Især os protestanter. Vi står alt andet lige på skuldrene af bl.a. Martin Luther og ser os selv og vore liv i det lys han og andre efterfølgende har bibragt os.

Paradokset er, at middelalderkirken talte rigtig meget om Guds nåde. Det sank blot ikke ind i Martin Luthers forståelsesverden, på en måde, så han samtidig også kunne rumme ordene om Guds retfærdighed. Fordi i middelalderkirken – og i princippet stadigvæk i den katolske kirkes nådelære – kommer nåden kun til sin ret, når den samvirker med menneskets gode vilje. I denne retfærdiggørelseslære findes på den ene side en skarp og konsekvent betoning af, at det nye liv og den nye kærlighed er en nådessag, som Gud skænker os uforskyldt. Og på den anden side lægges der samtidig vægt på menneskets religiøst-moralske kræfters medvirken i nådens værk. Det vil sige, at kirken hér hævder, at Gud ved sin nåde sætter mennesket i stand til – og samtidig forlanger – at det også skal medvirke til frelsen.

Martin Luther var et ærligt og sandt menneske, der ikke efterfølgende købte præmissen om, at mennesket skal føje noget til nådens værk for at blive frelst. Det Luther nemlig erkendte var, at mennesket fra yderst til inderst er præget af, at det er en synder. For hvad kan et menneske, der i bund og grund er selvisk, bidrage med til frelsen? Martin Luther erkendte med sig selv, at også i alle de fromhedsøvelser han foretog sig, var han drevet af egenkærlighed. Når han bedst tænkte, at han virkelig elskede Gud, kunne han, når han mærkede rigtigt efter, alligevel opdage, at det der drev ham var egenkærlige motiver. Han reflekterede at: ”Hvis jeg virkelig elsker Gud for hans egen skyld og ikke for min fordels skyld, ville jeg gøre det gode uden at tænke på, om Gud vil straffe eller lønne mig. Gør jeg derimod det gode alene for lønnens skyld, så gør jeg det jo af kærlighed til mig selv og ikke af kærlighed til Gud; for det er jo mig, der vil have lønnen. Og undlader jeg at gøre det onde alene af angst for straffen, så undlader jeg det jo ikke af kærlighed til Gud, men af kærlighed til mig selv, for det er min ømskindethed, der skyr straffen.”  


Når Luther, fordi hans synderkendelse gik så dybt, ikke kunne undgå at opspore disse selviske tanker inderst inde i sin egen gudsfrygt, så sluttede han i sin ubestikkelighed: ”Jeg er altså endnu ikke kommet i nådens stand.”

For at forstå dette behov og problem hos Martin Luther for at ’komme i nådens stand’ skal man både have kirkens rolle klart for sig i middelalderen, og det samspil kirken opstillede mellem sakramenterne og frelsen. Ret beset har vi alle brug for at stå i ’nådens stand’, også i dag, men vejen derhen for Martin Luther var brolagt med en anden religiøs forståelse af frelsen, end den vi umiddelbart kender i dag, fra vores egne sammenhænge.

Den gamle kirkefader Augustin udtalte engang: "Den, der ikke har kirken som mor, har ikke Gud som far." Denne kirkens rolle – moderrolle (som ’fødende Guds børn’), opdrager og formidler af Guds nåde, var virkelig stærkt tilstede i middelalderkirkens selvforståelse. Ja, på mange måde stjal kirkens selvbillede opmærksomheden. For ét var hvad Augustins definition af kirkens rolle betød for selvforståelsen i 400 tallet, noget helt andet var hvad den havde udviklet sig til 1.100 år senere. I kombination med den teologiske fortælling om ’at nåden kun kommer til sin ret, når den samvirker med menneskets gode vilje’, i forståelsen af sakramenternes betydning etc. ak ja, dér lå en selvfordømmelse snublende nær, et ærligt og oprigtigt menneske, som Martin Luther.

Guds nåde forvaltes i middelalderkirken alene af dens præsteskab. Nåden uddeles igennem kirkens syv sakramenter: dåben, konfirmationen, skriftemålet, nadveren med messeofret, de syges salvelse (den sidste olie), ægteskabet og præstevielsen. Når et barn fødes, kommer kirken straks med Guds nåde i dåben. Når det vokser til, må den unge styrke denne nåde i konfirmationen. Når mennesket falder i dødssynd, må det genoptages i nådens stand gennem skriftemålet. I livets kamp må den kristne daglig styrke nåden gennem messens offer i nadveren og hyppigt gennem deltagelse i nadvermåltidet, kommunionen. Og når mennesket ligger på det yderste, må det styrkes med nåden til legeme og sjæl gennem de syges salvelse og den hellige nadver endnu engang. Når ægteskabet indgås, må nåden styrke ægtefællerne i vielsens sakramente, og til at uddele disse mange nådens midler udrustes kirkens tjenere med det sidste og i en vis forstand vigtigste nådemiddel – ordinationen af præsterne. Præsteordinationen tillægges en særlige vigtighed, fordi ikke mindst nadverens og skriftemålets sakramente hviler på dets tilstedeværelse.

I kirkens forståelse er præsten, qua ordinationen, indsat i en særlig status, som blev meddelt ham, ved indvielsen: en character indelebilis, et umisteligt særpræg – givet ham da han blev optaget i den præstelige stand. Forudsætningen for ordinationens gyldighed er, at den ordinerende biskop stod i en direkte overleveret traditionslinje tilbage til Roms første biskop, eller pave, apostlen Peter. Det middelalderlige / katolske præsteembede bygger på en idé om det rette bispeembede, hvor der samtidigt skelnes imellem to embeder; præste- og bispeembedet, dog således at bispeembedet er en forudsætning for præsteembedet. I middelalderlig / katolsk embedsteologi skelnes endvidere også imellem ”sacerdotium” eller offerpræstetjenesten, som betegner indstiftelsen af messeofferet og ”ministerium”, som betegner uddelingen af sakramentet og forkyndelsen af evangeliet. Både sacerdotium og ministerium er alene forbeholdt en ordineret præst. I denne status som tjenesteindviet med ordinerede rødder tilbage til apostlen Peter, tillægges kirkens tjenere samtidig en åndelig ’nøglemagt’, hvorved de indtrådte i en forvalterrolle. Så hvis nogen satte sig op mod gejstlighedens, pavens eller hans biskoppers vilje, kunne der lyses band over den enkelte eller interdikt over et helt land. Det betød, at nådens kilder standsede, i samme øjeblik kirkens mænd holdt deres tjeneste ved nådemidlerne tilbage. 

Sakramentet der medvirker til frelse fra den oprindelige synd (arvesynden) er dåben. Skriftemålet var konkret det andet sakramente kirken stillede til rådighed, når et døbt menneske har begået en dødssynd. Fortællingen var for Luther, at når et døbt menneske har begået en dødssynd, så er dette menneske faldet ud af den nådens stand, det ellers ved dåben var blevet sat ind i. For igen at modtage Guds nåde måtte han ’disponere sig’. Det betød at han måtte angre sin synd med en anger, der udsprang af virkelig kærlighed til Gud. Spurgte Luther, hvordan en synder skulle kunne yde en sådan anger, lød svaret: ”Det kan du heller ikke, men nåden fra skriftemålets sakramente, du kommer for at modtage, har tilbagevirkende kraft, så du ved den kan gøre dig skikket til at modtage nåden.” Denne kryptiske tale om ’en anger, der udsprang af virkelig kærlighed til Gud’, havde Martin Luther oprigtigt set hos sig selv ikke var der, selv efter han havde svedt angstens sved over, at hans forberedelse ikke var god nok. Pø om pø måtte han derfor erkende, at hans forberedelse ganske enkelt ikke kunne blive god nok. 

For hvis man, som Luther gjorde det, grundigt har studeret hvad der skulle til for at ’disponere sig’ med en til det yderste urolig samvittighed for at få klarhed over, om man nu ved skriftemålet er kommet i nådens stand på ny eller ikke, så rejste følgende spørgsmål sig: ”Hvorledes skal jeg vide, om min forberedelse til at modtage skriftemålets nåde har været god nok?” Og hvad skal man så svare? Det var jo ’virkelig kærlighed til Gud’ – fuldkommen kærlighed – der forlangtes. Når den var der, var nåden der. Altså: hvis forberedelsen havde været ægte, så måtte nåden også være givet i skriftemålet, og så måtte den skriftende bagefter erfare, at den´fuldkomne kærlighed til Gud ved skriftemålets nåde var blevet hans eje. Men her gjorde Luther altså sit livs forfærdeligste opdagelse Egenkærligheden var der også efter skriftemålet.

”Hvorfor slider og slæber jeg med at blive from?” spurgte han. ”Fordi jeg er bange for at komme i helvede, og fordi jeg er begærlig efter at komme i himmelen.”

Luther gik for at skrifte igen og igen: ”Min forberedelse var ikke god nok – jeg må se, om jeg kan gøre det bedre næste gang.” Men det blev aldrig bedre næste gang. Når nu Luther sagde dette til sin skriftefader, fik han svaret: ”Jeg forstår dig ikke, broder Martin!” Så konkluderede Luther denne sidste frygtelige slutning: ”Jeg er ikke blot ikke i nådens stand, fordi min forberedelse til skriftemålet ikke har været god nok. Men jeg kan ikke forberede mig godt nok. For enhver anden lykkes det. For mig kan det aldrig i evighed lykkes. Hvorfor ikke? Fordi Gud fra evighed af har bestemt mig til at gå fortabt.” Det var når denne tanke indfandt sig hos Luther, at han fristedes til de bespottelige tanker om Guds retfærdighed.  

Den teologi der fordrer menneskets medvirken til nådens værk er ikke beregnet på mennesker, hvis syndserkendelse går så dybt at det har indset at fra, yderst til inderst, er det selvisk og gennemsyret af handlinger og en tankegang, som er i strid med Guds vilje. For det menneske er eget arbejde på frelsen en illusion. Middelalderkirkens teologi i dette spørgsmål rummer for en erkendt synder reelt intet brugbart svar, kun en vished om, at på et hvilket som helst tidspunkt kan Guds lys afsløre hulheden og hykleriet i ’eget arbejde på frelsen’. Så man står fortabt tilbage.    

Den anden årsag til, at Luther trods fromhed og ivrig brug af skriftestol, ikke turde stole på, at han var i nådens stand, var, at han manglede tilstrækkelig indsigt i tilgivelsens grundlag. Skriftemålets sakramente havde længe spærret udsynet. Egenkærligheden var intakt uagtet hvor meget han forberedte sig eller hvor ofte han skriftede, så han aldrig blev vis på, at han havde Guds tilgivelse. Der måtte et nyt grundlag til for troen på tilgivelsen. Hvor var det at finde? Svaret på det spørgsmål, fandt Luther, da ordet fra Romerbrevet kapitel 1, vers 17 åbnede sig for ham. ”For i evangeliet åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: »Den retfærdige skal leve af tro.«  

Den, der er retfærdig ved troen, skal leve. Hvilken tro? Tro på Jesus Kristus! Luther var ikke i tvivl længere. Med Romerbrevets kapitel 3 vers 21- 26 stod det lysende klart: ”Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne, Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror. Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede, dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus.

Troen, ved hvilken den retfærdige skal leve, er troen på den Kristus, Gud selv har givet alle syndere til forsoning. ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”. Troen var at tage imod den gave. Den, der modtager denne gave fra Gud, har, hvad Gud selv lover at give, nemlig alle sine synders forladelse, for Gud kan ikke lyve.

I et berømt Lutherskrift ’Om et kristent menneskes frihed’ fra 1520 skriver han: ”Hvordan går det til, at troen alene gør from og uden alle gerninger giver en så overvældende rigdom, når der dog er foreskrevet os så mange love, bud, gerninger, opgaver og handlemåder i den hellige skrift? Her må man flittigt agte på og med alvor fastholde, at troen alene uden alle gerninger gør from, fri og salig, som vi snart skal høre mere om. Og man må vide, at hele den hellige skrift deles i to slags ord, nemlig Guds bud eller love og Guds forjættelser eller tilsagn. Buddene lærer og foreskriver os mange slags gode gerninger, men dermed er de jo ikke udført. Buddene viser vel vejen, men de giver ingen hjælp til at gå den, de lærer, hvad man skal gøre, men giver ingen kraft dertil. Thi de er givet, for at mennesket deri kan se sin afmagt til det gode og lære at fortvivle over sig selv. Derfor hedder de også det gamle testamente og hører alle til i den gamle pagt. F.eks. viser buddet: Du må ikke have nogen ond begæring, at vi alle sammen er syndere, og intet menneske formår at leve uden ond begæring, så kan han gøre, hvad han vil. Derved lærer han at fortvivle over sig selv og søge hjælpen andetsteds, for at han ved en andens hjælp må nå det, han ikke selv kan, nemlig at leve uden ond begæring og holde buddet, og sådan er det med alle andre bud. Når mennesket af buddene har lært sin egen afmagt at kende og har følt, at han nu bliver bange for, hvordan han skal få opfyldt buddene (for buddet skal opfyldes, ellers bliver han fordømt), så er han ret ydmyget og blevet til ingenting i sine egne øjne, finder intet hos sig selv, hvormed han kan blive from. Men så kommer det andet ord, den guddommelige forjættelse og tilsagnet og siger: ’Vil du opfylde alle buddene, vil du være dine onde begæringer og synden kvit, sådan som buddene tvinger dig til og fordrer af dig, se så her: Tro på Kristus, i hvem jeg tilsiger dig al nåde, retfærdighed, fred og frihed. Tror du det, så har du det. Tror du det ikke, så har du det ikke… Altså giver Guds tilsagn, hvad buddene fordrer, og fuldbringer, hvad buddene kræver, for at det alt sammen må være Guds værk, både buddene og opfyldelsen. Han befaler alene, han opfylder også alene, hvad han befaler. Derfor er Guds tilsagn det nye testamentes ord og hører også hjemme i den nye pagt.”

Romerbrevets ord om tro, befriende Luther fra fortvivlelse og blev døren ind til troens Paradis. Frelsen alene er Guds nådegave, der gives os i Jesus Kristus, den korsfæstede og opstandne herre. I Jesus møder vi den fuldkomne forsoning og ved troen på hans blod er vi tilsagt syndernes forladelse. Jesus Kristus er klippegrunden, som aldrig kan rokkes.

Uanset hvor tit djævelen ville komme og sige ’ du er ikke i nådens stand’ – for der er alt for meget selviskhed tilbage i dig. Du har ikke forberedt dig ordentligt til nåden – nåden er spildt på dig – for Gud har fra evighed af bestemt dig til fortabelse – så vidste Luther nu, hvad han skulle svare: ”Pak dig Satan! Kan du ikke høre, hvad Gud selv har lovet mig i evangeliet: Kristus og syndernes
forladelse i ham
. Det ord kan du ikke rokke ved, for det har Gud talt, og han lyver ikke, men dét gør du! Når Gud siger, at Kristus er min forsoner, og al min synd er gjort til intet af ham, så er det sandt i tid og evighed af én eneste grund, at Gud har sagt det, og han har aldrig løjet.”


”Tror du, så har du. Tror du ikke, så har du ikke”. Det var den nye forståelse af Guds retfærdighed, den retfærdighed Gud giver i evangeliets sandheds ord. Da Martin Luther lærte, at hele frelsen er lovet os i Kristus i Guds uomtvistelige sandhed og uomstødelige forjættelse, evangeliet, og da han lærte, at den, der tror det, blot ved at give evangeliet ret, har alt, hvad det lover, da, først da, kom han i nådens stand.


Herved blev Martin Luther reformator. Da nåden i Kristus blev åbenbaret for ham, blev troen til en levende, virksom, handlekraftig mægtig strøm, der udvirkede en masse godt. Hvad det indebar, kan du læse mere om i det efterfølgende skriv. 



 



 



 
Henrik Frimand-Meier

Tanker i tiden

Henrik Frimand-Meier,
Netkirken

Mail: henrik.frimand.meier@gmail.com

 

Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk