DAGENS ORD: ”rodfæstede i ham, opbyggede i ham, grundfæstede i troen, som I har lært det, overstrømmende i jeres tak.” Kolossenserne 2:7

[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]

Retten til uenighed

22 aug. 2018

Lige rettigheder forudsætter, at retten til at være uenig er intakt. Det er langt fra tilfældet i dagens samfund, at forskellige synspunkter levner plads til en respektfuld uenighed, mennesker imellem. Tit bliver en kamp for egeninteresser til ’stammetænkning’, hvor det ender op med, at man i bund og grund kun respekterer dem, man sympatiserer med. Derved gøres dem, der mener noget andet end én selv, til en slags ’stammefjende’. Sådan definerer man godt nok sjældent sig selv og sine, eller sin modpart, men ikke desto mindre; når tænkning og udtryk tager afsæt i en ’stammeidentitet’, eroderes grundlaget for en reel dialog.

Som konsekvens af eksklusiviteten bliver næstekærlighedsbegrebet udhulet og enkelt individer fra ’stammer’ der ikke tilhører ’vores stamme’ bliver undertrykt. Der sættes etiketter på dem og os. Eller sagt med andre ord; retten til at være uenig fratages på det medmenneskelige plan dem, der ikke sympatiserer ’med os’. Denne indskrænkning skaber efterfølgende grobund for had og foragt.

I brugen af ’stammeretorik’ går man gerne efter den laveste fællesnævner, i kampen for sine synspunkter. At spidsvinkle og nedgøre sin modstander er ganske almindeligt. George W. Bush kaldte for eksempel Iran, Nordkorea og Irak for ’ondskabens akse’. Trump kalder pressen for en ’fjende af folket’ der formidler ’falske, ulækre nyheder’. I eksemplet med Iran, Nordkorea og Irak var det at gå for langt, når de tre lande og deres indbyggere blev gjort til ondskabens akse i denne verden. Og når Trump i brede vendinger definerer pressen som folkets fjende og primære formidlere af ulækre, falske nyheder, så er også dét, at gå for langt.

I vores eget land har vi været i krig mod terror siden begyndelsen af nullerne, og nu er vi så, i et delvist samarbejde med EU, i ’krig’ mod indvandringen, kriminelle bander osv. Fordi ’stammeretorikken’ får lov at præge tonen, bliver det nærmest umuligt at få ørenlyd i samfundsdebatten, hvis man vil påberåbe sig retten til at være uenig med magthavere og meningsdannere. I kampen mod terror har vi nu fået et overvågningssamfund, der også overvåger alle os, som aldrig ville falde under den mindste mistanke om terrorvirksomhed. Og dem der for eksempel påberåbte sig princippet om lighed for loven, fik ikke ørenlyd, da det blev besluttet, at hvis man bor i et såkaldt ghettoområde, ja så er en fordobling af straffen for disse beboere helt i orden, hvis de bryder loven, alene fordi de bor hvor de bor.

På det mellemfolkelige samfundsplan er det også blevet sværere ’at få lov til at være uenig’. Som kristen dansker vil jeg både have lov til at forsvare LGBT-miljøets samfundsmæssige ret til at være som de er, i en sekulariseret kontekst, og samtidig fastholde en nytestamentlig opfattelse af homoseksualitet og familiebegrebet. Det sidste er ikke populært, og så absolut en anledning til at putte mig i bås.

En af tidens tendenser er dyrkelsen af mangfoldighed – og ve den der ikke køber alle mangfoldighedens hjørner. Vores forskelligheder definerer os, vil mange gerne have os til at tro. Så det bliver vores forskelle, der gøres til afsæt for den enkeltes selvforståels. Hudfarve, nationalitet, den politiske observans, seksualitet, køn eller religion.

Frem for at insistere på at vi først og fremmest er mennesker, bliver forskellene trukket frem – og det gør os desværre ofte til nogle urimeligt snævert tænkende væsner. Fordi vi falder for fristelsen til kun at ville elske dem der ligner os.

Det har ellers i den vestlige verdens demokratier været et grundprincip, at man sagtens kan være uenig i andres måder at tænke, tale og opføre sig på, samtidig med at man forsvarer deres ret til at tænke, tale og handle anderledes end for eksempel majoriteten. Så længe det ikke sker på andres bekostning, vel at mærke. Denne tilgang til andre har det trangt for tiden!

Vores tid står ikke desto mindre på skuldrene af et værdisæt, der byggede på, at vi alle skulle have ’lige ret’. Et værdisæt generationer havde kæmpet for, før os. Problemet er, at vi langt hen ad vejen har taget den ’lige ret’ for givet, uden at skænke forudsætningerne tilstrækkelig opmærksomhed. Retten til uenighed og respekt for medmennesket. Definerer vi os i forhold til hinanden som hinandens ’næste’ eller gør vi ikke?

(Næsten, som en person man rent praktisk forholder sig til, forstået som én, der rent fysisk er til stede i de sammenhænge man selv refererer til. Et familiemedlem, en nabo, en kollega, en medborger osv.)

I vores snæversynethed, hvor vi iklæder os en ’stammeidentitet’ frem for en ’menneskeidentitet’, finder vi et af tidens store problemer.

Jesus har sat ord på noget af det svar, som vi har brug for, for at få gjort op med ’stammekulturen’. Han siger i Luk. 6,31-36: ”Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad tak fortjener I for det? Også syndere elsker jo dem, de selv bliver elsket af. Hvis I kun gør godt mod dem, der gør godt mod jer, hvad tak fortjener I for det? Sådan gør jo også syndere. Og hvis I kun låner ud til dem, som I håber at få lånet tilbage fra, hvad tak fortjener I for det? Også syndere låner ud til syndere for at få lige så meget igen. Men elsk jeres fjender, gør godt og lån ud uden at håbe på at få noget igen. Så bliver jeres løn stor, og I bliver den Højestes børn, for han er god mod de utaknemlige og onde. Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig.”

Vi har brug for respekt for hinanden – og plads til at være uenig.






 
Henrik Frimand-Meier

Tanker i tiden

Henrik Frimand-Meier,
Netkirken

Mail: henrik.frimand.meier@gmail.com

 

Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk