[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]
Det halvtomme hus
31 mar. 2019
Nationalstaten er blevet svækket, alt imens nationalismen runger højere. Som at komme tilbage til et helt eller halvtomt hus, hvor man tidligere har boet, er det lidt en trist oplevelse at se den udvikling vi gennemløber i disse år. Mere og mere har vi som samfund underlagt os kapitalens frie bevægelighed og overladt vores infrastruktur og flere af samfundets nøglevirksomheder til investorer. Telekommunikation, strømforsyning, postvæsen, blot for at nævne nogle få. Staten gør sig i større grad afhængig af international kapital og sælger ud af sine værdier eller lader udenlandske investorer overtage produktion, af fysiske og organisatoriske anlæg, der er nødvendige for at samfundet kan fungere. Derved udhules og forringes vores fælles nationale grundlag.Som når ens barndomshjem bliver tømt for møbler og gardiner, og de farver og billeder, der skabte rammen om familiefællesskabet forsvinder, ja, sådan står nationalstaten halvtom tilbage. Og uden disse samfundsinstitutioner runger det hele mere hult. Forudsætningerne for nationalt fællesskab forsvinder lige så stille. Det der står tilbage er et mere støjende ekko, når indignerede røster protesterer over dette eller hint.
Mange mener at vi bedre skal lukke vores grænser, føre en tættere kontrol og give strengere straffe; for at beskytte vores land. Det hjælper bare ikke rigtigt på grundproblemet: Vi har med den økonomiske globalisering solgt ud af arvesølvet og står tilbage med en halvtom nationalstat.
Der er dem der ærgrer sig over forskellige afgørelser ved EU-Domstolen, eller overvejer at forlade internationale konventioner. Det er blot ingen løsning at svække de institutioner der søger en vis retsorden og som arbejder efter et bredt anerkendt regelsæt. For når alt kommer til alt, er den slags instanser til størst gavn for de svage. De stærke behøver dem næppe. Ja, nogle er endda så stærke, at de blæser på hvad der er ret og rimeligt, som når fx bankerne lukker øjnene for hvidvask af flere milliarder, eller når de hjælper rige kunder med at investere i skattelylande, for at unddrage, at bidrage til fællesskabets opretholdelse.
Når nationalismen fænger, og kværulanteri og populisme, får opmærksomhed, så er det værd at huske på, at vejen frem, skal handle om, hvordan vi kan tilføre fællesskabet mere indhold. Ikke om hvem der kan få sine pointer til at runge højest. Brok giver ikke mening, men det at bidrage til fællesskabet, det giver mening.
Vi skal ikke søge tilbage til det der var engang, men finde reelt indhold vi kan være fælles om. Vi skal gøre os mindre sårbare som nation, gennem fælles investeringer, hvor vi positivt beslutter, at på de og de områder vil vi selv løfte ansvaret, fremfor at gøre os mere afhængig af international kapital, der er komplet ligeglad, med os som fællesskab.
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
