[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]
Et svært ord, der ikke er til at komme uden om
18 jul. 2019
Synd er et svært ord. At fornægte synd som begreb hjælper os ikke. Forståelsesvanskeligheder der udspringer af tidens trends og velfærdssamfundets tanker om ’mulige forbedringer’ gennem pædagogisk indsats og samfundsforbedrende tiltag, skal der gøres op med, så længe denne tænkning sættes i stedet for dét, at vi forholder os til synden som et reelt problem. For synd er et problem alle mennesker står over for, uanset om det er erkendt eller ikke.Selvom ordet synd som begrebet, åbenbart er omgærdet af forståelsesvanskeligheder, er det et fejlgreb hvis vi efterfølgende søger at afvikle ordet, fordi vi har svært ved at forholde os til det. Skyld og skam bliver ganske enkelt kun mere problematiske, hvis forståelsen af syndsbegrebet forsøges erstattet af noget andet. Forsøgt gjort mindre problematisk end det virkelig er, eller fortrængt, for den sags skyld.
Synet på menneskets syndighed har været under forandring gennem forskellige perioder. Nogle problematikker er til visse tider blevet gjort større end de rettelig fortjener, mens andre er blevet overset eller undertrykt. Og erkendt; kristenheden har mange gange selv været årsag til, at det omgivende samfund har oplevet brugen af ordet synd, som værende ekstra problematisk. Mere svagt stillede mennesker i samfundet har fået med krabasken, mens kirken samtidigt har sat kikkerten for det blinde øje, når mere magtfulde og velstillede personer har syndet. I det hele taget har fordømmelse og nedgørelse tit præget tilgangen til synd som problematik; ude af trit med evangeliets ord og ånd. Ofte har eksempelvis seksuelle handlinger og præferencer skabt stor opmærksomhed og afstedkommet fordømmelse fra mange sider, alt imens grådighed og hovmod er gået upåagtet hen. Dobbeltmoral og en ukærlig tilgang til mennesker har fået mange til at rynke på næsen, når ordet synd er blevet italesat. Alligevel er synd som begreb noget vi skal forholde os til.
Tillad mig at illustrere denne tanke og ovenstående problemstilling med en banal sammenligning, der umiddelbart er helt ude af kontekst: I min barndom borede tandlægerne på hver eneste lille kariesplet der var at finde på et barnetandsæt, så rigtig mange af os, der er født i halvtredserne og i den første del af tresserne fik munden fyldt med sølvplumper (og tillige en del kviksølv). For sådan gjorde man nu dengang. Mine egne børn fik ingen sølvplumper, for i deres barndom havde man fået en bedre forståelse af, hvordan man fik en bedre tandhygiejne og fundet mere skånsomme behandlingsmetoder, og ikke mindst fået et sundere syn på hvornår en plet reelt ville blive et problem, og hvornår en bedre indsats med tandbørsten er tilstrækkelig behandling. Karies som sådan er fortsat et problem og noget vi alle skal forholde os til. Ellers ødelægges vores tænder og mange andre alvorlige sygdomme kan ramme os. Karries forsvinder ikke fordi vi holder op med at kalde dét ved dets navn. Derimod er viden, erkendelse og handling vejen frem mod en bedre og sundere mundhygiejne.
Vi har brug for at ordet synd ikke bliver betragtet som et minus-ord. Vi skal forstå synd som et vilkår menneskelivet er underlagt. Ikke uden håb, for Jesus Kristus kom til verden for at vi kan blive forløst. Vi har brug for Helligåndens lys og åbenbaring over livet med alle dets sider, også de mørke sider. Vi skal forstå at både sandheden og nåden er kommet med Jesus Kristus.
Synden finder vi i vores ufuldkommene DNA og i vores selvtilstrækkelighed og egoisme. Synden har vi arvet og bærer videre til næste generation, og i vores livsudfoldelse og ukloge valg. Synden er som karies i tænderne, noget vi skal forholde os til.
Der er dele af menneskelivet, der handler om mere end den enkeltes egne mekanismer, mønstre og vaner, mere end, om manglende evner til at håndtere livets udfordringer. Synd er en væsentlig del, her. Og den del af problemerne der skyldes synd, kan intet menneske løse egenhændigt. Der skal mere til: Jesus Kristus, sådan som Helligånden åbenbare ham og evangeliet for os i Bibelen og i prædikenens nærvær. Sådan som vi møder Gud i bøn og bekendelse.
Før mennesket kan vide sig fri af syndens skygger, måtte der ske et guddommeligt indgreb: Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver der tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, som tror på ham dømmes ikke.
Det guddommelige indgreb skal opleves, ellers giver det ingen mening. Der skal en personlig stillingtagen til både problemstilling og Guds kald. Et første skridt er accepten af mennesket som syndigt, dernæst troen på, at tilgivelse er mulig.
Når vi accepterer sandheden om, at mennesket er en synder, så slipper vi langt hen ad vejen for den krampagtige tyngde af skam, der ellers følger af alt det vi bagudrettet ser som et udslag af vores egen skyld, dér hvor vi opfatter os selv, som alene at være årsag til problemet. Eller tilsvarende; dér hvor vi krampagtigt kaster skyld på andre. Erkendelsen giver os muligheden for at der sættes en ny retning i livet. Både i forhold til en selv og over for andre. Jesus Kristus døde for at vi kan vi leve med vores skyld, og han opstod for at vi skal leve med ham. Tro på ham.
Og ja, en hård tilrettevisning, kan også være barmhjertig, når den kalder os tilbage til livet. Det sker for at vi skal opleve, at Gud er den, som I Jesus Kristus renser og frelser fra synd. Derfor står der også: Hver gang vi bekender vore synder, er Gud trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed. (1. Joh 1,9)
Måske synd er et svært ord at forholde sig til, men det er ikke til at komme uden om!
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
