[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]
Det der er mest almindeligt, skal man vel også forholde sig til?
10 sep. 2019
Rummelighed og plads til forskellighed giver bedst mening, hvis samfundet evner at forholde sig til en normal. Nede i Paris findes fx normalmeteren, der før laseropfindelsen var standarden for vores måleenhed. Normalmeteren, er en målestok af platin-iridium, der opbevares ved Bureau international des poids et mesures i Sèvres, og som indtil 1960 definerede længdeenheden meter. Betegnelsen benyttes også om de kopier, der blev fremstillet til lande, der tilsluttede sig Meterkonventionen. Den danske kopi opbevares af Dansk Institut for Fundamental Metrologi. Så var der ligesom noget at forholde sig til, hvis man kom i tvivl, eller man skulle skabe noget sammen, for den sags skyld. For uden en fællesforståelse af måleenhederne kan man ikke samhandle og udvikle samfundet, til fælles bedste. Vi kan heller ikke samarbejde over landegrænser, uden en måling der dokumentere, at en given enhed eller genstand er korrekt og ensartet ud fra en fælles normforståelse.Nu er en standard for en måleenhed ganske vist et noget endimensionelt billede, som illustration på vigtigheden af, at have et fælles udgangspunkt. Ikke desto mindre tillader jeg mig at bringe netop denne neutrale standard på banen som indledning til denne tanke, der rører ved ét i tiden meget følsomt emne. Kønsneutralitet, kontra, muligheden for fortsat at benytte kønsbestemte betegnelser i det offentlige rum.
Igen og igen dukker spørgsmålet op om hvordan vi i mere officielle sammenhæng titulerer hinanden. Senest har KU i et forsøg på et imødekomme de studerende, der identificerer sig som andre køn end det mandlige og det kvindelige, sendt en opfordrende mail til alle underviserne på Institut for kunst og kultur:
”Pas på med at bruge kønnede betegnelser.”
Jeg betvivler på ingen måde den gode intention. Udviklingen er blot himmelråbende tosset. Fint, at alle skal mødes med respekt og imødekommenhed. Tåbeligt, at normen – som størsteparten af alle kvinder og mænd føler sig hjemhørende i – undertrykkes og fornægtes, for ikke at krænke nogen! Derfor er det er en misforstået respekt, at alt skal neutraliseres. Det eneste vi nemlig ikke kan bruge til noget, er en selvmedlidende krænkelsesfølelse. Fri os fra den!
Hvis vi seriøst har det synspunkt, at der skal være plads til forskellighed, så må vi også kunne rumme det i måden vi italesætter både et flertal og et mindretal på. At nogle mennesker har et CPR-nummer, der kønsbestemmer dem på én måde, alt imens de føler sig hjemhørende i en anden identitet, skal ikke være normsættende for alt og alle. Imødekommenhed og forståelse må handle om retten til og muligheden, for at leve som den enkelte finder rigtigt, så længe dette ikke undertrykker livet for andre.
Frihed for Loke såvel som for Thor, er en berømt formulering af N.F.S. Grundtvig. I et digt fra 1832 gør han sig til talsmand for tros-, ytrings- og åndsfrihed i Norden. At der skal være talerum for alle synspunkter. Den tænkning er det værd at holde fast i. Vi skal i det lys ikke være fremmed over for at italesætte os selv og hinanden, som dem vi er. Det må være udgangspunktet. Det er derfor i mine øjne ’den omvendte verden’ når friheden til dem der har en særlig identitet, som man ikke umiddelbart kan læses ud af deres CPR-nummer, gøres til det normsættende for alle dem, der faktisk identificere sig med deres officielle kønsbestemmelse. Det er pjattet og fremmedgørende, for flertallet, hvis man ikke længere må bruge kønnede betegnelser.
Ethvert menneske er et unikt væsen og en kompleks natur. Alle har vi behov for anerkendelse og respekt. Vejen til selverkendelse og selvrespekt går aldrig gennem indskrænkning af andre. Et samfund som vores skal derfor evne at rumme det mere gængse og det mere særprægede på samme tid. At undertrykke det der er almindeligt udbredt vil aldrig forløse det, der i den store sammenhæng er en mindre udbredt. Forståelsen for forskellighed vindes gennem dét at betragte forholdet til et andet menneske som et gensidigt forhold mellem ligeberettigede parter. Ikke ved et kunstigt sprogbrug.
At kunne tale naturligt om en norm er forudsætningen for, at man lige så naturligt kan tale om noget andet der afviger fra selvsamme. Hvis det altså, at afvige fra en norm i udgangspunktet hverken er mindreværdigt eller umenneskeligt, så må flertallets måde at identificere sig på, også kunne italesættes som det naturligste af verden. Og det der er naturligt, skal man vel også kunne forholde sig til på KU?
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
