DAGENS ORD: | ”Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det! Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke kender ham.” 1. Johannes 3:1 |
|
[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ] I en fortravlet tid21 dec. 2019 ”Har du nu husket…?”I en stresset og splittet tid, som vores, er der måske noget helt indlysende gammeldags vi har glemt: Stilhed og ro, eftertanke og refleksion.En af mine gode venner, en musiker der blandt andet er gymnasielærer på et ambitiøst musisk gymnasium, fortalte mig gladeligt, at om små to måneder står den på orlov et halvt års tid. Al det arbejde, alle de konstante aktiviteter, den vedvarende kværnen; det slider. Jeg forstår ham godt. Hvor må det være berigende. Og så alligevel sker det sjældent at nogen trækker stikket for en periode, for at hengive sig til at søge indad. At vælge en ”unyttig” pause hvor der skrues ned for mange af omverdens signaler. Er det ikke noget de fleste af os i virkeligheden trænger til? Så vi bedre kan suge til os og hente ny inspiration. Vove at blive stille gennem en længere periode. Søge i stilhed, dét, der kan få os til at lytte på en fornyet måde til virkelighedens virkelige virkelighed. At turde give plads til eftertænksomhed. Det er som om vi både længes efter denne dybe stilhed, og undgår den. Længes – og viger tilbage. I forhold til roen, stilheden, ensomheden. At vi viger tilbage for de pauser, der kan bringe os ud på en rejse i de store vidder, som findes i sjælens dybe og mangfoldige landskab, i eftertankens og refleksionens krogede terræn. Vores undertrykkelse af denne side hos os selv; vores flugt væk fra nærkontakt med de dybeste lag i vores inderste jeg. Nu er det måske ikke muligt for de fleste af os at melde os ud af hverdagenes trummerum for en længere periode, men indstillingen; dét at stoppe op; mærke efter; vove de ’unyttige’ pauser, dét kan vi blive bedre til, langt de fleste af os. Og hånden på hjertet; vi forsømmer det alt for ofte! Vores tids dyrkning af det synlige og konkrete mister ved længere tids brug dét, der umiddelbart er tillokkende. Der findes sprækker i velfærden og det moderne verdensbillede, der lader os ane, at virkelighedens inderside rummer så meget mere; at legitimitet handler om mere end det der findes i vores umiddelbare slutsatser. Vi skal kort sagt længere og dybere ind end dér, hvor forbrug, psykologi, terapi, musikoplevelser, idelogier, al verdens kortvarige kick – ja føj selv til listen – kan føre os. Vi skal finde vejen til det rigere, dybere og sandere liv. Og den vej er umiddelbart skjult af larm og aktiviteter. Verdens trummerum skal vi slippe, hvis vi vil finde tid til at tænke, tid til at lytte, tid til at bede og tid til at vokse. Der er en vigtig dyd vi finder alt for sjældent i dag: ydmyghed. Og det er en stor skam. For vejen til bedre at få kontakt med virkelighedens virkelige virkelighed kræver et opgør med den stivnakkede selvbevidsthed og dens selvtilstrækkelighed. Måske mange misforstår ordet ydmyghed og mest af alt tænker det som ydmygende, undertrykende og selvudslettende; at være ydmyg. Men så har man rettelig kun forstået ganske lidt. Ordet ydmyg rummer det at være føjelig, blød og bøjelig. I en negativ sammenhæng kan tankerne falde på eftergiven og følagtig, det at være uden styrke. Men nej, at være ydmyg er i ordets kristne sammenhæng er at have selvindsigt. At se klart og ærligt på sig selv. At evne at favne mere end sig selv. Være selvbevidst på en sund og ret måde. Erkende sandheden om sig selv og vide, at kun gennem mødet med den større kærlighed som giver og tilgiver, ja dér findes nøglen til livet. At ville og kunne lytte til andre end os selv og dem der tænker som os, ja, det er en stor udfordring. Respekt for andre er også knyttet til dét at være ydmyg. At ydmyge sig ind for Gud er at bøje sig og lade sig forme af sandheden og kærligheden. Hvis ikke vi bliver stille – længe nok – kan vi hverken forstå os selv, livet eller Gud, der taler til os. I en tid som vores, hvor splittelse på mange leder og kanter blokkerer vores evne til at være dybe og hele mennesker, kalder evangeliet os karskt og direkte til omvendelse. Kalder os til at vælge en anden vej, end den der ligger lige for. Kalder os til at søge ham der er vejen og sandheden og livet. Foranderlighed og splittelse er et af de mest tydelige træk ved vores danske samfund. Ved den vestlige kultur i det hele taget. Paradokset er, at vi stivnakkede og selvtilstrækkeligt er indkroget i os selv, alt imens vi længes efter at kunne holde os selv ud i et åbent samspil med andre. At være bevægelige, føjelige, bløde og bøjelige, så der reelt skabes rum til at være både sandt menneske og medmenneske. Det kræver ydmyghed og at vi vover at stå af hamsterhjulet, for at blive så stille, at vi kan lytte, favne og elske. For at finde ind til den stilhed, der kan modne og udvikle os, stilles vi over for det dilemma, at for virkeligt at få fat på vores liv, så skal vi lægge det ned. Give slip, for at få det tilbage. Jesus siger i Mattæus evangeliet 16. 24-25: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det.« Det kald at finde livet uden i selviskhed og selvtilstrækkelighed at buldre fremad, men gennem stilhed, ydmyg modtagen og fællesskab med Jesus Kristus, ja, det er livets Guds anvisning på, hvordan vi blive frie og uafhængige i verden. Her bliver evnen til at stille spørgsmål mere vigtigt end at have et svar på rede hånd. Her bliver stilheden en øjenåbner og ydmyghed en livsindstilling. Her – sammen med Kristus – møder tiden og evigheden hinanden. Og livet selv kommer tydeligere til syne, når indersiden og ydersiden hænger sammen. |
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992. |
|