[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]
Den danske vigepligt
19 jan. 2020
Det lyder kækt; at Gud har vigepligt. Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) var vistnok den første til at formulere sætningen, efterfølgende har statsminister Mette Frederiksen (S) grebet den. Den ligger åbenbart godt i munden, den sætning, og er på mange måde en både venlig og bestemt måde at formulere, at demokrati, folkestyre og lovgivning står over religion. Og en klar markering af at religionsfrihed reelt ikke tæller særligt højt i de frihedsrettigheder, der umiddelbart er nedskrevet i vores Grundlov. Forståeligt nok, hvis forudsætningen er at Gud ikke eksisterer på anden måde end i hovederne på dem der nu engang er uvidende eller naive nok til at tro på ham.Fredag den 17. januar var der en forespørgselsdebat i Folketinget. Det var i grunde en debat, hvor temaet mest af alt tog afsæt i, at ingen har særlige privilegier eller en særlig ret til at undertrykke andre, fordi man har en religion. Sådanset fair nok. Problemet er bare at Gud kastes ud med badevandet.
Nu er det langt fra alene en socialdemokratisk tanke at religion i det offentlige rum er ugle set. Ved en grundlovstale i 2007 udtalte daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V): ”det er ønskeligt, at religion kommer til at fylde mindre i det offentlige rum”. Så i virkeligheden følger statsminister Mette Frederiksen (S) blot i hælene på den tænkning der fik plads og rum i Anders Fogh Rasmussens (V) tid, i kølvandet på Muhammed krisen.
Et stort flertal i Folketinget mener helt tydeligt, at religion og politik under ingen omstændigheder må blandes sammen. Det stod klart under debatten i fredags. Et stykke hen ad vejen forstår jeg dem godt; verdenshistorien er fuld af dårligdomme der kan kobles til en uhellig sammenblanding af politik og religion, eller nærmere, Gud er blevet brugt som forklaring på nærsagt alt muligt, der efterfølgende viste sig at være både ondt og forkert.
Inden man dog helt trykker retten til at tro og handle ind i den private sfære, er det værd at huske på, at hele vores demokratiske udvikling i vesten bygger på retten til at tro og tænke. Det var retten til at følge ’sin samvittighed’ der satte de første grundsten i det der senere udviklede sig til vores demokrati og folkestyre. Det at lyde Gud mere end mennesker; altså at følge det man har fået lys over; dét at ens egen samvittighed giver ret til at modsige magthaverne, ja, det begyndte i de kristne sammenhænge, hvor Ordet blev troet og forkyndt. Det er historiske fakta. Måske en hel del af vore dages politiker reelt set er historieløse?
Tro på Gud står over demokrati og folkestyre, det kan hverken regering eller lovgivere ændre på. Det går i øvrigt i almindelighed fint i spænd med respekt for vores samfunds orden; at tro på Gud. Når vores statsminister kækt mener, at Gud alene er et begreb der lovgivningsmæssigt må vige for hvad nu regering og folketing end måtte lovgive om, så kan det kun bero på, at hun og en stor del af Folketinget i dette spørgsmål reelt set ikke ved, hvad de taler om. Men at så mange ikke forstår, at det demokrati, der så højt besynges, er vokset ud af de ofre samvittighedsfulde mennesker har bidraget med igennem århundrede, det er beskæmmende.
Gud selv skal nok holde til at blive underlagt ’dansk vigepligt’ – spørgsmålet er om danske værdier holder til at Gud tages ud af ligningen?
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
