[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]
Er det frygten for en tillidskrise der driver udviklingen?
27 mar. 2020
I disse Coronatider tales og skrives der mangt og meget om en sundhedskrise og en lurende økonomisk krise. Spørgsmålet er måske i ligeså høj grad om ikke frygten blandt lederne i samfundet handler om risikoen for en tillidskrise? Om mistillid til et dansk sundhedssystem med næstfærrest antal sengepladser i Europa; kun i Sverige er antallet af sengepladser lavere. I Sverige er der 2,22 pladser pr. 1.000 indbyggere; i Danmark 2,5 pladser; medens Tyskland har hele 8 sengepladser pr. 1.000 indbyggere, på deres hospitaler.I Danmark har fokus indtil nu været på normalsituationen. Her har belægningsgraden været på 85 procent i perioder uden kriser. Det har været godt for økonomien, men reelt er der tale om en kalkuleret risiko i normaltider, uden et tilstrækkeligt sikkerhedsberedskab i krisetider.
Dernæst følger den lurende økonomiske krise. Spørgsmålet om hvad konsekvensen er, når både verdensøkonomien og efterfølgende den danske økonomi, får svære vilkår fremadrettet. Ét er engangsinvesteringerne i hjælpepakkerne; men alle konkurserne og den efterfølgende recession, hvad betyder dét for tilliden til vores egne ledere og verdenslederne?
Mere end de astronomiske beløb bliver krisens længde helt afgørende for de menneskelige og økonomiske konsekvenser. Og dermed også for de dilemmaer, som de færreste politikere kan eller vil forholde sig til. Nemlig, hvad er det for et samfund vi møder bagefter, når/hvis befolkningens tillid til sundhedsvæsen, økonomi, ledelse og fremtid begynder at smuldre?
Flere sundhedsøkonomer rejste dilemmaet i Kristeligt Dagblad den 25. marts med den tilgang, at det er dyrt at redde mennesker fra COVID-19, sådan som det gøres nu. Politikerne viger lige nu tilbage fra at melde klart ud. Eller med andre ord: Regeringen og folketinget vil både det ene og det andet – ikke vælge økonomi over sundhed eller omvendt. Sandheden er, at de allerede har valgt. Det gjorde de, da de prioriterede hvilke pengesummer, der skulle tilgå sundhedsvæsenet. Og dét ligger i forlængelse af årtiers debat om prioriteringen i sundhedsvæsenet, som ministre og politikere generelt har afvist at gå ind i. Især dér, hvor det har handlet om at prioritere et behandlingsområde før et andet.
Det Coronakrisen afslører, er politikernes frygt for, at der skal opstå en tillidskrise. Mere end noget andet er det dét, de er bange for. Men så længe den ikke italesættes, frygten for en tillidskrise, så risikerer vi at chokket nærmest bliver uoverstigeligt, hvis den dag indtræffer, hvor tilliden til samfundets bærende elementer begynder at smuldre.
Et andet paradoks, der afslører tingenes tilstand, er det faktum, hvordan samfundet normalt reagere på en influenzaepidemi, kontra COVID-19. Ofte vil en normal vinter med influenza koste godt 1.500 menneskeliv i Danmark. Denne normaltilstand bringer ingen panik, men COVID-19, den kan få samfundet til at gå i stå. Er det ikke lige præcis udfordringen af; i dette tilfælde
sundhedsvæsenet i Danmark med de 2,5 sengepladser pr. 1.000 indbyggere; politikernes prioriteringer gennem årene, med færre og færre midler afsat til sygdomsbekæmpelse og nødsituationer, der driver udviklingen. For hvis befolkningen begyndte at spørge indtil hvor klogt det egentligt var, at der blev prioriteret sådan som der er blevet gjort, vil tilliden så ikke blive sat på en gevaldig prøve i forhold til dem, der har ledet landet gennem en årrække?
For godt et halvt år siden fremkom et panel af internationale sundhedseksperter under FN, Verdensbanken og Verdenssundhedsorganisationen WHO med en meget skarp advarsel om en forestående pandemi.
En global pandemi vil være katastrofal og skabe store ødelæggelser, ustabilitet og usikkerhed fordi verden er ikke forberedt, står der i rapporten fra FN-panelet Global Preparedness Monitoring Board med den tidligere norske statsminister Gro Harlem Brundtland i spidsen. Panelet advarede om, at truslen nok heller ikke denne gang ville blive taget alvorligt.
Hvorfor? Fordi rigtig megen ledelse i denne verden har haft fokus på kortsigtede gevinster, fremfor nødvendige investeringer, der kunne bringe en større grad af sikkerhed, hvis pandemien kom.
Nu kom den så i form af COVID-19, og nu har vi mere end nogen sinde brug for at tilliden til politikerne forbliver intakt. Men det forudsætter ærlighed og konsekvens. Og sandsynligvis efterfølges Coronakrisen af en økonomisk krise. Det kræver politikere der ejer selverkendelse og udsyn, og som tør stå ved deres valg over for befolkningen.
I kristenheden har vi en opgave: At bede for alle den der sidder i ledende positioner, så kloge beslutninger bliver taget til fælles bedste. Så bl.a. politikerne ikke blot nøjes med at sige, at de vil gøre, hvad der skal til, men at de også evner at føre beslutningerne ud i livet. Så politikerne og embedsværket viser sig værdige til befolkningens tillid.
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
