DAGENS ORD: ”For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed, v18 for vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige; det synlige varer jo kun en tid, det usynlige evigt.” 2. Korinter 4:17

[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]

Lokalt selvstyrer eller?

15 jun. 2020

Det kommer ret beset ikke en skribent af Tanker i tiden ved. Det er trods alt et lokalt Sønderjysk problem. Alligevel kan jeg ikke nære mig. Den seneste udvikling i Haderslev Stift, trækker principielle spor efter sig, der viser et skisma som på sigt kan splitte en i forvejen allerede splittet folkekirke.

Kristkirken i Kolding er kommet i spalterne, efter biskop over Haderslev Stift, Marianne Christiansen har blandet sig i præstevalget. Kristkirken har indtil nu ansat præster med et konservativt kirkesyn. Kristkirkens tre præster vil derfor ikke vie fraskilte og homoseksuelle, pga. deres bibelsyn og enkelte af dem har talt imod kvindelige præster. Denne tanke er ikke en støtte til hverken den ene eller anden part i sagen, men søger i stedet at se problematikken i et mere overordnet perspektiv. De fleste sager begynder sjældent i helikopterperspektiv, men i dagligdagens skærmydslers og forandringer; således også dette jyske problem.

Det har sandsynligvis været et irritationsmoment for biskop over Haderslev Stift, Marianne Christiansen, at alle præster ved kirken arbejder ud fra det samme (missionske) trosgrundlag. Nå, men sådan har menighedsrådet ønsket dét og det er jo som bekendt menighedsrådene der vælger deres egne præster, så langt hen ad vejen må selv en biskop leve med lokale selvstyre i det stift vedkommende er biskop over. Eller må hun?

I forbindelse med at den ene præst fik kald til et andet sogn og valgte at takke ja, blev der med ét en ledig stilling ved Kristkirken i Kolding, og muligheden for at få en præst med et andet teologisk syn på verden skulle afsøges, syntes Marianne Christiansen. Der er blot det problem, at det jo er menighedsrådet der ansætter præsterne, og ved Kristkirken i Kolding er flertallet i menighedsrådet åbenbart af den mere gammeldags slags; konservativt missionske. Men en biskop er nu sjældent uden en vis form for politisk næse, så Marianne Christiansen finder snart et par stykker værktøj frem, der kan sætte det lokale menighedsråd under pres. I begyndelsen af maj informerede biskoppen derfor menighedsrådet om, at hun overvejede at udskyde præstevalget, og i slutningen af maj besluttede hun endeligt, at en ny præst først vil blive ansat efter menighedsrådsvalget. I forventning om at magtfordelingen i menighedsrådet fremover vil tippe mod en mere liberal retning.

Den udmelding har vakt stor utilfredshed i kirkens menighedsråd. Forståeligt nok, for retteligt er det jo menighedsrådet som ansætter kirkens præster – ikke biskoppen.

”Da stillingen bliver ledig tæt på menighedsrådsvalget, finder jeg det mest rigtigt at udskyde ansættelsesprocessen til den nye menighedsrådsperiode for at give de sognemedlemmer, der ikke føler sig teologisk repræsenterede i Kristkirken, en mulighed for at involvere sig i menighedsrådsarbejdet, hvor menighedsrådsvalget nu står for døren,” udtalte biskop Marianne Christiansen til JP.

Det lyder umiddelbart tilforladeligt, hvis ikke det lige er for det faktum, at biskoppen med sin indblanding kortslutter det bestående menighedsråds ledelsesret og indskrænker rådets handlefrihed et halvt års tid. Et nyt menighedsråd skal først tiltræde den 29. november, på den første søndag i advent.

Menighedsrådet er demokratisk valgt og repræsenterer dermed sognet i den fulde valgperiode. Man spørger uvilkårligt sig selv, hvorfor biskoppen tilsidesætter demokratiet for at repræsentere dem, som har undladt at engagere sig ved det seneste menighedsrådsvalg?

Dernæst, hvis biskopperne har som opgave alle steder i landet, at sikre, at mindretallene i de enkelte sogne bliver behørigt repræsenteret, så får de travlt – og vi får også en anden Folkekirke.

Omsorgen for den brede repræsentation ét sted forpligter. I de fleste sogne med flere præster har præsterne faktisk en homogen profil. Men rigtig nok, ikke alle steder. Bliver Marianne Christiansens ”hyrdegerning” ny standard, så vil det også skulle gælde den anden vej rundt, og i de fleste sogne er det de såkaldte missionsfolk, der er det trængte mindretal.

Jeg tænker landets øvrige biskopper og menighedsråd helst er fri for en central overstyring?

Under alle omstændigheder kan man ikke blæse og have mel i munden. Biskoppen og hendes kollegaer må gøre op med sig selv, om det er dem eller det lokale sogn, der skal sætte retningen i den enkelte kirke. For min del foretrækker jeg lokalt selvstyre fremfor et centralt overformynderi, da engagement altid udspringer af en nær forankret tilknytning. I tillæg tænker jeg også, at biskoppernes hyrdetjeneste bedst udøves i forhold til de præster menighederne har valgt, fremfor dem biskopperne bedst måtte synes om.



 
Henrik Frimand-Meier

Tanker i tiden

Henrik Frimand-Meier,
Netkirken

Mail: henrik.frimand.meier@gmail.com

 

Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk