[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]
Er Folkekirken i splid med sig selv?
14 feb. 2021
Den 1. februar bragte Kristeligt Dagblad en kronik skrevet af Lars Sandbeck, som er lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. : Kort fortalt viste Lars Sandbeck at den altinkluderende Folkekirken, med sit budskab om ”at det ender godt for alle.”, ikke fremstår i overensstemmelse med sin egen bekendelse.For som den ”evangelisk luthersk kirke” den påstår at være, følger i skriftgrundlaget bekendelsen, at fortabelse også er en reel mulighed. På den baggrund skrev Lars Sandbeck, at det måske er mere ærligt og redeligt, at tage et opgør med kirkens bekendelsesskrifter fra senmiddelalderen, for i stedet at søge inspiration hos nogle af de græske kirkefædre, der i deres forståelse er mere i tråd med hvad flertallet af præster og teologer prædiker og underviser i, i dagens Folkekirke; nemlig at Gud en dag vil være alt i alle, og det derfor ”ender godt for alle.”
Denne kronik har afstedkommet debat og synliggjort at Folkekirken rummer en stor spredning af synspunkter. Som Lars Sandbeck påpeger, findes der mange teologer der reelt er i modsætning til Folkekirkens bekendelsesgrundlag. Det kan man som læser af diverse indlæg efterfølgende nøgternt konstatere. Sandbecks konklusion rumme også til syvende og sidst, at det evangelisk lutherske skal udfases af Den Danske Folkekirke, så kirken fremstår mere i overensstemmelse med sig selv, anno 2021.
Så vidt så godt: Tak til Lars Sandbeck for ærligt at påpege en problemstilling, der ikke forsvinder, fordi den måske søges tiet ihjel i visse dele af kirken. Jeg er uenig med Lars Sandbeck i hans synspunkt om at de græske kirkefædre kan tages til indtægt for en tro på ’at fortabelsen er aflyst’. Ikke desto mindre har Lars Sandbeck, som den lille dreng i Kejserens nye klæder, påpeget, hvad sandt er: Virkeligheden i dagens Danmark skal vi forholde os til. Også når det gælder den evangeliske virkelighed!
For mange fremstår teologiske uenigheder og diskussioner mest af alt som ’en strid om kejserens skæg’ – altså en strid om et spørgsmål der er ligegyldigt eller ikke kan afgøres. Og ved et første øjekast kan et par ugers udveksling af teologiske synspunkter i Kristeligt Dagblad – pro et contra – for de fleste nok opleves som uendeligt ligegyldige.
Der er dog en dybtliggende og alvorlig konflikt begravet i de seneste par ugers kævl mellem præster og teologer fra de forskellige fløje i Folkekirken. Og fra mit synspunkt er det ikke ligegyldigt hvem af dem, der har ret.
Som jeg opfatter problemet handler en hel del af det, om den nutidige forkyndelse i virkeligheden tager sit udgangspunkt i en forståelse af ”gud er alt og alt er gud”, fremfor i en erkendelse af at Gud er en person. Altså om Folkekirken i dagens Danmark mest af alt er gået hen og nærmest blevet klassisk panteistisk (såsom hinduer, Unitarer, etc.) – naturligvis i sin egen form. Så man teologisk ser verden, som en udfoldelse af guds væren, og at denne gud, når alt kommer til alt, er en abstrakt 'gud'.
Når jeg kan få den tanke skyldes det bl.a. et svar cand.theol. Søren Aalbæk Rønn gav på Lars Sandbeck’s kronik, hvori han illustrativt beskriver hvordan mange kommende præster på Pastoralseminaret i efteråret 2020 i Aarhus, havde mere end svært ved at svare på spørgsmålet: ”Hvad mener du, når du siger Gud?”
For hvis præsterne (både de kommende og de nuværende) hverken tillægger Bibelen, trosbekendelsen, de lutherske bekendelsesskrifter eller præsteløftet nogen autoritet, ender Folkekirken med at være i splid med sig selv.
Og åbenbart findes der mange præster og teologer i Folkekirken, der tror på en abstrakt gud, mere end de tror på en personlig Gud.
Så hvis Folkekirkens præster, for flertallets vedkommende, hylder en abstrakte gud, og kun et mindretal tror på en personlige Gud, ja så er kirken reelt i splid med sig selv og langt væk fra sin egen officielle bekendelse.
Er den det, kan den ikke bestå når det virkelig gælder. Så må det forventes at Gud til sidst flytter lysestagen, og lader det være op til andre at bringe liv til danskernes verden. For det er dét den personlige Gud Fader vil – bringe liv til verden, gennem sin søn. Men det kræver altså, at nogen konkret vil gå bud for ham og tro på ham. Og det er ret så svært, hvis det man forholder sig til i bund og grund er abstrakt og luftigt.
Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, kom til verden i Jesus Kristus. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn.
Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud. Den der kommer til Gud, må tro at han er til.
Så tror dem der er sat til at forkynde ovenstående budskab, at Gud som elsker, nogensinde vil tvinge det menneske, der ikke vil ud i lyset, til at komme ud i lyset? At Gud vil tvinge nogen til at tage imod ham? Jeg gør ikke. Jeg tror at Gud tager hvert enkelt menneske alvorligt og respekterer de valg den enkelte bevidst foretager.
At forblive i mørket er at være skilt fra Gud. At være skilt fra Gud er at være fortabt. Det er evangeliets budskab; at alle dem der tager imod Kristus vil blive oplyst af Gud selv. Men det er også en virkelighed, at den der ikke tror allerede er dømt og får lov til at forblive i det mørke han eller hun står i.
At Gud vil, at alle mennesker skal frelses sætter ikke et lighedstegn til det slutresultat at alle mennesker bliver frelst, for hvert enkelt menneske må selv tage imod, det som livets Gud giver til verden.
I den ”evangelisk luthersk kirke” er dette ufravigeligt den lutherske bekendelse. Og respektfuldt er det, når alt kommer til alt.
Hvad vil Den Danske Folkekirke bekende sig til i tiden? Det bliver afgørende for dens skæbne og for mange menneskers ditto.
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
