[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]
Kan man det?
18 jan. 2021
Kan kristne sidde foran computeren, mens de følger en gudstjeneste på nettet, og selv holde nadver? Spørgsmålet er blevet aktuelt efter længere tids restriktioner og et begrænset gudstjenesteliv. I forlængelse af coronakrisen har teologer diskuteret om det er i orden at indtage nadveren fri af de gængse rammer, som normalt er forudsætningen for et kristent fællesskabs nadverfejring.En interessant problemstilling, for den medfører en fornyet drøftelse af nadverens betydning og den kontekst, fejringen og proklamationen af Jesu forsoningsdød og herredømme, skal ses i. Og umiddelbart er det positivt, hvis der bliver en større forståelse for nadverens rolle, form og væsen. Alt imens mange ude i virkeligheden og hjemme i stuerne, følger opfordringerne fra forskellige prædikanter, der ser den digitale nadverfejring som en mulighed og nødvendig fornyelse af praksis, uden at de måske har tænkt sagen ordentligt igennem.
Kernen i nadveren er forsoningen mellem himlen og jorden, og mellem Gud og det enkelte menneske. Forsoningen bygger på den konkrete handling Jesus Kristus udførte, da han gav sig hen for at død på korset for os. Forkyndelsen af Jesu død på korset gøres i nadveren selv til en konkret handling. En tros- og forkyndelseshandling. Brødsbrydelsen.
Til alle tider har det at spise sammen været en fællesskabshandling. For stamme-, venskabs- og familiebånd; for livsfællesskab mellem mennesker. Da jøderne skulle ud af Ægypten spiste de påskelammet og det usyrede brød sammen. Under vandringen i ørkenen bespiste Jahve Israels folk med Mannakorn fra himlen og der sprang vand fra klippen. Da Jesus havde undervist folk i tusindevis, i øde egne, afsluttede han med at bespise dem, inden han sendte dem videre.
Det kan virke mærkeligt, at Kristuslivet også formidles til os i rent materielle ting som brød og vin. Det nytter blot ikke at begrænse Gudsriget, alene til en åndelig sammenhæng. Gud har aldrig ønsket, at mennesket skulle være et helt igennem åndeligt væsen. Derfor benytter han sig også af rent materielle ting som vin og brød, der ved første øjekast ser noget primitive og uåndelige ud, når forkyndelsen af Jesu død og herredømme skal omsættes i både den fysiske og åndelige verden. Brødet og vinen bliver i forkyndelsen af Kristi død til materielle genstande, der indgiver os det nye liv, i en forening mellem ånd og materie. Gud, der selv er ånd, bruger altså materien, han bryder sig om den. Han opfandt den!
Når det handler om afholdelse af digital nadver så kan det hurtigt slås fast, at i en katolsk kontekst er det umuligt, at andre end en kaldet ordineret præst uddeler brødet og vinen. Havde man spurgt Martin Luther vil lægmand heller ikke kunne påtage sig den opgave. Om Jesus selv og apostlene ville havde været afvisende, tvivler jeg på. De ville i stedet sætte et helt andet kriterie op: Tager du nadveren seriøs – tror du på betydningen af Jesus død og opstandelse, og tager du del i fællesskabet?
Når nadveren af kirkefaderen Ignatius skildres som "udødelighedens lægemiddel" er det et udtryk for, at fællesskabet med Jesus og delagtigheden i hans offer, skænker evigt liv, og at denne virkelighed kan erfares her og nu. Herunder at få konkrete udtryk som helbredelse af ånd, sjæl og legeme. Vi skal med andre ord tænke syndernes forladelse, helbredelse og evigt liv sammen i begrebet frelse.
Menigheden har i sit fællesskab Jesu egen tjenergerning for øje som forbillede for de indbyrdes relationer. I dette formidler Helligånden sine nådegaver mirakuløst. Alene på grundlag af Jesu død og opstandelse. Nadveren er trosforkyndelse af Jesu stedfortrædende død gennem brød og vin, og nadveren er ’forløberen’ for nådegavernes åbenbaring. Nådegaverne udløses og virker fordi menigheden er frikøbt af Jesus.
Der hvor forkyndelsen og troen på Kristi stedfortrædende død er, vil Helligåndens virke manifestere sig i fællesskabet. Ordet om korset bærer, så at sige, Helligånden ind i hjerterne på dem, der hører og tror. Et af de mirakler der gik igen i Jesu tjenestegerning er helbredelse. Guds rige åbenbaret i gudstjenesten – båret med ud i hverdagen! Derfor opleves helbredelse på mange forskellige planer i menigheden, når nadveren deles: socialt, psykisk, fysisk, åndeligt. For nadveren rummer helbredende og frelsende kræfter, når mennesker får deres opmærksomhed rettet bort fra dem selv og hen til Jesus Kristus.
Brødsbrydelsen er altså en handling i tro på det ord, der udgik fra Jesus, forud for hans død. Ikke en transformerende mystisk handling, men en handling familien- og menighedsfælleskabet foretager sammen, der udtrykker og forkynder Jesu forsoningsdød på korset, for den enkelte såvel som for alle.
Når brødet og vinen modtages i tro ’veksles’ det til dét, det repræsenterer. På samme måde, som pengesedlen før i tiden kunne veksles om til guld. Brødet og vinen repræsenterer Jesu Kristi død, og er en proklamation af dens betydning, i det nu hvor den enkelte modtager nadveren, såvel som i et evigt perspektiv. På jorden og i himmelen.
I udgangspunkt er nadveren forbeholdt menigheden alene. Dog sådan, at brødsbrydelsen er et inkluderende fællesskabsmåltid for alle, der med sin mund bekender, at Jesus er Herre, og i sit hjerte tror, at Gud oprejste ham fra de døde.
Som jeg opfatter nadveren er det i udgangspunktet ikke noget den enkelte selv kan gribe ud efter, men noget man får givet. Nadveren er intet ’ta’ selvbord’! En medkristen kan række brødet og vinen. Som sådan bør man være minimum to, for at dele nadver. Uagtet dette er min tro, skal ingen begrænse Guds virke. Enhver må prøve sig selv. Forudsætninger for at modtage brødet og vinen er, at det sker i tro og i respekt for hvad det er der fejres, når nadveren deles.
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
