[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]
Dåb eller velsignelse?
6 apr. 2021
Jeg er både overrasket, og så alligevel ikke. Den 7. april afholdes et nordisk Webinar under overskriften Velsignelse frem for dåb. Kan velsignelse af børn være et alternativ til barnedåb.Panelet der består af biskop em. Kristjan Valur Ingólfsson, ELCI, IS, biskop Cristina Grenholm, Secretary for the church & professor of systematic theology, Church of Sweden, SE og ordfører Terje Hegertun, Professor in systematic theology, MF Norwegian School of Theology, Religion and Society, NO, skal diskutere om dåb altid er nødvendig – og kan eksempelvis velsignelser være et realistisk alternativ?
Jeg formoder Augustin, Luther og mange andre afdøde kirkepersonligheder og teologer med dem, roterer som jetmotorer i deres grave, når den føromtalte dåbsdiskussion finder sted? Et er sikkert; teologisk er det en sliske ud i det tomme rum, hvis et fald i antallet af dåbsbørn, får de lutherske kirker i norden til at tænke i tillokkende alternativer, der reelt set er en forkastelse af den teologi der ligger til grund for, at man døber babyer. For hvis dåben ikke er absolut nødvendig for frelsen, kan det jo være at Augustin med flere, ikke havde helt ret i deres antagelse af dåbens betingelse?
Som jeg begyndte denne tanke, så er jeg overrasket, og så alligevel ikke. For kun de færreste præster, provster, biskopper, teologer og professorer i de lutherske kirker, og på universiteterne, er i dag trosmæssigt på linje med Augustin og Luther, når det gælder dåbssynet. At et barn, der ikke har modtaget dåben, går fortabt, hvis det dør, ja det er jf. den klassiske teologi, konsekvensen af arvesynden. Men i vores liberale tid, med stærkere humanistiske strømninger end teologiske, må den mere alvorlige fortælling vige for den mere altfavnende.
Jeg tænker, at barnedåben for flertallet af medlemmerne i Den danske Folkekirke, mest er en hyggelig navngivning af en ny samfundsborger, eller et festligt indslag i gudstjenesten. Hvor mange mon tillægger teologien vægt og siger, at når vi er frelst, så er det, fordi vi er døbt?
Min formodning er også, at kun de færreste danskere vil tilslutte sig det, der står i det reformatoriske grundskrift Confession Augustana artikel 2, hvori det formuleres, at alle mennesker fra undfangelsen er smittet med synd, som af en arvelig sygdom. Og at mennesker i dåben helbredes for denne arvelige og dødelige sygdom, så mennesker der modsat ikke er døbt, i medfør heraf, fordømmes til evig død og fortabelse.
Om man kan lide ovenstående eller ej: Det er kirkens teologi og bekendelse, at arvesynden er selve kristendommens forudsætning. I hvert fald i de fleste kirkesamfund, for der findes undtagelser: De baptistiske kirker, forudsætter en personlig tro før et menneske bliver døbt.
Pudsigt nok er lutheranere og baptister grundlæggende enige om den kristne dåbs begrebsmæssige indhold. Bl.a. jf. Paulus’ Brev til Romerne kapitel 6, hvor det hedder: »alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død. Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans. Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden; den, der er død, er jo frigjort fra synden. Men er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham. Og vi ved, at Kristus er opstået fra de døde og ikke mere dør; døden er ikke herre over ham mere. For den død, han døde, døde han fra synden én gang for alle. Det liv, han lever, lever han for Gud. Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.«
Dåben er altså en trosmæssig begravelse af ’det syndige menneske’ og den enkeltes bekendelse af, at høre Kristus til, og at vedkommende vil leve for Gud, i troen på Jesus Kristus.
Forholder baptister i forskellige afskygninger sig så ikke til begrebet arvesynd? Jo, så afgjort. De læser blot en større nåde ind i Markus Evangeliets beretning i kapitel 10, hvor Jesus velsigner de små børn: De tror, at Jesus ”god-siger” de små, at han med sin velsignelse ”sætter Guds gode signatur på dem. For Guds rige er deres.” Så arvesynden nok er et grundvilkår for ethvert menneske, men Guds nåde er større end arvesynden. De tror at Gud favner de små, trods arvesyndens forbandelse, så fortabelsen først følger, når oprøret imod Gud udtrykker sig i en mere bevidst afstandtagen, hos den enkelte.
Gud ved, hvem der har ret!
Søren Kierkegaard gør i ’Sygdommen til Døden’ det klart, at syndens modsætning ikke er dyd, men tro. Synden er med andre ord vantro, menneskets helt og aldeles uforklarlige oprør imod Gud, altid og i alle ting. Synden er ikke relativ, men absolut – og menneskets behov for Kristus er dermed også absolut, og Helligåndens åbenbaring af Kristus som Guds ord, er den absolutte sandhed om menneskelivet.
Hvis den lutherske kirke vil komme folk i møde, skal den gøre det ærligt og redeligt. At ’klippe en tå eller hugge en hæl’ bringer intet godt med sig. Hvis dåben er nødvendig og frelsende for små babyer, såvel som for voksne med, så stå ved dét. Hvis velsignelsen fra Gud beskytter og bær igennem for de små børn, så meld det ud. Begge synspunkter kan ikke være gældende. At sætte sig mellem to teologiske stole, er som at sætte sig i det tomme rum. Det gavner ingen, slet ikke de mennesker, der befinder sig i et perifært forhold til kirken, og som måske er dem man med Webinaret den 7. april, søger at komme i møde.
Paulus advarede et andet sted om »at der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter. «
Måske er den tid nu, uanset hvilke drøftelser der pågår i de forskellige kirker i vores verden, for øjeblikket?
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
