[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]
Dødbringende barmhjertighed
18 apr. 2021
Jeg har kun prøvet det en enkelt gang. At sidde helt tæt på et menneske i dødsøjeblikket. Det var da min mormor døde i 1989. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig.Forhistorien er den, at jeg er opvokset hos mine morforældre; dernæst at min mormor efter længere tids sygdom lå for døden på sygehus, hvor nogle af os fra familien på skift holdt vagt ved sengelejet.
Den sidste nat sad jeg og holdt min mormors hånd, på en måde så jeg hele tiden kunne mærke hendes puls. I timerne op til døden indtraf, havde hendes blik været fjernt, gråt og mat. I hvilken grad det livløse udtryk i øjnene skyldtes medicin eller sygdom, ved jeg ikke.
Ved firetiden om morgenen mærkede jeg en forandring. Her lige før dødsøjeblikket rykkede det i hånden og pulsen steg. Hendes blik forvandledes fra den gamle syge kones matte udtryksløse øjne, til det skarpe blik, jeg kendte fra hendes velmagtsdage. Stålsatte klare øjne, fulde af karakter og personlighed. Det varede kun kort, tidsrummet, fuld af liv, der manifesterede sig midt om natten, kort før døden indtraf. Men det opstod.
Det var som jeg fornemmede det, hele hendes kerne som menneske kom til syne i det øjeblik, selv om hun ikke kunne få et ord over sine læber. Med hendes blik fæstet til mit forstod jeg, at hun opfattede alt jeg sagde og udtrykte til hende. Varede det et minut eller to? Jeg ved det ikke. Det jeg til gengæld ved er, at der i en sygs sidste timer findes øjeblikke (i hvert fald nogle gange) hvor livet kan manifestere sig. Og hvor dét, der i timer og dage inden, var et upersonligt livløst udtryk, ja, der kan dette udtryk skifte til et personligt øjeblik af liv og nærvær.
I syv, snart otte vestlige demokratier tillader man aktiv dødshjælp. Også herhjemme er en overvejede del af befolkningen tilhænger af, at det gøres lovligt, så alvorligt syge kan få dødssprøjten. Argumentet der typisk bruges, er barmhjertighed.
I takt med individets ret til selvbestemmelse, hvor den enkelte planlægger og beslutter mere og mere, bliver døden også set på som en individuel ret, man kan træffe en afgørelse om, og som samfundet så efterfølgende skal bistå vedkommende i.
Problemet er, når det kommer til stykket, at vi udtaler os om emnet, som de blinde om farverne. Eller vi beslutter i blinde, for ingen af os har reelt været i et dødsøjeblik. I vores tid er smerter ’det ukendte og fremmede’, ja døden som en uvilkårlig del af livet, tabubelagt for de fleste af os. Døden er som ’den ubekendte fremmede’ vi helst vil møde så ubemærket som muligt og i kortest mulig tid.
Læg dertil at udviklingen i de lande der har flere års erfaring med aktiv dødshjælp, ja, der er gruppen som tilbydes aktiv dødshjælp hele tiden vokset henover årene. Det begynder med de terminalt syge og udvides så efterhånden til flere og flere fx. psykisk syge. Fra små børn over midaldrende til gamle. En glidebane, hvor der over indgangen står ’barmhjertighed’.
Men er det barmhjertighed at tage et liv, før dette liv naturligt rinder ud? Ikke i mine øjne. Livet er helligt. Ordet kommer af det at være ’hel’ og ’dyrebar’. Dernæst i kristen og jødisk kontekst; at være sat til side for Herren – at høre Gud til. Kristen eller ikke kristen; til et helt liv hører det til at skulle dø når livet selv rinder ud af os. Livet er dyrebart og må ikke kastets bort før tid.
Vores selvforståelse, hvor vi konstant søger at kontrollere og være herre over stort og småt, udfordres af livet selv, der rummer tider og perspektiver der er større end os. Livet kan vi måske på mange måder overdøve i perioder, men døden er ufravigeligt livets punktum, som vi skal forlige os med. Ikke ved at fremskynde den, men ved at gå ind i den på dens vilkår.
Vores tid med alle dens fremskridt tilbyder os palliative behandlinger, så vi kan dø uden voldsomme smerter. At gøre aktiv dødshjælp til en barmhjertighedsgerning er en løgn, der frarøver den døende mulighed for at være hel – hele livet.
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
