DAGENS ORD: ”Fra mine læber strømmer lovsang, for du lærer mig dine love.” Salme 119:171

[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]

Troldsplinten – og kirkens forkyndelse

30 sep. 2021

Har vi brug for et opgør med ”en Gud, der er så hævngerrig og krænkelsesparat, at han for at få afløb for sin vrede orkestrerede et æresdrab på sin egen søn”??? Spørgsmålet er en af de provokerende vinkler på en klumme under temaet ”Kirkeligt set” som sætter fokus på fornyelse af Folkekirkens forkyndelse.

Før jeg for alvor tager hul på emnet, så lad mig begynde et helt andet sted, nemlig med indledningen til H.C. Andersens (HCA) eventyr ”Snedronningen”.

”En dag var han ("djævelen") i et rigtigt godt humør, thi han havde gjort et spejl, der havde den egenskab, at alt godt og smukt, som spejlede sig deri, svandt der sammen til næsten ingenting, men hvad der ikke duede og tog sig ilde ud, det trådte ret frem og blev endnu værre. De dejligste landskaber så ud deri som kogt spinat, og de bedste mennesker blev ækle eller stod på hovedet uden mave, ansigterne blev så fordrejede, at de var ikke til at kende, og havde man en fregne, så kunne man være så vis på, at den løb ud over næse og mund. Det var udmærket morsomt, sagde "djævelen." Gik der nu en god from tanke gennem et menneske, da kom der et grin i spejlet, så trolddjævelen måtte le af sin kunstige opfindelse. Alle de som gik i troldskole, for han holdt troldskole, de fortalte rundt om, at der var sket et mirakel; nu kunne man først se, mente de, hvorledes verden og menneskene rigtigt så ud. De løb omkring med spejlet, og til sidst var der ikke et land eller et menneske, uden at det havde været fordrejet deri. Nu ville de også flyve op mod Himmelen selv for at gøre nar af englene og "Vorherre." Jo højere de fløj med spejlet, des stærkere grinede det, de kunne næppe holde fast på det; højere og højere fløj de, nærmere Gud og englene; da sitrede spejlet så frygteligt i sit grin, at det fór dem ud af hænderne og styrtede ned mod jorden, hvor det gik i hundrede millioner, billioner og endnu flere stykker, og da just gjorde det megen større ulykke end før; thi nogle stykker var knap så store som et sandkorn, og disse fløj rundt om i den vide verden, og hvor de kom folk i øjnene, der blev de siddende, og da så de mennesker alting forkert, eller havde kun øjne for hvad der var galt ved en ting, thi hvert lille spejlgran havde beholdt samme kræfter, som det hele spejl havde; nogle mennesker fik endogså en lille spejlstump ind i hjertet, og så var det ganske grueligt, det hjerte blev ligesom en klump is. Nogle spejlstykker var så store, at de blev brugt til rudeglas, men gennem den rude var det ikke værd at se sine venner; andre stykker kom i briller, og så gik det dårligt, når folk tog de briller på for ret at se og være retfærdige; den onde lo, så hans mave revnede, og det kildede ham så dejligt. Men ude fløj endnu små glasstumper om i luften. Nu skal vi høre!”

Nogenlunde sådan skrev HCA i ”Snedronningen”. HCA skrev det i december 1844 og det udkom efterfølgende i 1845. Mere end noget andet er eventyret fortællingen om to børns dannelsesrejser med det onde, som spiller dem et puds. (Gerda og Kay.) Men hvad mere er, er det også blevet et illustrativt billede på det fordrejede i verden hvor troldsplinten, i Kay’s tilfælde, gør ham forstandig frem for uskyldig, på den ensidige måde. Han interesserer sig ikke længere for det sande og smukke og rene (roserne), nu foretrækker han – ligesom menneskene i ”Nattergalen”, et andet af HCA’s eventyr – det kunstige. Det er historien om det gode mod det onde, om at bevare sit barnesind og om kærlighedens stærke kraft, der i Gerda redder Kay til slut – som i de gode eventyr, forstås.

Denne lange begyndelse til ’en tanke i tiden’ skal perspektivere spørgsmålet og udfordringen i, hvad er rettelig kirkens forkyndelse i 2021?

Spørgsmålet er sådan set altid aktuelt, fordi det glade budskab ikke er bundet til en bestemt tid og kultur, men skal erfares individuelt og til hver en tid og på hvert sit sted.

Når emnet tages op her, sker det med baggrund i to indlæg af Lars Sandbeck i Kristeligt Dagblad, henholdsvis den 25. september, og den 29. september. Det seneste som et svar på stud.theol. Simon Højris Mejdahl’s kommentar til Lars Sandbecks ’klumme’ af den 25. september.

Lars Sandbeck er lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter – og ikke en hr. hvem som helst – men én der er med til at påvirke retningen i Folkekirken; landets mest udbredte ’prædikestol’ og som sådan må være værd en tanke.

Lars Sandbeck har tydeligvis et problem med Luthers tilgang til forkyndelsen af Jesu død og opstandelse, og ønsker sig i stedet et større fokus på nogle af de græske kirkefædres kors- og opstandelsesteologi. Vel at mærke i det forståelseslys som er Lars Sandbecks eget. (Mon ikke det snart er på tide han dropper den lutherske danske folkekirke til fordel for en græsk ortodoks menighed? Det vil være mere ærligt!)

At han kan finde på at formulere sig med ordene: ”en Gud, der er så hævngerrig og krænkelsesparat, at han for at få afløb for sin vrede orkestrerede et æresdrab på sin egen søn” efterlader hos mig det indtryk, at Lars Sandbeck har fået noget ’i øjet’ så evangeliet ”er blevet så fordrejet, at det ikke er til at kende” for nu at tillempe HCA til problemstillingen. Og hvad værre er; det indikerer, at Lars Sandbeck hverken har forstået skabelsesberetningen med det ansvar Gud tillægger mennesket; eller nødvendigheden af, at Gud selv blev menneske for at redde trådene ud, når der blandt menneskene ikke fandtes én der kunne stille sig i gabet for Guds åsyn. Eller; alvoren af synden som begreb. Det virker i hvert fald som om lektoren ikke ejer erkendelse af, at Jesus er sand Gud.

Før fortællingen om Jesu korsdød og efterfølgende opstandelse giver mening, må man forstå menneskets ansvar og rolle. Synden er oprindeligt et menneskeligt bevidst fravalg af Gud Herren, fordi mennesket selv ville være Gud og herre i eget liv. Der er ikke tale om en sygdom, som Lars Sandbeck formulerer det i sin anden artikel. Synd er oprindeligt en konsekvens af et fravalg af Gud Herren og dernæst en efterfølgende fødsel ind i slaveri, for hver og en af os. Alle er vi blevet taget til fange af ”djævelens mirakel”. Og det lider menneskeheden og verden under, også i dag.

Jesus valgte selv at blive menneske. Dernæst at betale prisen for hvert enkelt menneskes løskøbelse. Evangeliet er at Jesus med sin død og opstandelse har besejret ”djævelen”. Men det skal hver enkelt tage imod i tro. Det skal bekendes; at vedkommende forsager Djævelen og alle hans gerninger; at den enkelte tror på Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd; at Gud Herren igen vælges til, og at Han får herredømmet over hjertet, hos hver enkelt af os.

Og ja, tidligere generationers ord og mulige misforståelser og fortærskede floskler, kan ikke bruges til noget i dag. Evangeliet skal genopfindes og iklædes tonen i Danmark i 2021. Prædiken skal tage afsæt i den kultur og det sprogbrug som er vores. Og ja, vi har stadigvæk brug for at forstå, at Gud, der er kærlighed, sendte sin søn som et formildende offer i vores sted. Det skal italesættes så alle fatter budskabet.

Men Gud er altså hverken hævngerrig eller krænkelsesparat, eller en far der orkestrerede et æresdrab på sin egen søn. Derimod gav Gud sig selv, for vores frelses skyld.

Den treenige Gud kan ikke opdeles i uafhængige adskilte dele, og Gud Fader og Gud Søn er ikke sammenlignelige med et jordisk far-søn forhold. Det skulle man ellers tro, når man læser Lars Sandbeck.

Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Det kan selv ikke Lars Sandbeck lave om på, i al hans forstands vælde.

Dette budskab trænger kirkerne til bliver forkyndt sandt og uforfalsket. Gør det i tidens kontekst. Gør det så troldsplinten taber sin magt!



 
Henrik Frimand-Meier

Tanker i tiden

Henrik Frimand-Meier,
Netkirken

Mail: henrik.frimand.meier@gmail.com

 

Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk