[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]
For lidt vækkelse – for lidt ligestilling
24 nov. 2021
En udgravning af en kirke fra 400 årene i Israel, nærmere bestemt i nærheden af havnebyen Ashdod, har sat sindede i kog blandt forskere. I den ene lejer antages det at der nu er bevis for, at kvinder havde større betydning i oldkirken end tidligere antaget, mens der i den anden lejer konkluderes, at i den første lejer føres moderne identitetspolitik og ønsketænkning. Hvorom alting er, er det uomtvisteligt at i bemeldte kirkeudgravning, har forskerne kunnet afkode inskriptioner, der viser at mange af dedikationerne er til kvindelige gejstlige og at deres navne står side om side med mændenes.Det ser altså ud til, at der var steder i det 5. og 6. århundrede, hvor kvinder var ligestillede med mænd i kirken. Modsat i den skrevne tradition, hvor kvinder efter den senere kirkelov blev forbudt at undervise eller døbe. Underforstået, i efterfølgende tider fandt nogle kirkeledere det nødvendigt at forbyde kvinder at tjene med undervisning og dåbsforrettelse.
I et bibelsk lys er det tankevækkende at i skabelsen var mand og kvinde sideordnet og hinandens lige, ja, definitionen på det at være menneske er kvinde og mand sammen som en enhed. Det Nye Testamente beretter dernæst, at apostlen Filip besøgte byen Ashdod, og at han havde fire ugifte døtre, der ”var jomfruer, og som profeterede.” Lidt af en mulig forklaring på hvad forskerne har fundet ved udgravningen af kirken i Ashdod, måske? For mig er der intet underligt i, at den kirke, der levede tæt på Jesu fysiske tilstedeværelse, kan havde haft en i tiden normbrydende positiv tilgang til kvinder og til deres tjeneste.
Som barn af vækkelsen i 70’erne bemærkede jeg, at når Helligånden fik plads, så blev flere kvinder sat fri til at tjene. Går man nogle hundrede år tilbage i den nyere kirkehistorie ser man samme tendens. Når vækkelsens vinde berørte menigheden, sattes flere kvinder ind i tjeneste. Lad så være, at de ofte har måtte lade sig tage til takke med missionsgerningen i tredjeverdens lande eller i mere periferier dele af menighedsarbejdet, så som fornyelse af salme- og lovsangen, omsorgstjeneste eller andet, der ikke direkte havde med ledelse at gøre. Ikke desto mindre, har alle vækkelser fået det til at boble blandt kvinderne og skabt fornyelse i det kirkelige arbejde.
For mig er vækkelse = ligestilling. Gud undertrykker ingen. Tværtimod. Spørgsmålet i Kristus er ikke hvilket køn du tilhører, men hvilket kald Gud og Helligånden har kaldet dig til. På hvilken måde udfolder du dig bedst og hvordan tjener du kærligt og givende til andre – ja, hvordan bidrager du med liv til verden?
Når mange kvinder har ledende og forkyndende opgaver på missionsmarken, og har været overrepræsenteret ude og ikke hjemme (set over de seneste mange år), tror jeg det mest af alt handler om, at kvinderne ikke har fået chancen hjemme, og at tilsvarende mange mænd har undladt at svare JA til det Guds kald, der reelt har været deres.
Når Ånden har virket i menigheden, har ganske enkelt mange flere kvinder været lydhøre over for Guds kald, end mændene har været det.
Nu kan det ret beset være ligegyldigt, hvad jeg mener, men hvad Gud gør, er værd at tage ved lære af. I Jesu tjeneste var kvinderne ligeværdige med mændene og blev til trods for samfundsnormen behandlet ordentligt og med respekt. Jesus gav opstandelsesbudskabet til kvinderne, før han gjorde det til mændene i hans tilhængerskare. I apostlenes dage var fx Akvila og Priskilla’s tjenester ligestillede.
Den faktuelle sandhed er, at forskerne fortsat ikke ved noget endegyldigt, der beviser at kvinderne havde en meget større rolle i den tidlige kristendom, end hvad man tidligere han antaget. Det fundene bekræfter er, at kvinderne havde officielle embeder i oldkirken. Men at konkludere, at kvinderne var ligestillet med mænd, kan ikke entydigt fastslås. Derimod er det værd at bemærke, at nok var kulturerne på Jesu tid kvindeundertrykkende, men i vækkelsen, der fulgte Jesu opstandelse, blev kvinderne løftet, uagtet de måske ikke blev sideordnet med mændene i en mere ledelsesmæssig bred forstand.
Det der kan udledes er, at kvinderne havde en central position, hvor de både ledede bønnen, prædikede og gjorde tjeneste på lige fod med mænd.
Det vi i den rige del af kristenheden kan konstatere er, at vi i alt for mange år, har måtte nøjes med, at det har været mænd der satte dagsordenen. Det har de seneste årtier siden 1950’erne gjort op med. Og tak for dét. Lige så stort et tab det har været at måtte undvære kvinderne i mange af årene der er gået forud, lige så stort et tab, vil det være, hvis mændene i tiden vi er i, ikke følger Guds kald over deres liv.
Forudsætningen for en ligeværdig tjeneste blandt kønnene er, at vækkelsens vinde får et ordentligt tag i os. Det mangler jeg endnu at få at se, i det årti, vi er i.
Inspireret af Niels Heins artikkel i Kristeligt Dagblad den 23. november 2021
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
