[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]
På gale veje
15 feb. 2023
Er Gud en "han", en "hun", "den" eller måske noget helt fjerde? Det spørgsmål skal den engelske kirke til at undersøge. Årsagen til den kommende undersøgelse er ifølge avisen The Guardian, at en britisk præst har bedt om lov til omtale Gud i kønsneutrale vendinger. Overvejelserne er ifølge kirken ikke nye. De er snarere en del af en bredere tendens mod at tilpasse sprogbrugen.Det er ikke kun i Storbritannien, at spørgsmålet om Guds køn er til debat, ifølge DR.DK. I Nørresundby kan præst Kathrine Fischer også godt se en idé i, at man kommer væk fra traditionen med at omtale Gud som hankøn.
- Jeg synes, at det giver god mening at få en gud, som ikke altid behøver at blive omtalt som 'han', fortæller hun. - Jeg taler om Gud uden pronominer – Jeg prøver i hvert fald. Det vil sige, at jeg bare bruger Gud-begrebet uden at sætte et "han" eller "hun" på det, fortæller præsten.
Hun peger på, at det er vigtigt for folkekirken at følge med tiden. - Jeg er optaget af, at vi hele tiden skal være relevante, vi skal være folkets kirke, og vi skal være nysgerrige på den verden, der er omkring os og forkynde ind i det, siger præsten.
Hvad det så lige er, de ’tidsrigtige’ præster vil til at forkynde, kan dårligt være evangeliet, sådan som Jesus forkyndte det.
For en af de helt store gode nyheder Jesus bragte os, var, at Gud er vores himmelske far. At præster i folkekirken ikke vover at omtale Gud som far, forarger mig ikke. Det gør mig derimod trist, for det viser, at de savner en vigtig afgørende erfaring i deres liv. At Gud er en person og ikke et begreb.
For hvad er det lige Bibelen lærer os om os selv og om Gud? At vi er skabt i Guds billede, som mand og kvinde. Vi er samlet set et udtryk for, og en afglans af, hvem Gud er, i vores optimale fælles virke som kvinde og mand. Ja, Gud er maskulin, som vores himmelske far, i sit fadervæsen er maskulin. Og Gud er også som en kvinde, der føder sine børn, livgivende og omsorgsfuld, skærmene og favnende. Gud er ikke enten eller, men han er; rummende livet i al dets mangfoldighed.*
De bibelske sandheder udtrykkes også i trosbekendelserne. I ”Den athansianske trosbekendelse” her gengivet i Alfred Th . Jørgensens oversættelse fra 1937, lyder sætningen: ”Sønnen er af Faderen alene, ikke dannet eller skabt, men født.” I en anden trosbekendelse, den nikænokonstantinopolitanske hedder det: "Jeg tror på én Gud, den almægtige Fader, himmelens og jordens, alt det synliges og usynliges skaber. Og på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, som er født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen..."
Vores kristne tro taler om Gud som far, men aldrig begrænset i skikkelse af hvad en jordisk far rummer. Det er vigtigt at kristenheden tør stå ved, hvad kønsdefinitionerne rummer, frem for at fornægte dem. For ved at forkynde sandt og kærligt – om hvem Gud er – finder vi mennesker vej ud af det hængedynd, som tidsånden sætter os i.
Jesus brugte ordet abba i sit bønsliv (Mark. Ev. 14, 36) og lærte sine disciple at de måtte bruge hverdagssproget i deres bønsliv. (Matt. Ev. 6, 5-15) Abba er aramaisk for ’faderen’ og kan også betyde ’min far’. Dette vigtige aramaiske ord signalerer både respekt i tiltalen til en person, der står over en, og et dybt personligt forhold mellem den, der bruger det, og den, der tiltales.
Jesus satte alle troende på samme plan, uanset herkomst og historie, da han lærte os at Gud er vores far. Når man tager ordene ”Vor Fader” i sin mund ved gudstjenesten, tvinges man også til at kigge hen langs bænkerækken og ud over verden og ser brødre og søstre i ethvert land. Dernæst definerer Jesus faderbegrebet ultimativt i Luk. Ev. 15, 11-32. I lignelsen om den fortabte søn, viser Jesus os, at Gud ikke på nogen måde er sammenlignelig med jordiske fædre. Slutteligt, at vi som Guds børn ’har Guds ører’. Vores himmelske abba hører os, når vi taler til ham på vores hjertesprog, vores modersmål, i Jesu navn.
For os er hverdagssproget naturligt at bruge i vores trosliv, men den selvfølgelighed vi går til både skriftlæsning, lovsang og bønner på, er fremmed for jøder og muslimer, der i deres skriftlæsning og bønsliv benytter et ”helligt sprog”. Henholdsvis et klassisk hebraisk og for muslimernes vedkommende, et klassisk arabisk, som blev brugt i det syvende århundrede.
Jesus levede i en verden, hvor den offentlige oplæsning af Bibelen udelukkende foregik på hebraisk, og bønnerne også blev frembragt på det sprog, typisk i en længere rituel praksis. Fx begynder den jødiske morgenbøn med en fremsigelse af teksten fra 5. Mos. 6, 4-5, som dernæst efterfølges af en række på atten bønner. Morgenbønnen bruges stadig i synagogegudstjenesten, den dag i dag.
Jesus tog det dramatiske skridt at godkende aramaisk som et sprog, der kunne bruges til bøn og gudstjeneste. Her åbnede han døren for, at ’vi kan gå lige ind foran Guds trone’ og at Bibelen efterfølgende kunne skrives på alle verdens sprog. Heraf følger, at der i kristendommen ikke er noget helligt sprog; eller for den sags skyld en hellig kultur. Alt som en naturlig konsekvens af inkarnationen. Men hvad også følger af dette er, ’banket ind med syvtommersøm’, at vi må kalde Gud vor far – for det er hvad han er – vores himmelske far.
Paulus bruger ’abba’ ordet i sit brev til Galaterne 4, 6-7a: ”Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader! Så er du da ikke længere træl, men barn.” Det er dette kår, der umuliggør, at Gud kan tiltales kønsløst eller upersonligt af den troende.
Den der ikke tror, kan naturligvis finde mening i at tale om Gud uden en personlig tiltaleform, men for det menneske der har oplevet Helligåndens åbenbaring i sit liv, og som har erkendt at ”således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”, ja det menneske har forligt sig med Guds faderrolle, fordi han har erfaret at Gud er kærlighed. Og ved, at Gud faders maskulinitet ikke må sammenlignes med den afstumpede maskulinitet vi finder i verden.
Hvis vi afviser de bibelske billeder af Gud som fader tager vi det glædelige budskab ud af evangeliet. Vi skal også fastholde at Gud er ånd og derfor hverken mand eller kvinde. Dog indeholder Guds billedet både mand og kvinde, i og med at begge køn er skabt i det billede. Erstatter man dette med intetkønsudtryk, vil det uvægerligt føre til en forarmelse af rigdommen i den bibelske sandhed om os selv og om Gud.
De mennesker der vil tale upersonligt om Gud er på gale veje og agerer som blinde, der vil lede blinde.
Må Gud åbne de blindes øjne!
* Fx 1. Joh.br. 3,9, 1. Mos 1,27 og 5. Mos 32,18
Denne tanke er inspireret af DR.DK og bogen Jesus set med mellemøstlige øjne af Kenneth E. Bailey
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
