Skabt i Guds billede

Mennesker har brug for at finde ud af hvem de er. De kæmper med deres spejlbillede. Mennesker har også måtte kæmpe med, hvordan man får rette relationer til medmennesket, til andre kulturer, til skaberværket m.m. Mennesket er fantastisk, enestående, men også forvreden, snæver, sårbar og skrøbelig. Spændt ud mellem lys og mørke. Menneskets verden er som den uopløste dissonans.

Gud er kærlighed, liv, sandhed, ånd og lys. I kristendommen, såvel som i jødedommen, er forståelsesrammen, at vi er skabt i Guds billede til at ligne Gud, og at mennesket defineres som mand og kvinde. At mennesket er skabt i Guds billede er et karakterbillede og ikke et fysisk billede. Når mennesket defineres som skabt i Guds billede, understreges det samtidigt, at Gud er mangfoldig, uden grænse. Så hvert nyfødt barn er et udtryk for Guds mangfoldighed. Livets uudtømmelighed. Og i hvert enkelt menneske findes en del af Guds væsens kerne, for at vi skal vokse op til at ligne Gud. Denne kerne skal tilvejebringes de rette vækstbetingelser for at spire. Det betyder, at et menneske reelt kun kan være sig selv, når kernen udfolder sig og vokser. Er i levende kontakt med Gud og næres af Guds kærlighed og lys. Mennesket er også skabt til at være i overensstemmelse med Guds vilje. Ikke viljeløst ’dinglende efter’ Gud, men med respekt for grænserne for sin egen eksistens. At Gud er Gud og mennesket er skabning.

Mennesket var skabt til lydighed. Lydighed mod livet, kærligheden og lyset. Lydighed over for Gud, til at være ét i vilje med Gud. Til at være samstemt med ham. Oprindeligt blot med et eneste bud, at tilegnelsen af kundskab alene skete gennem samværet med Gud og ikke på egen hånd. De første mennesker valgte fatalt at tilegne sig kundskaber som selvsøgende væsner, uden respekt for kærlighedens forudsætninger. Med selviskheden fulgte en manglende evne til at høre ordentligt efter, hvad Gud sagde. Og den svaghed har fulgt os alle siden hen.

Mennesket, udtrykt ved begge køn, er skabt lige. Skabelsesberetningen rummer i Første Mosebogs første kapitler, at mennesket, der er skabt i en proces lig dyrene, skiller sig ud fra dyrene, fordi Gud blæste sin ånde ind i det. Så mennesket, der fysisk er så lig dyrene, er alligevel så anderledes i forhold til den øvrige skabning, fordi sjælen er indblæst af Gud. Dernæst var mand og kvinde oprindeligt sideordnet. ”Af mandens side blev hun taget. Ikke af hans fødder, for at han kan træde på hende. Ikke af hans hoved, for at hun skal herske over ham, men af hans side, nær hans hjerte, for at hun skal elskes af ham…” siger en gammel engelsk bibellærer. Guds væsen er ikke kun ’mandligt’, men i lige så høj grad ’kvindeligt’. Gud er ubegrænset, mennesket er begrænset.

I menneskets oprindelige ’dna’ lå muligheden for at leve et fuldkommengjort liv. Forudsætningen var, at mennesket gennem sit fællesskab med Gud fandt sin indsigt i livet. Nu lod mennesket hånt om denne mulighed, ved hovmodige og selviske fra- og tilvalg. Fravalgt blev ’ja’ til Guds vilje. Tilvalgt blev selvtilstrækkelighed, ulydighed, synd og mørke. Før var mennesket gennemskinneligt for Guds nærvær, nu blev det tildækket. Før var mennesket i lyset, nu skjulte det sig for Gud og medmennesket. Uden Guds nærhed mistede mennesket den åndelige forudsætning for liv. Blev rodløse. Døden kom ind i verden og ’dna’et’ blev deformeret.

Da Gud skabte mennesket, skabte han os med den særlige kvalitet, at vi i sind og handlinger skulle vokse op til at ligne ham. Kreative, medskabende, kærlige, omsorgsfulde og livsformidlende. Ansvaret for skaberværket lagde Gud i vore hænder. Vi svigtede. Og vi svigtede os selv og hinanden. Men ansvaret tog han ikke fra os. Han fastholdt sin del af værket. Gud gav i stedet på ny det der skulle til, for at genoprette mulighederne, så mennesker kan finde tilbage til livets hemmelighed, at vi er skabt i Guds billede.

(”Herrens røst” DDS nr. 388, tekst: N.F.S. Grundtvig 1860 og 1864, melodi: Henrik Frimand-Meier)