DAGENS ORD: ”Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det.” Johannes 15:7

[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]

Bibelen

2014 jan 28

Bibelen

Bibelen – bøgernes bog eller de 66 bøger, er en mærkelig tekstsamling og alligevel Guds levende ord. Her findes skrifter af højst forskellig alder og værdi. Her findes jødernes historie genfortalt. Her findes vidnesbyrdet om hvem Jesus virkelig var, og hvad og hvem apostlene var. Her findes også deres lære.

For nogle mennesker er teksterne ’en uhørt farce’, men for både jøder (alene Det gamle Testamente) og kristne er bøgernes bog inspiration og rettesnor på den vej, der fører til sagligt liv. De bibelske tekster er også fuld indsigt i jødedommens og kristendommens ’hemmeligheder’. Modsat flere andre religioner, loger m.m. er alt lagt åbent frem, så intet er skjult.

Når man beskæftiger sig med bibelens bøger bliver det hurtigt klart, at læsningen rummer flere dimensioner. Her findes en historisk beretning, der for Det gamle Testamentes vedkommende rummer jødernes religiøse grundlag og udvikling. Kristne kan også i Det gamle Testamente finde formuleringer og henvisninger til åbenbaringen af Jesus Kristus. Gennem forskellige tider har kirken desværre mange gange annekteret Det gamle Testamente på måder, hvor den har overdrevet og misbrugt teksten til alene at blive tænkt ind i en kristen kontekst. Det er hverken ret eller rimeligt. Det gamle Testamente er først og fremmest jødedommens skrifter. At ”alle Guds løfter har deres ja i Kristus” giver nok de kristne adgang til kilderne, der springer fra de jødiske tekster, men læses der uden respekt for sammenhængen ender de ’hedningekristne’ blindt, når de læser i Det gamle Testamentes tekster. Tolkningen bliver i bedstefald forvrøvlet, eller i værste fald løgnagtig. Samtidig er jødernes historie og skrifter forudsætningen for Jesu komme og lære, så kristendommen er ikke en fritsvævende enhed, men et selvstændigt træ, der er vokset af jødedommen som et kraftfuldt rodskud. Eller som Paulus udtrykker det: Den ikke jødiske kirke er som en vild olivengren, der er blevet podet ind på det ægte oliventræ ”og også får af saften fra det ægte træs rod”. Jøderne har dog selv for deres del, jf. samme Paulus: ”et slør over deres hjerte” indtil de vender om fra deres forhærdede tanker og anerkender, at Yeshu’a (Jesus) er Messias!

Det nye Testamente har også sin historiske sammenhæng som det er blevet til i. Oprindeligt tænkte de første kristne ikke på at skrive et tillæg til de jødiske hellige bøger, der for dem var deres bibel. De var mere drevet af oplevelsen af mødet med den opstandne Kristus, og af undergerningerne som fulgte med Helligåndens udgydelse. De var optaget af evangeliets arbejde, af bønnens tjeneste og menighedernes ve og vel. Urkirken opfattede Jesu genkomst som værende nært forestående, hvorfor de ikke bekymrede sig om at dokumentere deres grundlag, men fokuserede på forkyndelsen. I øvrigt var denne første kirke fyldt med mange overnaturlige fænomener og undere, der var med til at give kirken sin autoritet, som værende en Gud given gren af jødedommen. Kristendommen som fornyelsesbevægelse, var blot ikke ene om at byde ind med sit budskab. Der var også andre bevægelser i tiden, der især efter Jerusalems fald og jødedommens adsplittelse, infiltrerede de kristne. Lovjødedomsbevægelser og hellenistiske religiøse bevægelsers vranglære fik apostlene og evangelisterne til at skrive undervisningsbreve og øjenberetninger om menighedsorden og om Jesu liv og gerning. Især en modbevægelse, kendt under navnet Gnosticisme påvirkede behovet. Gnosticismen, der havde sin største opblomstring i første halvdel af det andet århundrede efter Kristus, blev en af de provokationer, der medvirkede til, at Det nye Testamente blev samlet, og til at kirken fik sine trosbekendelser. Gnosis vil sige at være indviet i himlens og jordens, naturens og historiens mysterier gennem en højere erkendelse. Kernen i dette er erkendelsen om den kommende befrielse fra ’det jordiske hylster’ og ’sjælens tilknytning til det guddommelige ophav’. Denne bevægelse lå på engang besnærende nær på nogle af de temaer kirken arbejdede med, samtidig med, at der var en himmel til forskel på den ånd der drev gnostikerne og den ånd der drev de kristne, især dem, der havde deres rod i jødedommen. På baggrund af gnostikernes forvanskninger af evangeliet og Jesu lære blev oldkirken presset til at samle sine nye skrifter. Og modsat, fx en gnostiker fra menigheden i Syrien, der havde redigeret sig frem til kun et eneste evangelium, lagde Oldkirkens synoder de overleverede skrifter frem uden at vige tilbage for skrifternes indbyrdes modsigelser. Herved blev overleveringen om det urkristne liv i hele dets fylde bevaret for eftertiden.

Konkret blev samlingen af Det nye Testamente til i det 4. århundrede. Det Nye Testamente består af 27 skrifter af forskellige genrer og længde. De er alle oprindeligt skrevet på ’hverdagsgræsk’, i årene ca. 60-100 efter Kristi fødsel. Kort fortalt var forhistorien, at man i trehundredetallet var delt i en gruppe, der anerkendte Jesu guddommelighed og i en anden gruppe der mente, at Jesus kun var en ’halvgud’. Sådan set findes denne splittelse stadigvæk. Fx gør Jehovas vidner sig til talsmænd for sidstnævnte synspunkt, der i et kirkehistorisk perspektiv omtales som Arianismen, opkaldt efter en præst, der virkede i Alexandria frem til ca. år 336.

Ud over det historiske perspektiv rummer bibelen et vidnesbyrd om den reneste og mest ophøjede etik. Bibelen viser med sine tekster hen til, hvordan vi mennesker skal omgås hinanden. Ikke at denne lære nødvendigvis er entydig. Alligevel findes den dér, så alle der vil læse for at få udvidet sin horisont, vil finde evigt gyldige sandheder, de kan benytte sig af.

Det, der dog mere end noget andet giver bibelens skrifter vægt, er vidnesbyrdet om Guds virkelighed. Og Helligåndens ’svæv over ordene’. For selvom bibelen er blevet til ved menneskers hånd, så er den virkelighed der beskrives, ikke kun en fortid uden relevans til vores nutid. Den er tværtimod nutidig, når vi forstår, at dens sandheder, etik og virkelighed berører os og kommer os ved. Og på samme måde, som vi ikke skal tilsidesætte den sammenhæng skrifterne er blevet til i, skal vi heller ikke fornægte den virkelighed teksten rummer.

Virkeligheden, der gemmer sig bag teksten, er genstanden for forståelsen. Mere end teksten og dens sag i sig selv. Den virkelighed bibelens tekster afspejler, er så at sige meget mere og meget større, end bogstaverne der er trykt på papiret. Fokus er rettet mod det liv ordene har søgt at bringe til udtryk. Teksten bliver derved ikke længere det endelige mål for forståelsesarbejdet, men et blot og bart middel til at trænge ind i tekstens baggrund, der udtrykker sig i en ellers gammel tekst. Kendskab til sprog, stil og historisk baggrund strækker ikke til, når man vil trænge ind til det liv, der gemmer sig i de bibelske tekster. Læseren må altså gennem egen livserfaring blive fortrolig med den livsvirkelighed, hvoraf teksterne engang udsprang. Ellers når han aldrig længere end til tekstens bogstav. Han når ikke frem til dens ånd. Og her er ånd ikke længere et vidt begreb, for bibelen er inspireret af Guds ånd. Det kræves derfor, at Guds ånd er nær læseren, før han kan forstå den virkelighed teksterne rummer. Det lyder mystisk, men er det reelt ikke, for Gud vil, at alle mennesker skal forløses i hans nåde og sandhed. Gud vil, at alle mennesker skal blive frelst. Dernæst har han skabt os og indblæst sin ånde i mennesket ved skabelsens morgen, så at opleve Guds ånd – Helligånden – som noget nærværende og oplysende, er ikke et fremmed element, men et naturligt element, der er som et grundvilkår, som solen i forhold til jorden. Nok er solen en stjerne modsat jorden, men som solen er en naturlig forudsætning for jordens liv, er Helligånden en naturlig forudsætning for Guds ordets forståelse. Ordet og Ånden har også det dybere perspektiv, at skulle bibringe mere end en intellektuel forståen. Menneskets væren til er forskellig fra tingenes og dyrenes væren for hånden. Mennesket er kun til i og med det forstår sin egen væren til. Derfor er den kristne forståelsesramme af ’Guds Ord’, at dét, når det forstås af læseren, bibringer mere end intellektuel begriben; det sætter ham ind i en sammenhæng, hvor han magter sin tilværelse. Ved Helligånden bibringer tekstens ord en eksistensmulighed til sin læser, så han i takt med sin forståelse af ordene, gør dem til sine egne i et nyt sprogligt udtryk, der er hans eget. At forstå de bibelske sandheder bliver nøglen til at forstå sig selv.

Det Nye Testamente rummer også det budskab, at der ved Helligåndens udgydelse og ordets forkyndelse, er åbnet en ny vej for mennesker til at kunne forstå sig selv i en ret sammenhæng. Ånden og ordet leder os til en sand forståelse af os selv i Guds rigets kontekst. Når mennesker skal forholde sig til de bibelske skrifters tale om Gud, der åbenbarer sig som menneskets herre, er der to problemer som overstiger alle de spørgsmål, som ellers kan knytte sig til forhold, der relaterer sig til tid, sprog og form. Nemlig troen og lydighed mod det, der er forstået. Troens rolle er, når Helligånden gør ordet levende og nutidigt, at tage i mod. Lydighed er troens nødvendige forudsætning for, at det der er taget i mod kan gøre sin indvirkning. Al tale om Gud og om Guds rige høres enten i lydighed eller det høres slet ikke. At det høres i lydighed, vil sige, at den der hører selv er inde under det herredømme, de bibelske skrifter forkynder om Gud, når de beretter om hans historie med mennesker i Det gamle og Det nye Testamente. Forståelsesvanskeligheder udspringer af, at vi, der hører om Guds herredømme, er oprørske mod det. Selve de tekniske, historiske eller formmæssige udfordringer kan relativt enkelt overvindes. Det er måske ikke den gængse opfattelse blandt dem, der udefra og på overfladisk vis forholder sig til stoffet. Alligevel er det hér, ’at skoen trykker’. ”Det er faktisk ikke dét, jeg ikke forstår, der er mit problem, men dét jeg forstår,” har én engang udtalt. Her rammes hovedet på sømmet, så at sige.

Ordets opgave er også at ’løse os op’. At bringe os ind i den troshvile, der findes i Gud. Modsat det forkrampede og forstillede som menneskelivet rummer væk fra Guds lys, kærlighed og forløsning. Ikke at hvilen allerede findes i sin fulde fylde, men ved at mennesker i nuet forholder sig til de bibelske sandheder, bliver Gudsordet et oplysende lys indover menneskets inderste tanker og meninger. Ikke for at han skal ’slå blikket ned’, men for at han kan få endnu en chance til at forholde sig til de skrøbeligheder, han trækkes med. Og for at få frigjort de livgivende ressourcer Gud har lagt ned i ham. For med Guds ord som spejl, afdækkes de selviske viljesbeslutninger og bevæggrunde han drives af. Her oplyses han af kærlighedens og sandhedens lys og lader dermed sin tilværelse og valg underlægge Guds større sammenhæng. Og så vil alt det, han bærer rundt på inderst inde, ikke ende med at blive en forbandelse for ham. Fordi det bringes ind i Guds lys. Og i Guds lys vil troen skabe livgivende forløsning. Eller udtrykt på en anden måde: Ved ordets levende og virkende ’skanning’, der afslører alt, der findes inderst inde i et menneskes kerne, bibringer Helligånden den enkelte den forståelse, der gør at han kan nå frem til at ”stå for nådens trone og der møde barmhjertighed.” Ja, mere end det; ”finde nåde til hjælp i rette tid.” Så han en dag kan opnå at hvile fra sine gerninger, ligesom Gud hviler fra sine, i sin fuldkomne væren.


(”Dybe, stille, stærke, milde” DDS nr. 398, tekst: Theodor Wilhelm Oldenburg 1840, melodi: Henrik Frimand-Meier.)




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk