Fællesskabet

Mennesket er ikke skabt til at være alene, men til at have fælleskab med hinanden såvel som til at have fællesskab med Gud. I bibelsk begrebsverden sammenfattes og udtrykkes dette i gudstjenesten. En gudstjeneste handler om fællesskabets tilbedelse af Gud og om det enkelte menneskes åndelige og praktiske tjeneste for Gud. Gudstjenesten er i sit bedste udtryk et afsæt for de andre livsaktiviteter menneskelivet rummer. Gudstjenesten er ikke primært menneskets tjeneste for Gud, men et møde mellem Gud og hans folk, hvor Gud meddeler sig selv og sin nåde. Gudstjenesten søger at hjælpe både den enkelte og fællesskabet ind i et ret forhold til Gud. Gudstjeneste betyder også et liv i gudsfrygt.

Vores kald ind i det kristne fælleskab handler om at tilbede Gud i ånd og sandhed. At vi ind for Gud sammen med andre får radikalt ændret vores indstillinger og vores handlinger. At vi lever vore liv i lyset og får hjælp og støtte fra Gud og fra vore medkristne til gennemgribende at leve ’det nye liv’ i Kristus ud.

Hvis livet på jorden skal blive anderledes for både mennesker og vores medskabninger, skal der ske en forvandling. Vi må afstå fra at sætte os selv, vores egne behov og vores begær først. Det falder blot ikke naturligt for os i vores ukristelige menneskeværen. Er vi tilmed forgiftet af en dårlig opdragelse i et hjem fuldt af tarvelig skinsyge og meningsløse skænderier – uden selv at have valgt det, belemret med en eller anden afskyelig form for pervers seksualitet – plaget dag og nat af et mindreværdskompleks eller et hovmod for den sags skyld, der igen og igen får os til at gøre det, vi ikke vil og undlader at gøre det vi vil, så skal vi ikke fortvivle. Gud ved alt om det.

Gud blev menneske for at forvandle skabninger til nye skabninger. Ikke for at lave bedre mennesker ud af den gamle slags, men for at forvandle menneskers grundlæggende indre forudsætninger for liv og gerning.

Når man møder kristne i en eller anden sammenhæng, sker det at man måske har svært ved at se hvori dette nye består. Eller dette nye ser dumt og tåbeligt ud, udefra set. Måske dén eller dén kristen er løjerlig, naiv eller selvvisk? Måske lugter han dårligt eller går dårligt klædt? Udefra set fanges man nemt af noget, der forstyrrer billedet. Det ingen reelt kan se er, hvilke kampe eller hvilket udgangspunkt, den enkelte har. Når alt kommer til alt kender vi kun én eneste sjæl i hele universet, vores egen. Og dét endda kun så langt, som vi forstår os selv.

Gud ser igennem alt og bagom om overfladen. Kærligt og klart. Gud spejder samtidigt efter Kristusnaturen i os. I kristne fællesskaber skal vi lære at se Kristus i hinanden og at give det ædle vækst hos hinanden. Det leder Guds ånd og Guds ord os til!

Fællesskaber er nok besværlige, men mest af alt berigende. Besværlige fordi de kræver, at den enkelte viser hensyn til helheden. Berigende, fordi de rummer meget mere end den enkelte. Det fælles gods mere end fordobler dét, hver enkelt bidrager med.

I fællesskabet skal vi kunne stille os frem for Guds ansigt og blive gennemlyst. Kærligt og konsekvent. På en måde så vi fastholder ’jordforbindelsen’. At elske Gud og ikke at ville elske medmennesket er en umulighed i kristen sammenhæng. Ser vi ikke behovene omkring os og forholder os til dem, er det et narværk, vi har gang i. I fællesskabet og i mødet med det andet menneske skal vores kærlighed til Gud også komme til udtryk. Jesus siger ved verdensdommen, at hvad vi har gjort mod de mindste iblandt os, det har vi gjort mod ham, og hvad vi ikke har gjort mod vore mindste iblandt os, det har vi undladt at gøre for ham.

Kristendommen er først og fremmest det nære, det vi reelt kan gøre noget ved, fremfor det som er langt borte og som vi ikke kan ændre på.

Guddommens væsen er kærlighed. Derfor vil gudsfolket, i sit rette fælleskab med hinanden, naturligt udtrykke og udvise kærlighed til hinanden. Så forslåede og misbrugte mennesker kan finde helse og forløsning i det kristne fællesskab. Det er ihvertfald Guds hensigt med det. I dette fællesskab bygges der på Jesu ord om at: ”Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.” og ”at de raske har ikke brug for læge, det har de syge.”

I dette fællesskab, modsat alle andre fælleskaber, er budet at ”Hvis nogen vil være den første, skal han være den sidste af alle og alles tjener.”