DAGENS ORD: ”Jeg siger jer også: Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader.” Mattæus 18:19

[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]

Brødsbrydelsen

2014 jan 28

Brødsbrydelsen

Fællesskabet om Jesu Kristi lidelse og død er centralt i kirken. Guds nåde er begyndelsen for alt der sker, og den gode afslutning kan alene nås på grund af Guds nåde.

Nådens synlige udtryk blev åbenbaret, da Gud sendte sin søn og lod ham føde som menneske. I hele Jesu tjeneste findes Guds nåde som det gennemgående tema, såvel som da Jesus gik ind under tilværelsens mest smertefulde og nedværdigende afslutning, da han med alt han var bar den skyld, der lå på os alle.

Som forsoningen mellem himlen og jorden, mellem Gud og det enkelte menneske forudsatte en konkret handling af Menneskesønnen, således gøres forkyndelsen af Jesu død på korset også til en konkret handling. En tros- og forkyndelseshandling. Brødsbrydelsen.

Til alle tider har det at spise sammen været en fællesskabshandling. For stamme-, venskabs- og familiebånd; for livsfællesskab mellem mennesker. Da jøderne skulle ud af Ægypten spiste de påskelammet og det usyrnede brød sammen. Under vandringen i ørkenen bespiste Jahve Israels folk med Mannakorn fra himlen og der sprang vand fra klippen. Da Jesus havde undervist folk i tusindevis, i øde egne, afsluttede han med at bespise dem, inden han sendte dem videre.

Det kan virke mærkeligt, at Kristuslivet formidles til os i rent materielle ting som brød og vin. Det nytter blot ikke at begrænse Gudsriget, alene til en åndelig sammenhæng. Her duer det ikke at være overåndelig. Gud har aldrig ønsket, at mennesket skulle være et helt igennem åndeligt væsen. Det er derfor han benytter sig af rent materielle ting som vin og brød, der ved første øjekast ser noget primitive og uåndelige ud. Brødet og vinen bliver i forkyndelsen af Kristi død til materielle genstande, der indgiver os det nye liv. Gud bruger materien, han bryder sig om den. Han opfandt den!

Den nat, da Herren Jesus blev forrådt, ”tog han et brød, takkede og brød det og sagde: ”Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!” Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: ”Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!””
I kirken er der desværre i forskellige sammenhænge, modsatrettede opfattelser af, hvordan brødsbrydelsen skal forstås og håndteres. Jeg vil kort tillade mig at beskrive andres opfattelse. Ikke for at såre nogen eller kloge mig på deres bekostning, men for at gå åbent til værks med den praksis alle kristne er enige om, er central i kirkens tjeneste.

Nogle forstår det sådan, at brødet og vinen efter bøn og indvielse, transformeres om til Jesu fysiske kød og blod. (Transsubstantiation. Godt nok ikke i en erkendt fysisk form; man smager stadig brød og vin og ikke kød og blod.) At brødsbrydelsen er for ’vores kirke alene’ og at der i nadveren ikke kan rækkes ud til medlemmer af andre kirkesamfund. Andre igen opfatter nadveren alene som et symbol, der reelt kun forbinder den der spiser og drikker med Kristus i en allegorisk forstand, og som ikke sætter begrænsninger op for hvem der kan deltage i måltidet. Personligt er jeg uenig i disse synspunkter.

For mig er Jesus Kristus (ikke kun symbolsk eller åndeligt) tilstede i nadveren, samtidig med at det konkret er brød og vin, vi spiser og drikker. Det er måske enklere at forklare brødsbrydelsens substans med et billede, som den svenske frikirkepræst Lewi Petrus gav? I gamle dage måtte nationalbanken alene trykke pengesedler i forhold til dens guldbeholdning, så enhver kunne få indløst sine papirpenge og omveksle papiret til guld.

Brødsbrydelsen er knyttet til en virkelig historisk handling, der har evig og blivende betydning, såvel som nutidig. I nadveren er det primært den enkeltes relation til Kristi død det handler om. Ikke i en narcissistisk kontekst, men i kirkens, hvor den enkelte forløses som et lem på Kristi legeme, menigheden.

Brødsbrydelsen er en handling i tro på det ord, der udgik fra Jesus, forud for hans død. Ikke en transformerende mystisk handling, men en handling familien- og menighedsfælleskabet foretager sammen, der udtrykker og forkynder Jesu forsoningsdød på korset, for den enkelte såvel som for alle.

Når brødet og vinen modtages i tro ’veksles’ det til dét, det repræsenterer. På samme måde, som pengesedlen kunne veksles om til guld før i tiden. Brødet og vinen repræsenterer Jesu Kristi død, og er en proklamation af dens betydning, i det nu hvor den enkelte modtager nadveren, såvel som i et evigt perspektiv. På jorden og i himmelen.

I udgangspunkt er nadveren forbeholdt menigheden alene. Dog sådan, at brødsbrydelsen er et inkluderende fællesskabsmåltid for alle, der med sin mund bekender, at Jesus er Herre, og i sit hjerte tror, at Gud oprejste ham fra de døde.

Behandles nadveren på en lemfældig og uværdig måde, gør dem, der handler sådan sig skyldige i synd.

Dem, der er ekskluderet fra nadvermåltidet er dem, der ikke tror på Jesus Kristus og som ikke relaterer sig til ham og hans død på korset.

I Det nye Testamentes forståelsesramme er menigheden knyttet til Jesus Kristus, som hans legeme og hans nærværs sted. Som kroppen der intet er, uden sit hoved. Som hovedet, der handler sammen med kroppen. Det betyder fx, at menighedens fællesskab formidler Guds nåde i Jesus Kristus til ethvert medlem på en sådan måde, at hele mennesket (ånd, sjæl og legeme) er indbefattet. Når nadveren af kirkefaderen Ignatius skildres som "udødelighedens lægemiddel" er det et udtryk for, at fællesskabet med Jesus og delagtigheden i hans offer, skænker evigt liv, og at denne virkelighed kan erfares her og nu. Herunder at få konkrete udtryk som helbredelse af ånd, sjæl og legeme. Vi skal med andre ord tænke syndernes forladelse, helbredelse og evigt liv sammen i begrebet frelse.

Menigheden har i sit fællesskab Jesu egen tjenergerning for øje som forbillede for de indbyrdes relationer. I dette formidler Helligånden sine nådegaver mirakuløst. Alene på grundlag af Jesu død og opstandelse. Nadveren er trosforkyndelse af Jesu stedfortrædende død gennem brød og vin, og nadveren er ’forløberen’ for nådegavernes åbenbaring. Nådegaverne udløses og virker fordi menigheden er frikøbt af Jesus.

Der hvor forkyndelsen og troen på Kristi stedfortrædende død er, vil Helligåndens virke manifestere sig i fællesskabet. Ordet om korset bærer, så at sige, Helligånden ind i hjerterne på dem, der hører og tror. Et af de mirakler der gik igen i Jesu tjenestegerning er helbredelse. Guds rige åbenbaret i gudstjenesten – båret med ud i hverdagen! Derfor opleves helbredelse på mange forskellige planer i menigheden, når nadveren deles: socialt, psykisk, fysisk, åndeligt. For nadveren rummer helbredende og frelsende kræfter, når mennesker får deres opmærksomhed rettet bort fra dem selv og hen til Jesus Kristus.

Nadveren er også rettet mod fællesskabet, som en forløsende faktor for menigheden. Indtages nadveren respektløst over for en svag part i kirken, strider det mod hele grundlaget for et fællesskabsmåltid, hvor fællesskabets motto også er: ”at når et lem lider, lider vi alle”. Vi kan derfor ikke spise og drikke ”Herrens måltid” sammen, uden at det sker i bevidstheden om, at hver og én af os er en elsket og nødvendig del af kirken. I dette lys indesluttes alle i kærlighedens fællesskab. Tilgivet. Det handler brødsbrydelsen også om!


(”Ved Jesu navn forlades alle synder” DDS nr. 55, tekst: Ambrosius Stub 1754-1758, melodi: Henrik Frimand-Meier.)




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk