DAGENS ORD: ”Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det.” Johannes 15:7

[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]

Bønnen

2014 jan 28

Bønnen

Bøn i bibelsk forstand er knyttet til gudsåbenbaringen. Bøn er at strække sig mod den levende Gud. Bøn er at overgive livet i Guds hænder og at modtage livet af Guds hånd. I sit dybeste væsen er bøn henvendelse til Gud og samfund med Gud – den troende taler med Gud – og den troende hører fra Gud!

Bøn i kristen forstand bygger på det faktum, at Gud på forhånd kender alle behov, men at vi med vores overgivelse indtræder som medarbejdere i Gudsriget. At vi som Guds børn deler vore oplevelser og bekymringer, såvel som vore håb og drømme med Jesus og med vores far i himmelen.

Fadervor er den bøn, Jesus selv har lært os og den bøn, der lægger linjen for al form for kristen bøn.

Bønnen er udtrykket, hvor vi lader vores inderste følelser og behov komme frem for Gud. Hér finder vi fred og vejledning, styrke og hjælp til at leve vore liv og til at gøre fyldest i vores gerning. Bøn er et ’graveredskab’ hvorved vi baner vej for Guds rige i verden og i vores egne liv.

Bønnens forudsætning i bedste forstand er, at vi ikke stiller os tilfreds med vores egne tanker og meninger, men at vi i stedet giver plads til, at Helligånden virker i os og igennem os. At Guds ord og Guds ånd får adgang til vores meningsdannelse og til vores persondannelse.

Bøn er ikke at påtvinge Gud vores vilje, men at bede Guds vilje igennem i en verden, der i udgangspunktet ikke vil vide af Guds vilje. Bøn er holdningsbearbejdelse og forberedelse af mirakler. Bøn baner vej for menneskers forløsning og tro.

Bøn kan inddeles i personlig bøn – bøn for ’mine behov’. Forbøn for andre og omstændigheder. Takkebøn, lovprisning og tilbedelse. Bøn kan i et splitsekund forandre alt. Bøn kan være en livslang opgave.

Kristen bøn har også rod i den jødiske gudstjenestepraksis og i de udtryk vi finder i Davids salmer. Fadervor er som sagt standarden for al kristen bøn, i sin opbygning og i sit udtryk. I lovprisningen, i overgivelsen og i behovet for hjælp, i det enkelte menneskes liv og i menighedsfælleskabet.

Bøn er også meditation og eftertanke. Det der skaber stilhed og giver evnen til at lytte og til at blive tiltalt i fælleskabet sammen med Gud.

Tidebøn er en kendt praksis, der som ordet nævner, lægges på bestemte tider af døgnet eller året, og som ofte er dét, vi møder i mere liturgisk prægede sammenhænge. Som en opsparet erfaring, der med sin gennemprøvethed stemmer sindet til struktur og retning.

Bøn er: ”Overgiv din vej til Herren, stol på ham, så griber han ind; han lader din ret bryde frem som lyset og din retfærdighed som den klare dag. Vær stille over for Herren, vent på ham;...” I følge Davids salme 37 vers 5-7a
Bøn er en mangfoldig vej. Bøn er følelser og skrig kastet over til Gud. Og det er stilhed og et svagt suk. Det er taknemmelighed udtrykt højt og tydeligt, såvel som stille og inderligt. Bøn er personlig gudsdyrkelse og del af fællesskabets udtryk. Det er for den enkelte og hans familie, og et bærende element i gudstjenesten.

Bøn giver først mening, når den er i brug. Bøn er som åndedrættet – livsnødvendigt og naturligt for enhver som tror.

(”Nåden hun er af kongeblod” DDS nr. 695, tekst: N.F.S. Grundtvig 1853, melodi: Henrik Frimand-Meier.)




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk