DAGENS ORD: ”Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det.” Johannes 15:7

[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]

Kirken – et paradoks

2014 jan 28

Kirken - et paradoks

I kirkens begyndelse var den kæmpende. Først drevet af sit møde med den opstandne Kristus, siden fyldt af håb om Gudsrigets nære komme. Med tiden degenererede den til en triumferende kirke. Til en politisk drevet organisation, der på verdslig vis styres, sine steder demokratisk, og næsten ikke adskiller sig fra andre organisationer i sin opbygning og magtstruktur. Sjældent ledet af ydmyge mænd og kvinder; de findes oftere ude i ’marken’, så de findes stadigvæk. Gud være lovet!

Kirkebygninger er tit velholdte og rigt indrettet. At det ydre er i fineste orden ændrer dog ikke på det indre problem, hvis det er i forfald. Ydre rigdom kan aldrig dække over indre fattigdom, når det kommer til stykket.

Kirkehistorien er mangfoldig. Smuk og grim, lys og mørk. Fyldt af himmelråbende idioti og den klareste tænkning. Himmelsk åbenbaring sat over for pølsesnak. De sorteste hjerter og de reneste hjerter. Hellighed og skinhellighed. Afholdenhed og åndsløs verslighed. Magtudfoldelse og magtesløshed. Had og kærlighed. Kirken er mangt og meget. På få linjer kan ikke engang de vigtigste træk beskrives retfærdigt og slet ikke fuldstændigt.

Kirken er en mangesidet størrelse. Fx findes der mere end én trosbekendelse. Den apostolske, der kan føres tilbage til før år 230 anvendes i Romerkirken, i den anglikanske kirke, i den lutherske og i den reformerte, men ikke i østkirken, eller i størsteparten af frikirkerne. Den nikænske trosbekendelse er anerkendt i både øst- og vestkirken, men oprindeligt alene som et rent læresymbol og ikke til liturgisk brug. Og så ikke et ord om den athanasianske trosbekendelse, der er den tredje oldkirkelige trosbekendelse. Sådan kan man blive ved, hvis man dykker ned i forskellige hjørner. Det der umiddelbart kunne have været enkelt, er det ikke.

Kirkehistorisk findes der alt muligt skidt og ragelse, alene i vores nære fortid. Hvor var kirken ved kommunismens indtog i Sovjetunionen, i Kina, eller i andre af de lande hvor et totalitært styre undertrykte sin befolkning? Eller da kolonimagterne begik overgreb på oprindelige folkeslag i Australien, Afrika og Amerika? Eller ved verdenskrigenes drab og ødelæggelser? Hvorfor samarbejdede den ortodokse kirke med kommunismen? Hvorfor understøttede den reformerte kirke apartheid i Sydafrika? Hvorfor samarbejdede den lutherske kirke i det store og hele med nazisterne? Hvorfor sloges katolikker og protestanter i Nordirland? Hvorfor har den katolske kirke gjort dette eller gjort dat? Hvorfor er kirken så lidt engageret i et opgør med materialisme og grådighed? Hvorfor er kirken tavs når dét eller dét sker? Hvorfor er den selvoptaget, når den er kaldet til at ”gå ud i alverden?” Meget kan der med rette spørges om.

Dette kapitel i ”Tænkeboksen” er skrevet i en erkendelse af, at der findes handlinger knyttet til kirken, der er kristeligt urimelige. Ikke at berøre, at der er nogle problemstillinger, vil være at forholde sig unuanceret til virkeligheden. Modsat, findes der også rigtigt meget godt: hjælpearbejde, oplysning, omsorg m.m. Kirkehistorien er ikke kun en grum historie, men en mangfoldig historie. Jeg vil blot ikke her hæfte mig ved flere konkrete problemstillinger, men anerkende, at meget godt og skidt er vokset op side om side, som ’rajgræs og hvede’. Det tilkommer ikke mig at ’sætte på paragraf’ hvad der er sket, men alene at erkende, at kirken skal bære sit ansvar på samme måde som alle andre.

Kirken rummer stagnation, forfald og forvirring, såvel som fornyelse, vækkelse og klarsyn. Opgaven for hver og en af os er at søge ind i lyset, livet og åbenbaringen, uden at vi lader os gribe af ærgrelser eller standses af paradokser og tilværelsens kompleksitet. Fornægtelse og fortrængning skal forløses i lys og sandhed, alt imens troen og håbet erkendes og udleves. Trods det faktum, at der i kirken findes problemer i fortid, nutid og fremtid, vil Guds rige en dag bryde igennem. Så stor er Gud! Ind til den dag kommer, forbliver kirken med at være et ufuldkomment redskab hvorigennem Gud åbenbarer sig for mennesker. Hvor paradoksalt det så end lyder!

Kirken er gennem tiden blevet fyldt op af bevægelser og modbevægelser. Når forskellige kirkekampe er nået dertil, at ’slagenes røg og damp’ har lagt sig, ses det ofte, at den ene retning indgår i en vekselvirkning med sin modsætning. At de er hinandens forudsætning i opståen og i det videre virke. Paradoksalt.

Bedst som alt håb synes udslukt i en del af kirken, blomstrer livet igen på ny, ved et Guds under, medens et ellers velfungerende menighedsarbejde ødelægges af en lille ubetydelig sag. Blandt de mest ulærde af kirkens medlemmer sker det, at visdommen spirer og at der findes indsigt i selv dybsindige emner, medens der blandt intelligente og veluddannede mennesker råder dumhed og mørke tanker. Tilegnelse af Guds riges principper kan bibringes den svageste begavelse ved Helligånden, og være skjult for selv den dygtigste begavelse, der afviser Ånden. Utroligt, men sandt.

I kirken findes mange retninger og kulturer. Tit har en retning set skævt til en anden. Eller det der er sket i én tidsalder, er blevet underkendt af dem der levede i en anden tidsalder. Eller det der foregår i én kultur, misforstås af dem, der lever i en anden kultur. Fælles for alle er, at Gud fuldt ud forstår, hvad der sker. Når vi som individ søger ind i en kirke eller i et samfund er det vigtigt, at vi gør det med kærlighed og respekt for dem der er dér. Som Gud er tålmodig og forstående over for os, sådan er han det også over for de øvrige.

Kirken som lokal-, national-, verdensomspændende-, eller politisk institution må ikke forveksles med den universelle kirke, der udtrykker den forløste og sejrende kirke. For dét, der er fuldt ud virket af Helligånden, i kirken til alle tider, er den menighed som bibelen benævner som ”Kristi brud”. Den kirke er bygget af ædelt materiale, forløst ved Kristi værk og fremvirket gennem Helligåndens gerninger i mennesker, der har overgivet sig til Kristus. Problemet for os er, at vi kan kun fornemme denne kirke, vi kan endnu ikke se den med det blotte øje. Gud kan se den, og en dag skal også vi forstå tingene i deres rette sammenhæng. Indtil da må vi stole alene på Guds nåde og vove at kæmpe for det, vi tror og oplever, er ret at kæmpe for. De som i vore øjne er dårlige kristne, må vi bede for og overgive til vores far i himmelen. Så er det hans sag, hvad, hvor og hvornår noget skal ske. Indtil da er essensen, at også de dårlige kristne, er kristne. Så langt rækker Guds nåde!


(”Af gode magter er vi helt omgivet” Tillæg til DDS nr. 894, tekst: Dietrich Bonhoeffer, Johannes Johansen, melodi: Henrik Frimand-Meier.)




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk