[ Forrige ] [ Oversigt over Artikler ] [ Næste ]
Gratis
I årets julepost fik vi tilsendt en historie, som varmede og opmuntrede. Vi kender ikke ophavsmanden, men vil gerne give den videre til Udfordringens læsere:Der var engang på en campingplads i vores sommerferie. Min datter Elisa trængte til at vaskes. Hun ville i brusebad. Hun var kun 3 år og jeg holdt på, at vi kunne nøjes med vaskerummet.
"For det er gratis", sagde jeg.
Er det GRATIS gentog hun med eftertryk. Hun var lige i den alder, hvor man samler på ord. Mens hun blev vasket, fortsatte hun: var WC´et gratis? sæben? vanddunken?
Dagen efter var vi på stranden. "Er det også gratis?" Jeg garanterede hende, at hele Vesterhavet var gratis at bruge, og stranden var det også. Men hvordan bærer man sig ad med at forklare, at muslingeskaller er gratis, og at søstjerner også er det, men at fisk kun er gratis, hvis man selv fanger dem?
Nogle dage senere var vi på besøg hos familien og nu begyndte det at blive pinligt. For hvad skal man svare, når man sidder dér ved bordet og ungen himmelhøjt sprøger om maden er gratis?
Jeg forsøgte at forklare, at vi jo ikke skulle betale for det, for vi var jo gæster. Så man kunne godt sige, at for os var det gratis, men de andre havde købt kødet, så det var ikke gratis.
Jeg kunne godt høre, at det lød rodet og det var tydeligt at se, at ungen ikke forstod et muk af det. Men hvorfor havde hun da også kastet sig over sådan et tosset ord som gratis? Det gav jo anledning til spørgsmål, som var komplet umulige at svare på.
Er kusiner f. eks. gratis.
Jeg havde da aldrig tænkt på, at kusiner kunne betragtes under den synsvinkel. Og jeg kan heldigvis ikke huske, hvad jeg svarede. Det kan kun have været noget vrøvl.
Hun blev ved længe efter, vi var kommet hjem fra ferien med hele den stædighed, som kun en treårig kan mobilisere. Er sange gratis? Er græsplænen gratis? Er mandage gratis?
Det snurrede i hovedet på mig og jeg var ved at blive bekymret. Havde vi virkelig talt så meget om penge? Det var da uhyggeligt, at en treårig skulle gå dér og spekulere på om tingene var gratis eller ikke! Hvorfor gjorde hun det?
Det hele blev først opklaret den dag i oktober, hvor vi plukkede æbler.
Hun gik og samlede det stødte op, og jeg havde svaret, at æblerne var gratis, fordi de voksede i vores egen have, og at stigen var gratis at stå på. Så kom det forløsende spørgsmål fra hende: Hvem er Grati?
Hele tilværelsen slog en kolbøtte i hovedet på mig. Og da den stod stille igen, så den helt anderledes ud end før.
Det var jo mig, der havde misforstået det hele. Ungen havde simpelt hen gået ud fra, at alting må være nogens. Og alle de ting, der var gratis, de måtte ganske logisk tilhøre en mægtig Hr. Grati!
Jeg kunne se ham for mig. Den mægtige Hr. Grati, som ejede både græsplænen og kusinerne og hele Vesterhavet og mandagene med. Og som gav os lov til bare at bruge løs af det alt sammen.
Hvem Hr. Grati var? Det var da soleklart: "Det er Gud!" råbte jeg ned til hende.
"Er det Gud?" spurgte hun begejstret. "Ja, det er et af Guds navne. Jeg havde bare glemt det." - For det havde jeg virkelig. Jeg vidste jo godt, at "gratis" betyder det, som man kun kan betale for med TAK!"
Men jeg vidste det kun sådan, som man kan vide det fra en slags ordbog. Nu havde min gratis unge fået det hele vendt sådan på hovedet, at jeg kunne se det i virkeligheden:
At her stod vi midt i Hr. Gratis klare oktoberdag og på Hr. Gratis stige og plukkede alle Hr. Gratis æbler. Og det måtte vi godt, for han havde selv givet os lov til at låne det alt sammen, lige så meget vi ville.
Det boblede i én af fryd efter den opdagelse. Og det hele føltes som rent og skært overskud nu, hvor jeg kunne se, at alle de dejligste ting, som vi kan dele med hinanden, de tilhører Hr. Grati. Og han låner dem ud til højre og venstre. Og det er ærligt talt pænt af ham!
Indsendt af Bjarne Nederby Jessen
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
