DAGENS ORD: ”Og ikke alene det; vi er også stolte af vore trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed,” Romerne 5:3

[ Forrige ] [ Oversigt over Artikler ] [ Næste ]

Kromandens Jul.

"Jeg har ikke tid - jeg har altså ikke tid -
du må vente lidt!"

"Jamen far, hør lige. Du må hjælpe - hun skal snart føde!"
"Jamen, jamen - jeg har travlt! Find selv ud af noget - - men du ved, der er ingen plads her på kroen."

Det var Betlehems kroejer, Jakob, der nu igen blev forstyrret af sin ældste søn, Ruben. Men han havde virkelig ikke tid. Der var mennesker alle vegne - og romerne havde endda beslaglagt den store krostue. De skulle lave folketælling, hed det så smukt.

"Ja, folketælling," tænkte Jakob, "nej, de vil have penge, vil de - og det får de vel også. Vi er nødt til at betale. Ellers slår de os ihjel eller sælger os som slaver."
Det var kejseren i Rom, Augustus, der ville vide, hvor mange han herskede over - og der med vide, hvor mange, han kunne forvente skat fra. Kejseren havde blot udstedt sin befaling, og over hele det vældige rige måtte man så se at finde ud af, hvordan det bedst kunne gennem-føres uden alt for mange optøjer og attentatforsøg.

I Palæstina havde landshøvding Kvirinius fra Syrien og kong Herodes fundet ud af, at det var bedst at lade folk rejse til deres stamfars by for at blive talt. Skulle det ske, hvor de boede, ville der bare blive oprør. Der var nemlig oprørsgrupper overalt, - men hvis man kunne splitte dem ved at lade dem rejse hver til deres sted, - ja, så ville der være håb om en rolig afvikling - og derved blev det.

I Betlehem havde romerne uden videre beslaglagt den største krostue til folke-tællingen, ligesom de havde sat sig på mange sengepladser til de embeds-mænd, der skulle stå for folketællingen.

Først var kroejeren blevet sur: "Hvad skulle det nu til for - nu måtte han svigte nogle af stamgæsterne - og det var meget mere besværligt at skulle servere mad og drikke flere steder i huset på èn gang."
Der var dog èt lyspunkt! Penge - penge. Romerne plejede at betale godt for sig - når de altså betalte - og det skulle de nok gøre denne gang for at undgå yderligere ballade - og hvad - "penge lugter jo ikke" - så - det var vel til at bære - især da det ellers godt kunne være en lidt død tid sådan forretningsmæssigt set - så for den ellers gæve kroejer, Jakob, var det ikke så svært at være medgørlig og imøde-kommende overfor romerne, selv om han stadig indvendig ønskede dem kastet i havet, så de selv, jøderne, igen kunne få lov at bestemme over deres eget land.

"Men nu det, som Ruben havde sagt. Jo, han havde da selv set dem. Det var et ungt par - konen var virkelig højgravid -
det var let at se - og manden, han virkede forvirret og bekymret, som mænd gør i den slags situationer. Stakkels dem - men de måtte klare sig selv, - han havde ikke tid - - nu råbte de igen på ham fra den lille krostue - og hvad - det kunne jo da være, at Ruben fandt på noget. - Nå, nu var han der igen."


"Far, jeg har ladet dem gå ud i stalden. Der er ikke pænt, men der er varmt. Er det i orden?"

"I orden? Ja, skidt, lad gå," - og på vej ind i krostuen med hænderne fulde af kander tænkte Jakob: "Det er nu synd for dem - men hvad - den enes nød - den andens brød - og lidt kunne de vel altid give, - selv om han naturligvis ikke ville
tage fuld pris for den slags overnat-ninger."

Og så var Jakob langt væk igen - opslugt af sine pligter - og af sine udregninger af, hvad han kunne tjene på hele denne omgang folketælling - ja, det blev ikke til småpenge - og så var han i fuld sving igen.

Først da der var faldet ro over kroen hen på aftenen, fik Jakob tid til at tænke på det unge par. "Hvordan mon det gik? Mon kvinden havde født?" Jakob tænkte på de gange, hvor hans egen kone havde født børn til verden, - og han vidste godt, at det ikke var et ideelt sted at føde i en stald - men - der var jo ikke plads andre steder.

Jakob var egentlig ikke hård indeni - kun når han havde travlt, kunne han virke sådan - men - det havde han desværre for det meste. Nu ville han dog gerne selv se, hvordan det gik derude i stalden.

På vej derud standsede han op. Det kunne ikke passe - jo - det var hyrderne ude fra markerne - dem, der også passede på hans får. Nu stod de henne ved stalden - nu gik de ind - de var der alle sammen - de virkede så højtidelige - ikke rå og larmende, som de ellers plejede at være.

Jakob gik hen til stalden og skulle lige til at råbe op - - men så hørte han den gamle hyrde, Simon, fortælle: "Vi holdt vagt, som vi plejer, men pludselig ..." Han tøvede et øjeblik: "Pludselig stod der en lysende skikkelse - en engel - foran os.
Den sagde: "Frygt ikke - Jeg forkynder Jer en stor glæde, som skal være for hele folket! I dag er der født Jer en frelser; Han er Kristus, Herren - og dette skal være Jer et tegn: I skal finde et barn, svøbt og liggende i en krybbe" - og" - fortsatte Simon: "Så var der med èt en hel vrimmel af engle, der alle sang: "Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag" - - og derfor skyndte vi os herhen."
Jakob havde stille lyttet til den gamle hyrdes ord, - og han undrede sig - men han vidste også, at den gamle hyrde ellers var en mand af få ord, - og at han var til at stole på - - så, når Simon sagde så meget på en gang - så måtte der være noget om det!

Nu så Jakob, at også hans egen kone, Sara, var derude. Hun hjalp den unge kvinde til rette efter fødslen. Så havde hun nok også hjulpet til ved selve fødslen. "Godt, at Sara havde taget sig af at vise gæstfrihed og hjælpsomhed, når han nu ikke selv havde haft tid."
Sara så spændt op på Jakob. "Ville han mon blive sur? Det kunne han godt blive, når noget gik ham på - eller han var stresset - men nej." Jakob så det spændte udtryk i hendes øjne. Så nikkede han beroligende - han smilede - og begge så de igen på barnet, der nu var vågnet, - og Sara tog barnet op og gav det til dets mor.

Jakob undrede sig: "Hvad var det her for noget? Hvad skulle det betyde? - Skulle det barn, der nu lå ved sin mors bryst som ethvert andet barn - som også hans egne børn havde gjort det - skulle dette barn være noget særligt? - være verdens frelser?"

Jakob kendte godt de gamle forud-sigelser om, at Gud ville sende sin søn. Han havde lært dem som barn - også at der var knyttet noget særligt til ved Betlehem - og han havde som alle andre ventet og håbet - men - med det hårde arbejde i kroen - og med den velstand, der siden fulgte - så var de gamle tanker næsten døet ud - men nu - nu blev de vakt til live igen ved hyrdens ord: "Født Jer en frelser - et barn - svøbt - liggende i en krybbe" - kunne det være rigtigt??

Nu så Jakob, hvordan hyrderne, hans kone, - og hov, der var Ruben - nu så Jakob, hvordan de alle knælede til-bedende ned for barnet - og sidst af alle knælede han selv - han, den velhavende, travle kroejer - - han knælede for et barn - - men det fik være, hvad han var - - han knælede - og med et vidste han, at dèt var det rigtigste, han nogensinde havde gjort. Hvordan det gik til, forstod han ikke - - men han vidste dybt i sit indre, at det var det rigtige. "Jo, den gamle hyrdes ord var sande - hvad var det nu englen havde sagt? "Jeg forkynder Jer en stor glæde, som skal være for hele folket! I dag er der født Jer en frelser, Han er Kristus, Herren." - Ja, sådan var det," - det forstod Jakob - men hvad det ville betyde fremover, det vidste han ikke - "men det fik være - det ville vise sig - men - i dag - en frelser født - Kristus - Herren - ja - sådan var det!" - og Jakob bøjede hovedet - og troede.

Ivan L. Jakobsen


Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk