[ Forrige ] [ Til spørgsmålene ] [ Næste ]
Eks-hustrus fødselsattest
Kære Netkirken.dk
Jeg er kommet lidt i et dilemma i og med jeg er bosat i Irland og skal giftes med en irer til september.
Jeg har et tidligere dansk ægteskab bag mig og har naturligvis fået oversat og legaliseret alle nødvendige dokumenter, troede jeg.
Nu har irske registreringskontor så henvendt sig og ønsker min eks-hustrus fødselsattest for at fastslå hendes fødested. Jeg antager det er fordi hun har et polsk efternavn, selvom hun er dansk født. De er så latterlig-grundige, at de efterspørger en original! Til og med oversat til engelsk.
Da jeg ikke er på specielt god talefod med hende, er det sin sag at bede om at låne hendes fødselsattest. Er det derfor muligt at rekvirere en signeret kopi fra et kirkekontor?
Jeg beder om forladelse hvis spørgsmålet ligger uden for jeres område.
Med venlig hilsen
Bent
Bent Christiansen
Svar:
Kære Bent,
Tak for din mail - og sikke et ærgerligt, lettere pedantisk , problem, du har fået...Det er lidt svært at forstå, hvorfor det er nødvendigt, da du jo åbenbart i alle "nødvendige dokumenter" også har givet de irske myndigheder skilsmissepapirer, legaliseret på engelsk, mon ikke?
Men det korte svar er, at du ikke kan rekvirere oplysninger fra CPRregisteret om andre.
Det svar, der dog måske kan løse dit problem, er, at det jo ikke er dig, der skal bruge oplysningen, men den irske myndighed, der selvfølgelig har ret til at få oplysningerne af en dansk myndighed.
Jeg vil derfor foreslå, at du giver den irske myndighed din tidligere kones CPRnr. Måske har du en kopi liggende enten af jeres tidligere vielsesattest eler af jeres skilsmissepapirer, hvorpå CPRnr klart bør figurere.
Samtidig giver du dem tlfnr/mailadresse på kirkekontoret ved dén kirke, hvor du og din ekskone i sin tid blev gift.(Et sådant nr og mailadresse vil du nemt kunne finde på nettet.)
Det danske kirkekontor kan således ved henvendelse fra Irland foretage et CPRopslag på din ekskone og dermed formidle den nødvendige information direkte, så oplysningerne forbliver mellem to myndigheder.
Jeg håber, det lykkes på denne måde - ellers er du meget velkommen til at henvende dig igen, da jeg som præst i Folkekirken naturligvis har mulighed for at foretage CPRopslag.
(Husk dog lige, at hvis det ender med en henvendelse til mig skal du naturligvis ikke skrive noget CPRnr i et offentligt forum.)
Alt godt og Guds velsignelse...
Signe Voldby, præst
Svaret af:
Signe Dorthe Voldby, Præst
Netkirken
[ Stil et spørgsmål ]
|