[ Forrige ] [ Til spørgsmålene ] [ Næste ]
dåbsattest
Hvad kommer der til at stå på dåbsattesten, hvis faderen til barnet er død inden barnet bliver født? - ex: kun moderens navn og et blankt felt, der hvor faderens navn skulle stå? eller en notits om at faderen er død- med hans navn??
-og i hvilke tilfælde står der kun moderens navn?
Svar:
Kære Camilla,
Tak for dit spørgsmål - jeg ved jo ikke, om det er noget, der gælder for dig eller en veninde - men det er i hvert fald en meget speciel situation - at faderen til et barn dør, inden barnet kommer til verden.
HVIS moderen og faderen er gift, og de har fælles bopæl, indtil faderens død, så vil faderen blive skrevet ind som far.
HVIS moderen og faderen IKKE er gift, så kan faderen alligevel blive skrevet på som far efter sin død - dog ikke som normalt af kirkekontoret, da kirkekontoret kan "kun" registrere forhold, der er helt enkle og dokumenterede.
Men moderen kan få lavet en faderskabssag via den Statsforvaltning, som hun bopælsmæssigt tilhører. (Se statsforvaltning.dk.)
Dog er det sådan, at det skal kunne dokumenteres - via den afdøde fars CPRnr - at faderen og moderen har boet sammen i mindst 10 måneder før barnets fødsel.
Det er rigtig vigtigt, at moderen får denne sag på plads hurtigt, for hvis barnet måske skal have sin fars efternavn, kan det KUN lade sig gøre, hvis faderskabssagen er i orden.
Det sidste spørgsmål, du stiller, drejer sig om tilfælde, hvor moderens navn står alene på barnets fødsels/dåbsattest.
Jeg har været ude for det en del gange, og det kan fx være, hvis moderen ikke ved, hvem der er faderen, fx af flere mulige, og underskriver en erklæring om dette.
Det kan også forekomme, hvis man som enlig eller lesbisk er kunstigt insemineret, og dermed heller ikke opgiver en far.
Og der kan være en situation, hvor moderen godt ved, hvem faderen er, men ikke VIL have ham som far til sit barn...
Jeg håber, du kan bruge dette svar - og du er altid velkommen til at skrive tilbage, hvis du har flere spørgsmål.
Al Guds fred og venlig hilsen,
Signe Voldby, præst
Svaret af:
Signe Dorthe Voldby, Præst
Netkirken
[ Stil et spørgsmål ]
|