[ Forrige ] [ Til spørgsmålene ] [ Næste ]
Må min store datter vælge en gudmor?
Min snart 10-årige datter har en gudfar - men nu kunne vi godt tænke os, at min veninde blev hendes officielle gudmor (så min datter har en af hver). Kan det lade sig gøre?
Mvh Camilla
Svar:
Kære Camilla,
Tak for mail om gudfar og gudmor.
Jeg har egentlig to svar til dig.
Det første er, at det, der står i kirkebogen, det er meget faktuelt det, der skete - fx den dag, din datter blev døbt fra ca 10 år siden. Og hvad der virkelig fandt sted, kan jo faktisk ikke ændres!
Det andet svar er, at en gudmor eller en gudfar er, som du selvfølgelig nok ved det, betegnelsen for den, der bærer barnet til dåben. Det er så nok derfor, at din datter har en gudfar, som bar hende til dåben.
Når du nu ønsker, at din veninde skal være gudmor, så kan det ikke lade sig gøre af begge ovenstående grunde!
Det var en anden, der bar din datter, også selv om I måske ikke nu mere ser gudfaderen så meget. (Og endelig skal du vide, at i kirkebøgerne, som de er nu, skelner man egentlig ikke mellem gudmor og de andre vidner - alle skrives ind som "faddere".)
Men jeg tror, jeg kan høre i dit spørgsmål, at du og din datter er rigtig glad for din veninde og ønsker, at hun bliver knyttet lidt mere til din datter.
Heldigvis er livet sådan, at det kan hun sagtens være, selv om hun ikke formelt kan indskrives som fadder eller gudmor.
En rigtig god og vigtig ting, din veninde kan gøre for din datter, er at læse lidt bibelhistore for hende, tage hende med til børnegudstjenester i omliggende kirker, og tage den opgave/gave på sig at bede for din datter hver dag, også Fadervor - på den måde kan din veninde træde ind i fadder-rollen på en måde, der måske får større betydning for din datters liv end de formelt indskrevne faddere fra for 10 år siden.
Varme hilsener med ønsket om Guds fred,
Signe Voldby, præst
Svaret af:
Signe Dorthe Voldby, Præst
Netkirken
[ Stil et spørgsmål ]
|