[ Forrige ] [ Til spørgsmålene ] [ Næste ]
Døde Jesus på et kors?
Døde Jesus virkelig på et kors?? Nogle siger en pæl. Kan jeg få et bevis på at det var korset han døde på?
Svar:
Kære spørger.
Jeg kan stadig ikke give dig et bevis på, at Jesus døde på et kors. Det afgørende er for mig ikke, om det kan bevises, om Jesus døde på et kors (crux latinum) eller en pæl (crux simplex). MEN AT JEUS FRIVILLIGT GAV SIG SELV I DØDEN FOR AT FRELSE DIG OG MIG !!! ....
Alligevel vil jeg holde fast ved, at Jesus blev korfæstet - og altså døde på et kors. Det græske ord for kors er "stauros", og det betyder egentlig "pæl".
Indenfor Romerriget brugtes ordet enten om et lodretstående pæl (crux simplex), eller om en opretstående pæl, hvorpå der var fastgjort en tværbjælke - enten i toppen (et T-kors) eller lidt nede på den lodrette bjælke (crux latinum/et latinsk kors). Det afgørende er dog ikke, hvordan Jesu kors så ud!
Lige siden den første Langfredag har korsets tegn været det tegn, der minder os om den kærlighed, Gud der viste os gennem Jesu lidelse og død. Det tegn, der på grund af Jesu lidelse, død og opstandelse ikke kun er et tegn på død, - MEN PÅ LIV!!!
KORSETS TEGN, som jeg som præst har fået lov at tegne for ansigt og bryst for mange børn, unge og voksne ved deres dåb, og som også blev tegnet for mit ansigt og bryst ved min dåb.
Korsets tegn som jeg også har tegnet for mange ved begravelser og bisættelser for at minde om, at vi også der har "et levende håb på grund af Jesu opstandelse fra de døde."
Korsets tegn som jeg har tegnet for mange ved forbøn og velsignelser, og for mig selv!
Det afgørende er, at Jesus gennem sin lidelse, død og opstandelse levede op til sine egne ord om Guds kærlighed: For således elskede Gud verden, at Han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på Ham ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved Ham. (Johannes-evangeliet kapitel 3 vers 16-17).
Med ønsket om Guds velsignelse med alt godt!!!
Ivan L. Jakobsen,
pastor emeritus
Svaret af:
Ivan L. Jakobsen, Tidligere sognepræst
Netkirken
[ Stil et spørgsmål ]
|